Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Duchâtel, - 1) Charles Marie Tanneguy, Greve, fr. Statsmand, (1803-1867) - 2) Charles Jacques Marie Tanneguy, (1838-1907), fr. Politiker og Diplomat - Duchâtel, Tanneguy (rettere Tanguy), fr. Kriger, (c.1360-1447) - Duchâtelet-Lomont, Gabrielle Emilie le Tonnelier de Breteuil, Markise, (1706-1749) - duché (fr.), Hertugdømme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Duchâtel [dy∫a’tæl], 1) Charles Marie
Tanneguy, Greve, fr. Statsmand, f. 9. Febr
1803, d. 5. Novbr 1867, blev meget tidlig
Medarbejder af Oppositionsbladet Globe og skrev
om statsøkonomiske Spørgsmaal. Hans Skrift
Traité de la Charité (1829; 2. Udg. 1836), der
omhandlede Velgørenheden i dens Forhold til
de lavere Samfundsklassers moralske Vilkaar og
Velvære, og hvori han forsvarede Malthus’
Lære, gjorde stor Opsigt. D. vilde ikke være
med til at underskrive Journalisternes
Indsigelse imod Juliordonnanserne 1830, men sluttede
sig straks til det ny Kongedømme og blev
Statsraad. Han var 1833-48 Medlem af
Deputeretkamret og i den største Del af dette Tidsrum
tillige Minister. Apr. 1834-Febr 1836 var han
Handels- og Septbr 1836-Apr 1837
Finansminister; han sluttede sig nærmest til Guizot og var
1839 en af Lederne for Partisammenslutningen
imod Grev Molé. Han blev derefter Maj 1839-
Febr 1840 Indenrigsminister samt paa ny 29.
Oktbr 1840 indtil Kongedømmets Fald. Han
vakte i denne Stilling stærk Stemning imod sig ved
sit Stivsind og sin haanlige Afvisning af ethvert
Krav paa en Valgreform (»Folket var tilfreds«
var hans Paastand) saavel som ved sin
aabenlyse Indblanding i Valgene til Bedste for
Regeringens Kandidater. Ligesom Guizot følte han
sig indtil det sidste Øjeblik vis paa Sejren; men
da Febr-Revolutionen 1848 havde styrtet først
Ministeriet og siden Kongedømmet, flygtede han
til England og forblev der i fl. Maaneder. Siden
holdt han sig uden for det offentlige Liv. D.
udgav 1833 Documents statistiques sur la France,
som i Virkeligheden er en omfattende statistisk
Historie for Frankrig. (Litt.: Vitet, Le comte
D. [Paris 1875]).
2) Charles Jacques Marie
Tanneguy, foreg.’s Søn (1838-1907), valgtes 1871 til
Nationalforsamlingen, sluttede sig til venstre
Centrum og stillede allerede 1872 Forslag om,
at Regeringen og Forsamlingen skulde flytte til
Paris. Oktbr 1876 blev han Sendemand i Kbhvn,
forflyttedes Marts 1878 til Bryssel og derfra
Apr. 1880 til Wien; tog Afsked i Foraaret 1883.
D. var 1885-89 Medlem af Deputeretkamret.
E. E.
Duchâtel [dy∫a’tæl], Tanneguy (rettere
Tanguy), fr. Kriger, f. ca. 1360 i Bretagne,
kæmpede med Udmærkelse mod Englænderne, blev
1414 Marskal i Guyenne og var 1415 med ved
Azincourt. I Karl VI’s sidste Tid var han en
af Burgundernes uforsonligste Modstandere. Da
Burgunderne 28. Maj 1418 overrumplede Paris,
var det D., der frelste Dauphinen (den senere
Karl VII) og bragte ham i Sikkerhed. For om
muligt at gøre Ende paa Borgerkrigen mellem
Armagnac’erne og Burgunderne og formaa begge
Parter til at vende sig mod Englænderne
foranstaltedes der, nærmest paa D.’s Foranledning,
en Sammenkomst mellem Dauphinen og Johan
den Uforfærdede af Burgund; midt under Mødet
blev Johan nedhugget af Dauphinens
Stridsmænd (10. Septbr 1419). Om D. har taget Del
i Drabet er ikke bevist og næppe sandsynligt.
