Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dulaure, Jacques Antoine, fr. Politiker og Skribent, (1755-1835) - Dulbend (pers.) kaldes det Hovedklæde, hvorved Turbanens Form dannes - Dulbendschis, se Dulbend. - dulce (lat.), sødt, behageligt. - dulce est desipere in loco (lat.), »det er dejligt ved given Lejlighed at kunne slaa Gækken løs« - dulce et decorum est pro patria mori (lat.), »det er skønt og ærefuldt at dø for sit Fædreland« - Dulcian, se Dolcian. - Dulcigno, tyrk. Olgun, albanesisk Uljin, By i Fyrstendømmet Montenegro - Dulcin, p - Phenetolcarbamid, er et hvidt ell. ofte rødligt Pulver - Dulcinea (med Hentydning til dulce, sød) kalder Don Quijote, Helten i Cervantes' Roman, sit Hjertes Dame - Dulcit, C6H8(OH)6, (Melampyrin, Evonymit) - Dulk, Albert Friedrich Benno, tysk Forf. (1819-1884) - Dulkamarin kaldte Wittstein et Alkaloid, som han mente at have opdaget i bittersød Natskygge - Duller, Eduard, tysk Forf. (1809-53) - Dulong, Pierre Louis, fr. Fysiker og Kemiker, (1785-1838)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gironden nær, og efter dens Fald flygtede han til
Schweiz. Efter Robespierre’s Fald vendte han
tilbage og indtog igen sin Plads i Konventet.
Siden kom han ind i de 500’s Raad, men trak
sig efter Konsulatets Oprettelse tilbage fra
politisk Virksomhed og levede siden i trange Kaar
til sin Død. Hans talrige hist. og topografiske
Skr vidner om stor Belæsthed og Samlerflid,
men er partiske og fulde af bidske Udfald mod
Konger, Adel og Prælater. Hans Hovedværk er
Hist. phys. civile et mor. de Paris (7 Bd, 1821,
og oftere). Hans Esquisses hist. des principaux
évènements de Ja révol. franç . . . jusqu’au
rétablissement de la maison de Bourbon (1823-
25) lider af samme Mangler som hans øvrige
Værker og maa benyttes med Forsigtighed.
(F. J. M.). P. L. M.
Dulbend (pers.) kaldes det Hovedklæde, der
i Form af en lang, temmelig smal Strimmel
vikles om det egl., hueformede Hovedtøj, og
hvorved Turbanens Form dannes. D. bæres hos de
forsk. Nationer i forsk. Façoner, ligesom ogsaa
Farve forskellen har sin Bet.; den hyppigste
Farve er hvidt; grønt er forbeholdt dem, der
anser sig for Profetens Efterkommere. I
Orientens vestlige Egne fortrænges Turbanen nu
efterhaanden af den blotte Fez. De
Haandværkere, der forfærdiger D., de saakaldte
Dulbendschis, dannede tidligere et Lav, der
stod under Profetens særlige Beskyttelse, fordi
han selv under sit Ophold i Syrien skal have
givet sig af med at forfærdige D.
J. Ø.
Dulbendschis, se Dulbend.
dulce (lat.), sødt, behageligt.
dulce est desipere in loco (lat.), »det er
dejligt ved given Lejlighed at kunne slaa
Gækken løs«. Citat efter Horats Od. IV, 12, V. 28.
H. H. R
dulce et decorum est pro patria mori
(lat.), »det er skønt og ærefuldt at dø for sit
Fædreland«. Citat efter Horats Od. III 2, V. 13.
H. H. R.
Dulcian, se Dolcian.
Dulcigno [dul’t∫injo], tyrk. Olgun,
albanesisk Uljin, By i Fyrstendømmet Montenegro,
ligger ved det adriatiske Hav 15 km N. f.
Mundingen af Bojano og har et gammelt Kastel og
c. 5000 Indb., der driver Handel med Olie og
Tømmer. D., der kan betragtes som Skutari’s
Havnestad, har en Havn, der er ganske dyb,
men med en ret besværlig Indsejling. D.,
Oldtidens Olcinium, hørte indtil 1180 under det
byzantinske Kejserdømme, men kom derefter
under Serbien. 1421 blev den erobret af
Venetianerne og tilhørte fra 1571 Tyrkerne. Et Forsøg
fra Venetianernes Side paa at bemægtige sig
Staden 1718 mislykkedes, og først 1880 blev den
af Tyrkerne afstaaet til Montenegro, dog ikke
uden Modstand fra de muhamedanske Indb.’s
Side.
