Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3) Nero Claudius D., (38 -9 f. Kr.) - 4) D. Julius Cæsar, en Søn af Kejser Tiberius ( 23 e.Kr.) - Drusus-Graven, se Drusus 3). - Druzhinin, Aleksander Vasiljevitsch, russ. Forf. og Kritiker, (1825-1864) - dry (eng.), tør, bruges som Betegnelse for Vine med en stærk, streng, ikke sød Smag. - Dryader ell. Hamadryader (gr.), i den græske Mytologi Træernes Nymfer. - Dryander, Ernst, tysk protestantisk Teolog, (1843- ) - Dryas L., Slægt af Rosenfam. (Potentilla-Gruppen), smaa og nedliggende Halvbuske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tre Maaneder efter at hans Moder havde ægtet
Cæsar Octavianus (den senere Kejser Augustus),
der blev hans Formynder og yndede ham meget.
Han opnaaede Embeder i Rom tidligere, end det
var Regel, og sendtes allerede Aar 15 i Spidsen
for en Hær op igennem Adige-Dalen ind i Rætien.
Da samtidig hans Broder Tiberius rykkede frem
fra V., lykkedes det at sikre Alpegrænsen, og
Prov. Rætien med Vindelicien blev oprettet. Aar
13 blev D. Statholder i Gallien og fik til Opgave
at hindre fremtidige Indfald af Germanerne ved
at rykke ind i deres eget Land. Næste Aar
foretog han et dristigt Tog ind i Germanien. Fra
Rhinen gravede han en Kanal (Drusus-Graven,
fossa Drusiana) til Zuidersøen, gennem hvilken
han sejlede ud i Nordsøen og derfra op ad
Ems. Han slog Bructererne, Usipierne og
Sugambrerne. Efter Aar 11 at have været Prætor
foretog han et nyt Felttog mod Usipierne og
Sugambrerne, i hvis Land han anlagde
Fæstningsværker; den vigtigste Fæstning var Aliso
ved Lippe. I Aarene 10 og 9 foretog han
yderligere Felttog, hvorunder han ogsaa overvandt
Chatterne og Cheruskerne. Han trængte frem
over Weser lige til Elben, men maatte saa gaa
tilbage. Det erobrede Land sikrede han ved
Anlæggelsen af nye Fæstningsværker. Men paa
Tilbagetoget styrtede han med Hesten og døde
efter nogen Tids Sygeleje (9 f. Kr.). Han hædredes
med en pragtfuld Ligfærd i Rom. Han var i høj
Grad afholdt baade af sine Soldater og af
Folket i Rom. Han var gift med Antonia minor, en
Datter af Triumviren Antonius, og havde med
hende Sønnerne Germanicus og Claudius, den
senere Kejser, samt en Datter Livilla.
4) D. Julius Cæsar, en Søn af Kejser
Tiberius, havde D. til Fornavn. Han var gift med
den ovenn. D.’s Datter Livilla. Tiberius sendte
ham straks efter sin Tronbestigelse til
Pannonien hvor han dæmpede et Soldateroprør.
Senere blev han Statholder i Illyricum, i hvilken
Egenskab han ved Intriger fik Romernes
Modstander, Markomannerkongen Marbod bevæget
til at forlade sit Land og søge Tilflugt hos
Romerne. Ved at lade ham tildele tribunicisk
Myndighed (22 e. Kr.) tilkendegav Tiberius, at
han ønskede ham til sin Efterfølger, men
Prætorianpræfekten Sejanus, der selv gjorde sig
Haab om Enemagten, ryddede D. af Vejen ved
Gift (23) i Forstaaelse med hans Hustru, hvem
han havde forført.
H. H. R.
Drusus-Graven, se Drusus 3).
Druzhinin [dru’зinin], Aleksander
Vasiljevitsch, russ. Forf. og Kritiker, f. i
Petrograd 1825, d. 1864, blev Officer, men opgav
1851 Militærkarrieren for udelukkende at ofre
sig for den litt. Virksomhed, som han havde
begyndt 1847 med »Polinka Saks«, en Novelle, i
hvilken Kvindespørgsmaalet for første Gang blev
rejst i den russ. Litt., og som hurtig gjorde
Forf. kendt i vide Kredse, skønt Bogen
ingenlunde var original, idet Grundmotivet var laant
fra George Sand’s Roman Jacques. D.’s Ry som
Novellist beror udelukkende paa dette
Debutarbejde; thi en Række efterfølgende Værker i
samme Retning hæver sig ikke op over det alm.
En noget større Bet. fik D. i den publicistiske
Kritik, som han efterhaanden slog ind paa, og
efter Belinski’s Død var han i lang Tid den
toneangivende Leder paa dette Omraade. Som
grundig Kender af eng. Aandsliv forfattede han
en Rk. Essays over eng. Forf. (Crabbe,
Richardson, Sheridan, Scott, Boswell, Disraeli o. a.) og
fortræffelige Overs. af Shakespeareske Dramaer
(Lear, Richard III, Coriolan). Hans samlede
Værker udkom 1865 (8 Bd).
(K. V.). H. C-e.
dry [’dra^i] (eng.), tør, bruges som
Betegnelse for Vine med en stærk, streng, ikke sød
Smag.
Dryader ell. Hamadryader (gr., afledet
af δρνς;, »Træ«, »Eg«), i den græske Mytologi
Træernes Nymfer.
C. B.
Dryander, Ernst, tysk protestantisk
Teolog, f. 1843 i Halle, blev 1872 Præst i Torgau,
1874 i Bonn, 1882 Superintendent i Berlin, 1890
Generalsuperintendent, 1898 Overhofprædikant,
1903 Medlem af Herrehuset og af
Overkirkeraadet og 1907 Vicepræsident i Overkirkeraadet.
D. er en fremragende Prædikant og øver en
betydelig kirkepolitisk Indflydelse. Hans teol.
Standpunkt er positivt.
A. Th. J.
Dryas L., Slægt af Rosenfam.
(Potentilla-Gruppen), smaa og nedliggende Halvbuske med
fleraarige og rundtakkede (sjældnere
helrandede) Blade, hvis Overside viser et karakteristisk
Aarenet, medens Undersiden er hvidhaaret. De
store, enlige og langstilkede Blomster mangler
Yderbæger; de har c. 8 hvidgule ell. gule
Kronblade, c. 20 Støvdragere og mange Frugtblade.
Frugten er en Nød; Griflen vokser ved
Modningen ud til et langt, fjerformet Flyveapparat, der
tjener til Frugtens Spredning. Kun 2 Arter. D.
octopetala L. (norsk: Fjeldsimmer) med
hvidgule Kronblade, alm. udbredt i næsten hele
den arktiske og subarktiske Zone og i den alpine
Region af alle Europas, Asiens og Nordamerikas
Højfjelde. I Grønland, Nordamerika og
Østsibirien findes foruden Hovedarten ogsaa
Underarten integrifolia (Vahl) med helrandede Blade
(ofte dog med en enkelt ell. et Par Takker i
Randen). En særlig Interesse har D. octopetala
som en af de alm. og lettest genkendelige
Glacialplanter i Leret under danske Tørvemoser,
 |
Dryas octopetala. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