Krigen udbrød med fornyet Voldsomhed,
Dauphinen blev forstødt og erklæret arveløs af Karl
VI, og D. fulgte med Prinsen til Sydfrankrig.
1446 blev D. Stor-Senechal og Guvernør i
Provence, men døde faa Aar efter, 90 Aar gl.
Duchâtelet-Lomont [dy∫a’tlæ-lå’må],
Gabrielle Emilie le Tonnelier de
Breteuil, Markise, f. 17. Decbr 1706, d. i
Lunéville 10. Septbr 1749, var Datter af Baron de
Breteuil, nød en omhyggelig Opdragelse og blev
som attenaarig gift med Markis D.-L. Hun var
ikke uden Aand og Talenter, drev mat. og
naturvidenskabelige Studier, skrev endog over
Leibniz og oversatte Newton’s Principia. Hun
havde et vist Ry som Dame galante (Hertugen
af Richelieu o. a.), da hun 1733 sluttede Venskab
med Voltaire, som tog Ophold hos hende paa
Slottet Cirey i Champagne og levede i nøjeste
Fortrolighed til hende lige til hendes Død. I sine
Skr hæver han hende til Skyerne (La docte
Uranie, La sublime Émilie o. s. v.), og det
ramte ham haardt, da hun 1749, besvangret af
Digteren Saint-Lambert, døde i Barselseng.
Hendes sidste Skr., Doutes sur les religions révelées,
adressées à Voltaire, udkom i Paris 1792.
Hendes Breve er, tilligemed en biografisk
Indledning, udgivet af E. Asse (Paris 1878).
(F. J. M.). P. L. M.
duché [dy’∫e] (fr.), Hertugdømme. De ældste
fr. Hertugdømmer var Lensfyrstendømmer,
opstaaede gennem Feudalisering af kgl. Embeder
inden for Provinsforvaltningen. Medens
Styrerne af de enkelte Prov. i Reglen kaldtes Grever,
førte enkelte allerede tidlig i Karolingertiden
Titlen Hertug, og andre tiltog sig den senere
paa egen Haand, naar det var lykkedes dem at
bringe et større Antal omboende Grever ell.
Herrer i Vasalforhold til sig. Af denne Art
Hertugdømmer var der dog stedse kun faa, hvis
Indehavere alle hørte til de største Kronvasaller
(Ile de France, Normandie, Bretagne, Guyenne,
Gascogne og Bourgogne), og de faldt alle
tidligere eller senere tilbage til Kronen. Siden
14. Aarh. oprettedes der imidlertid en Rk. nye
Apanagehertugdømmer for de yngre Medlemmer
af Kongehuset, og hermed vedblev man lige
indtil Revolutionen. Disse Hertugdømmer var
ogsaa i Formen Lensfyrstendømmer, men med
mindre udstrakte Rettigheder i Henseende til
Arvelighed og Raadighed over Lenene. Til sidst
gav de, bortset fra en begrænset
Øvrighedsmyndighed, kun Ret til visse af Indtægterne af
Hertugdømmet, særlig saadanne, som havde deres
Oprindelse af Lensvæsenet. En tredie Klasse af
d.’s fremkom, ligeledes siden 14. Aarh., ved,
at Kongen ophøjede visse adelige Godser til
Hertugdømmer, noget som i senere Tid jævnlig
fandt Sted. Endelig uddeltes
Hertugværdigheden i 18. Aarh. undertiden som en rent
personlig Titel, der ikke gik over paa
Efterkommeren (ducs à brevet). Man skelnede i øvrigt
under l’ancien régime mellem d.’s-pairies og
d.’s-simples, efter som vedk. Hertug var pair eller
ikke. - Napoleon I oprettede 1806 inden for
det tidligere venetianske og neapolitanske
Omraade 16 d.’s, som han uddelte til sine
Generaler og andre Hjælpere. Disse Hertugdømmer
havde Formen af Len, men gav ikke Hertugen
anden Ret end Retten til 1/15 af Indtægterne.
Ogsaa senere oprettede Napoleon en Rk.
Hertugdømmer.
P. J. J.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
