Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - du Puy, Jean Baptiste Édouard Louis Camille, fr. Musiker, (c.1770-1822) - Dupuy de Lôme, Charles Henri, fr. Ingeniør, (1816-1885) - Dupuytren, Guillaume, fr. Kirurg, (1777/8-1835)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kapel i Rheinsberg, i hvilken Stilling han
afløste J. A. P. Schulz, der drog til Danmark.
Sin videre Uddannelse forsømte han dog ikke,
idet han studerede Kompositionslære hos Fasch
i Berlin. Efter 4 Aars Forløb forlod han
Prinsens Tjeneste for som Violinspiller at forsøge
sin Lykke. Efter som Koncertgiver med Held
at være optraadt i Tyskland og Polen kom han
til Sthlm 1793, hvor han i særlig Grad slog an.
Han fik Stillingen som Koncertmester i
Hofkapellet, og den smukke unge Mand med den
elegante Holdning og de mange Talenter blev
snart en velset Gæst i det sthlmske Selskabsliv.
Og da han 1799 første Gang betraadte Scenen
som Operasanger, gjorde hans skønne Stemme
og hans musikalske og fyrige Foredrag ham til
Publikums erklærede Yndling.
Kort efter fandt imidlertid D.’s Karriere i
Sthlm for denne Gang en brat Afslutning. I det
glade Bellman-Selskab »Par Bricole« havde han
i et muntert Lag sunget fr. Revolutionssange,
hvilket havde en Udvisningsordre fra Gustaf IV
til Følge. Han vendte sig da til Kbhvn (1799),
hvor han snart blev hjemme. Ogsaa her
forskaffede hans elegante Violinspil ham Pladsen
som 2. Koncertmester i det kgl. Kapel. Nogle Aar
senere (1802) debuterede han som Operasanger
under Publikums Begejstring, som yderligere
steg senere for hvert nyt Parti, han fik. En
kunstnerisk udviklet Sanger, som han, var
dengang en Sjældenhed paa den danske Scene,
dertil kom hans hele harmonisk afstemte,
indtagende Personlighed og den egne musikalske
Glød i hans Foredrag. Kun Tekstbehandlingen
havde naturligvis i denne fransk-svensk-danske
Sangers Mund sine fremtrædende Mangler. Egl.
»stor« var hans Tenor-Baryton vel ikke, men
særdeles udtryksfuld og af et saadant Omfang,
at han baade kunde magte Tenor- og
Baryton-Partier. Særlig »Don Juan«, som han
kreerede paa den danske Scene (1807), hørte
- skønt lidt transponeret - til denne
Tenorsangers Glansroller. Til sine Triumfer som
Violinist og Sanger føjede han en ny som
Operakomponist ved sit muntre Syngestykke
»Ungdom og Galskab« (1806), i hvis glade Musik fr.
og danske Elementer indgik en ejendommelig
Forening. For hans Melodiers lette, yndefulde
Flugt og friske Lune kunde ingen staa,
allermindst naar D. selv som den bedaarende
Ritmester Rose gav dem Liv.
Et Par Aar efter fratraadte dog D. som
Operasanger efter Teaterchefens Befaling, af den
mærkelige Aarsag, at han p. Gr. a. sin
Tapperhed 1807 var blevet udnævnt til Løjtnant i
Livjægerkorpset, og, efter Teaterchefens Mening,
Porteépéen’s Værdighed ikke kunde forliges
med Operasangerens! D. fungerede da som
Koncertmester og Syngemester for Eleverne et Aars
Tid. Saa var hans Tid i Kbhvn omme. Hans
kvindedaarende Egenskaber havde bl. a. kaaret
sig et Offer i en saa højtstaaende Dame som
Prinsesse Charlotte Frederikke (Prins Christian
Frederik’s Gemalinde). Følgen var, at
Prinsessen blev skilt og forvist til Horsens, medens D.
