Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dsungariet (Djungariet), Landskab i den nordvestlige Del af det kin. Rige - dt., se dedit. - D-Tog er en direkte Overs. af den tyske Betegnelse »D-Zug« for Hurtigtog - Dualin, se Nitroglycerin. - Dualis (ell. Total). - Dualisme i Filosofien: Opstillingen af to Grundprincipper for det værende, Aand og Stof - Dualisme (fys.), Antagelsen af to forskellige Arter af Elektricitet og Magnetisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hæver Landet sig til 500-600 m o. H. Mod NV.
deles D. af Bjergkæden Tarbagatai i to smalle
Lavninger, som fører ud til Kirgisersteppen.
Gennem den nordlige Lavning strømmer Floden
Irtish, medens den sydlige gennemstrømmes af
den lille Flod Jemil, som falder i Saltsøen
Ala Kul (220 m o. H.). Der hersker et ekstremt
Fastlandsklima. Maalinger fra Nabolandene
tillader at slutte, at Vintermaanederne har
Middeltemperaturer under ÷ 20°, Sommermaanederne
c. 20°. Regnmængden er yderst ringe, hvorfor
Landet optages af Ørken og Steppe. De talrige
Smaafloder, som strømmer ned fra Bjergene,
giver dog Anledning til at anvende kunstig
Vanding. Befolkningen bestaar af Kalmykker og
andre Mongolstammer, Kinesere og Dunganer, i
alt kun faa Tusinder. En Del lever som
Nomader, andre dyrker Hirse, Hvede og Byg. Den
nordlige Del af D. hører til Mongoliet, den
sydlige Del til Provinsen Hsintshian. Efter
Mongolrigets Forfald deltes D. i fl. mindre Stater,
I 15. Aarh. gjorde Kalmykkerne sig til Herrer.
Deres Fyrster tilhørte Stammen Dsungar. En af
disse Fyrster Boshoktu Khan søgte at udvide
sit Herredømme, men besejredes 1671 af
Kineserne, som besatte D. Senere blev Landet
atter selvstændigt, men blev 1755-56 atter
undertvunget af Kineserne, som anrettede
frygtelige Blodbad paa Befolkningen, hvorved Landet
blev næsten ganske affolket. Under
Dunganer-Oprøret (1861-77) fordreves Kineserne fra D.,
men efter dets Undertrykkelse har Landet atter
tilhørt Kina.
M. V.
dt., se dedit.
D-Tog er en navnlig af Turister og Rejsende
hyppig brugt direkte Overs. af den tyske
Betegnelse »D-Zug« for Hurtigtog, der udelukkende
er sammensat af Gennemgangsvogne (som
Regel Bogievogne), d. v. s. Vogne, byggede med
indvendig Gennemgang og ved hver Ende
udstyrede med Overgangsbro og en saakaldt
Harmonika (se Jernbanevogne); ved
indbyrdes Sammenkobling af Vognenes Harmonikaer
tilvejebringes en lukket Passage indvendig i hele
Togets Længde. De første egl. D-T. efter amer.
Mønster sattes i Europa i-Drift 1. Maj 1892 paa
Strækningen Berlin-Köln over Hildesheim-
Altenbecken, men nu løber der i de
fleste Lande mange af den Slags Tog.
I D-T. indsættes nu ofte gennemgaaende
Vogne, Kursvogne (Rutevogne), mellem
større Byer og særlig besøgte Steder,
saavel inden for det enkelte Lands Omraade som
mellem de forsk. Lande. En videre Udvikling
heraf er Indførelsen af den særlige Slags
Kursvogne, Spise- og Sovevogne, der i de
senere Aar har fundet stor Anvendelse, og
hvorved det er blevet muligt at foretage lange Rejser
Dag og Nat i Træk paa en bekvem Maade uden
Afbrydelse af Hensyn til Overnatning og
Maaltider. Ofte er alle D-T.’s Pladser nummererede,
hvilket byder de Rejsende den yderligere
Fordel, at de kan sikre sig deres Plads, hvor de
end opholder sig i Toget; som Regel kan man
endog - f. Eks. for Kursvognenes Vedk. -
forudbestille Pladserne; medens der ofte ikke
skal betales noget ekstra herfor udover det for
Befordring med Hurtigtog sædvanlige Tillæg,
maa der erlægges yderligere Betaling for
Benyttelse af Sovevogne, men ikke af Spisevogne.