(C. A.). H. P. S.
Dulcin, p-Phenetolcarbamid, C6H5.O.C6H4
NH.CO.NH2, er et hvidt ell. ofte rødligt Pulver,
som smager stærkt sødt, og som i Lighed med
Saccharin anvendes som Sødningsmiddel for
saadanne (f. Eks. Sukkersygepatienter), for
hvem Nydelsen af Sukker er skadelig.
E. K.
Dulcinea [sp. ðulþi’næa] (med Hentydning til
dulce, sød) kalder Don Quijote, Helten i
Cervantes’ Roman, sit Hjertes Dame: en Bondepige
ved Navn Aldonza Lorenzo, fra det lille Hul El
Toboso, hvem hans Fantasi udsmykker med al
mulig Dejlighed og Ynde. Navnet er derefter
blevet Fællesbetegnelse for enhver Genstand for
en sværmerisk Elskov.
E. G.
Dulcit, C6H8(OH)6, (Melampyrin,
Evonymit) er en med Mannit isomer seksatomig
Alkohol; Manna fra Madagaskar bestaar næsten
udelukkende af D., der let faas ved Udkogning
af Mannaen med fortyndet Vinaand. D. findes
ogsaa i Melampyrum nemorosum og i
Kambialsaften hos Euonymas europæus samt opstaar
ved Reduktion af begge de optisk isomere
Galaktoser. Det krystalliserer i monokliniske
Prismer, der smelter ved 188,5°; ved alm. Temp.
opløses D. i 30 Dele Vand, men er meget
tungopløseligt i Vinaand og uopløseligt i Æter. D. er
optisk uvirksomt.
(O. C.). R. K.
Dulk, Albert Friedrich Benno,
tysk Forf. (1819-1884), deltog i 1840’ernes
ungtyske Bevægelse og blev derfor hindret i sin
videnskabelige Løbebane. Han blev nu
Dramatiker, tilhørende den »kraftgeniale« Retning i
tysk Litt. (»Orla«, »Simson«, »Jesus der Christ«),
Som filos. Forf. vakte han Opmærksomhed med
»Der Tod des Bewusztseins« (1863) og udgav
senere en kristelig Troslære under Titlen
»Stimme der Menschheit«, hvori han viser sig
paavirket af Strauss og Feuerbach. D.’s
Bearbejdelse af Kleist’s første Drama »Die Familie
Schroffenstein« er blevet anvendt ved Stykkets
Opførelser paa tyske Scener.
C. B-s.
Dulkamarin kaldte Wittstein et Alkaloid,
som han mente at have opdaget i bittersød
Natskygge (Solanum dulcamarda). Senere
Kemikere har ment, at det saaledes fundne Stof
var en Blanding af Solanin og Sukker.
E. K.
Duller, Eduard, tysk Forf. (1809-53), gik
over til Katolicismen og forsøgte at blive Præst
i Wiesbaden, men blev udvist af den Nassau’ske
Regering og bosatte sig nu i Mainz. Han har
udfoldet en betydelig digterisk og videnskabelig
Virksomhed, skrevet lyriske Digte, Noveller og
hist. Skildringer, bl. a.: »Geschichte des deutschen
Volks«. Hans Tidsskrift »Phønix«, som han
udgav i 1830’erne, havde for sin Tid stor Bet., da
fl. af de yngre Forf., bl. a. Grabbe, sluttede sig
til det.
C. B-s.
Dulong [dy’lå], Pierre Louis, fr. Fysiker
og Kemiker, f. 12. Febr 1785 i Rouen, d. 19.
Juli 1838 i Paris, var opr. Læge, derpaa
Præparator ved Collège de France sammen med den
berømte Kemiker Thénard, senere maître des
conférences ved École normale, Prof. i Kemi
ved Faculté des sciences og ved Veterinærskolen
i Alfort, og fra 1820 Prof. i Fysik ved École
polytechnique, hvis Studiedirektør han blev
1830. 1832 blev han Cuvier’s- Efterfølger som
secrétaire perpétuel i l’Académie des sciences,
hvor han var Medlem fra 1823. En stor Del af
D.’s Arbejder falder inden for Fysikkens og
den fys. Kemis Omraade, og mange af disse
har han udført i Forening med andre Forskere.
Hans fysiske Arbejder vedrørte hovedsagelig
Varmefænomenerne; sammen med Petit
bestemte han faste, flydende og luftformige Legemers
Udvidelse, endvidere Lovene for Legemernes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