1809 maatte rømme Landet. Efter et kortere
Op-hcld i Paris kom han 1811 atter til Sthlm, hvor
der under den ny Regering ikke længere var
Vanskeligheder for ham. Hurtig vandt han sin
tidligere Stilling tilbage, blev 1812
Hofkapelmester, hvor han ligeledes viste fremragende
Egenskaber. Han skabte den fr. Stil i den sv.
Opera. Af hans sv. Kompositioner vandt
Terzetten »Agander, Pagander och Winberg« samt
Kvartetten »Douce harmonie« stor Popularitet,
desuden skrev han 1. Akt af Operaen »Björn
Järnsida«, Syngestykket »Félicie«, Sørgemusik
over Karl XIII. Trykt af ham er fl. Hæfter
Violin-Duetter, en Koncert for Fløjte, Marcher for
Militærmusik, flerstemmige Sange m. m. (Litt.:
C. Palmstedt, Édouard du Puy [Sthlm
1866]; Andreas Buntzen [i »Ord och
bild« 1902]).
A. H.
Dupuy de Lôme [dy’pyi-d-’lo.m], Charles
Henri, fr. Ingeniør, f. 15. Oktbr 1816, d. 2.
Febr 1885 i Paris, har indlagt sig betydelige
Fortjenester af den fr. Flaades Udvikling. Han
byggede det første fr. Jernskib, det første store
Skruelinieskib og (1859) det første Panserskib.
Han reorganiserede Skibsværfterne i Marseille
og konstruerede en ny Slags Paketbaade,
opfandt en ny Type for Skibsmaskiner m. m.
1877 blev han livsvarigt Medlem af Senatet, hvor
han hørte til den bonapartistiske Fraktion.
C. W.-S.
Dupuytren [dypyi’træ;(-’trã?)], Guillaume,
fr. Kirurg, f. 1777 (ell. 1778) ved Limoges, d.
8. Febr 1835 i Paris. D. studerede i Paris fra
1789, blev 1794 Prosektor, 1801 Chef des
travaux anatomiques, 1803 Doktor (Propositions
sur quelques points d’anatomie, de physiologie
et d’analomie pathologique) og senere
Chirurgien en Chef adjoint ved Hôtel-Dieu i St f.
Pelletan, hvor han dog havde været ansat fra
1808. 1813 Prof. i Kirurgi. D., der havde en
meget stor Praksis, var desuden Livlæge hos
Ludvig XVIII og Karl X og blev Baron. D. var en
utrættelig Lærer, en skarpsindig Diagnostiker,
og en meget berømt Operatør, skønt han aldeles
ikke hørte til dem, der søgte at operere, saa
snart det var muligt, men tværtimod kun indlod
sig paa Operationer, naar det var højst
nødvendigt. Han konstruerede adskillige
Instrumenter, opfandt mange Operationer og gjorde
sig gældende paa mange forsk. Omraader i
Kirurgien. Han var bl. de første, der underbandt
de store Pulsaarestammer, og han angav en
særlig Behandlingsmaade for de Aneurismer, der
var opstaaede som Følge af ydre Vold. Ogsaa
hans Undersøgelser over Luftemboli og over
Callusdannelsen ved Benbrud var banebrydende.
Han bidrog væsentlig til Diagnosen af Benbrud
og af Luksationer og beskrev fl. Former af disse
først af alle og angav Behandlingen for dem.
Han paaviste, at Indeklemningen af Brok ofte
fandt Sted i Broksækkens Hals, og angav
Instrumenter og Metode til Anlæg af en kunstig
Tarmaabning (Anus præternaturalis). Nogle af
hans betydeligste Arbejder udgaves af hans
Elever, fremfor alt Leçons orales de clinique
chirurgicale faites à l’Hôtel-Dieu de Paris (4
Bd, 1830-34, overs. paa forsk. Sprog, deriblandt
paa Dansk af Rørbye 1835), Traité théorique et
pratique des blessures par armes de guerre
(2 Bd, 1834). I 2. Udg. af det første af disse
Arbejder, hvori ogsaa det sidste er optaget,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