D-T. kaa sammensættes af Vogne med saavel
I som II og III Klasse. En særlig Art D-T. er
de paa enkelte Hovedruter (f. Eks. til fashionable
Badesteder) løbende Luksustog, for hvis
Benyttelse Billetprisen er en Del højere end den
sædvanlige for I Vognklasse.
G. K.
Dualin, se Nitroglycerin.
Dualis (ell. Total). I de ældste Sprog af
den ariske (indoeuropæiske) Sprogæt findes der
særlige Former for D. ved Siden af Singularis
(Ental) og Pluralis (Flertal), baade i Nominal-
og i Verbalbøjningen, saaledes i Sanskrit og
Græsk. Men efterhaanden tabes de særlige
Former, og de alm. Flertalsformer anvendes ogsaa,
hvor Talen er om to. Længst holder
D.-Formerne sig i Reglen i de personlige Pronominer samt
i Betegnelsen af visse Ting, der i Naturen
næsten altid forekommer parvis: Øjne, Øren,
Bryster o. l. Paa Latin findes kun meget svage
Spor af D., saaledes duo, ambo, octo. l Gotisk
er D. forsvundet i Nominalbøjningen, men godt
vedligeholdt i Pronominer og Verber; i de andre
gl. germanske Sprog har ogsaa Verberne mistet
særlige D.-Former; men i de personlige
Pronominer adskilles endnu f. Eks. paa Oldnordisk
vit, vi to, okkr, os to, fra Flertal, vér, oss;
ligesaa it, I to, ykkr, jer to, men ér, I flere,
yðr, jer flere. Men nu er i de nordiske Sprog
D. ogsaa i disse Former gaaet op i Pluralis, med
Undtagelse af visse Spor i Færøisk og i en
enkelt sv. Dialekt (Dalarne). I fremmede
Sprogætter er D. ret hyppig.
O. Jsp.
Dualisme betegner i Filosofien Opstillingen
af to Grundprincipper for det værende, Aand og
Stof, som ikke kan føres tilbage til noget fælles
Princip. Den metafysiske D. nægter Muligheden
af et saadant fælles Princip, medens den
empiriske D. holder sig til at konstatere, at Aand
og Stof for vor Erfaring staar som uforenelige
Principper, men den lader sig vel forene med
metafysisk Monisme, der antager et fælles
Grundprincip bag disse Modsætninger. Hos Platon
kommer D. skarpt frem, og det lykkedes ikke
Aristoteles at overvinde den, selv om den hos
ham er langt mindre fremtrædende; selv
Nyplatonismens energiske Systematiseren formaar
ikke at fjerne Vanskeligheden for Monismen.
Descartes’ Modsætning mellem Aand (res
cogitans) og Materie (res extenso) er klar og ren
D., men hans Lære om Vekselvirkningen er et
uheldigt Forsøg paa at slaa Bro over
Afgrunden, som førte Spinoza til Teorien om den ene
Substans, hvis to os bekendte Attributter er
Aand og Materie (Identitetshypotesen).
W. N.
Dualisme (fys.), Antagelsen af to forskellige
Arter af Elektricitet og Magnetisme. Den
dualistiske Elektricitetsteori er først fremsat af
Dufay og senere udviklet af Symmer, i
Modsætning til Franklin’s Teori om kun een Art
Elektricitet. Efter at den dualistiske
Elektricitetsteori en Tid var betragtet som et overvundet
Standpunkt, er den ved den nyere Tids
Forskninger, især over Katodestraaler og positive
Straaler, atter kommet til Ære, da det har vist
sig, at der eksisterer en Væsensforskel mellem
positiv og negativ Elektricitet, ikke blot et mat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
