Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyck, Ernest Marie Hubert van, belgisk Operasanger, (1861- ) - Dyck-Banker udgør en Del af de Flamske Banker, smalle, meget langstrakte Banker, - Dyckmans, Joseph Laurent, belg. Genremaler, (1811-1888) - Dyffel, Sibirienne (Berg-op-Zoom), et tykt, langhaaret, fast valket, stærkt appreteret Uldtøj - Dygong, se Søkøer. - Dühring, Eugen Karl, tysk Tænker, (1833- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Antwerpen, studerede oprindelig Jura, drev
en Tid Journalistik, samtidig med, at han
lod sin Stemme uddanne hos St Yves Bax i
Paris, gjorde sig bemærket ved Lamoureux’
Opførelse af Lohengrin i Paris, men slog med et
Slag igennem, da han 1888 blev engageret til at
synge Parsifal i Bayreuth. S. A. fik han
Ansættelse ved Operaen i Wien, hvor han sang
alle de store Tenorpartier i de Wagner’ske
Operaer; desuden Faust, Romeo, Werther o. fl.
Senere har han sunget paa Covent-Garden i
London, den store Opera i Paris og foretaget
Koncertrejser til alle de store Musikbyer i
Europa og Amerika.
S. L.
Dyck-Banker [dæ^ik-] udgør en Del af de
Flamske Banker, smalle, meget
langstrakte Banker, der strækker sig i en Afstand
af c. 5 Sm. parallelt med Kysten mellem Calais
og Dunkerque og videre NØ. efter. Paa Bankerne
findes fl. Steder under 2 m Vand.
G. F. H.
Dyckmans [’dæ^ikmans], Joseph Laurent,
belg. Genremaler, f. 9. Aug. 1811 i Lier, d. 8.
Jan. 1888 i Antwerpen, Elev af Thieleman og
G. Wappers, malede en Mængde smaa,
hyggelige og stemningsfulde Genrebilleder,
harmoniske i Koloritten og af minutiøs og glat
Gennemførelse (»Belgiens G. Dou«). Allerede med
»Kærlighedserklæringen« (1834, Antwerpen, privat
Besiddelse) blev han Publikums erklærede
Yndling. Andre Værker: »Faderlig Undervisning«,
»Klavertimen«, »Den blinde Tigger« (1852,
Museet i Antwerpen) etc. etc. 1841-54 Prof. ved
Antwerpens Akademi.
A. Hk.
Dyffel, Sibirienne (Berg-op-Zoom),
et tykt, langhaaret, fast valket, enten kipret
ell. klædeagtig vævet, stærkt appreteret Uldtøj
til Vinterovertøj.
K. M.
Dygong, se Søkøer.
Dühring [’dy.rəŋ], Eugen Karl, tysk
Tænker, f. i Berlin 12. Jan. 1833. Om hans Liv
og Virken finder man udførlige og interessante,
men ensidige Oplysninger i det autobiografiske
Værk: »Sache, Leben und Feinde« (2. Udg.,
1903). D. paabegyndte et jur. Studium, som
han maatte opgive p. Gr. a. en Øjensygdom,
der i 29-Aars Alderen medførte fuldstændig
Blindhed. Henvist, som han nu var, til at leve
af sin Pen førte han i mange Aar en meget
haard Kamp for at eksistere. Han lod sig
habilitere saavel i Filosofi som i
Nationaløkonomi og søgte derefter forgæves forsk.
Professorater. I 14 Aar virkede han med stor
Tilslutning som Privatdocent ved Univ. i Berlin.
Denne Virksomhed afsluttedes med en
Katastrofe. D. havde først udæsket
Nationaløkonomen Adolf Wagner, og da han saa ogsaa
rettede et skarpt Angreb mod Helmholtz, fratog
Universitetet ham jus docendi. I øvrigt havde
D. blot i skarp Form hævdet Robert Mayer’s
Prioritet overfor Helmholtz m. H. t.
Beregningen af den mek. Varmeækvivalent, et
Spørgsmaal, som nu ganske er afgjort i Mayer’s Favør.
For D. blev denne Begivenhed imidlertid
afgørende. Hans Forbindelse med den
akademiske Ungdom blev afbrudt, og langsomt førtes
han ud i en næsten patologisk Ensidighed, der
ytrer sig i en meget letsindig Brug af Ordet
Plagiat saavel som i det eksempelløst
voldsomme Sprog, hvori han angriber den officielle
Videnskabs Repræsentanter o. m. a., f. Eks.
Jøderne.
D.’s Produktion falder i 3 Hovedgrupper.
1) De filos. Skrifter. Som Filosof er D. opr.
Positivist, omtr. som Comte, hvis Navn han
gjorde bekendt i Tyskland. Mere end Comte
og i stedse stigende Modsætning til Kant hævder
D. Tankens Evne til at opfatte det virkelige.
Tallet bliver her det egl. objektive
Grundfaktum. Som Forskningsprincip hævder D.
endvidere »den manglende Grunds
Princip«, ɔ: at man bør blive staaende ved det
hidtil antagne, saalænge der ikke foreligger
tilstrækkelig Grund til at forlade det. Meget
stærkt betoner han ogsaa, hvad han kalder
Differensens Lov. Alt Fremskridt, al
Udvikling, al Værdi udledes af den alm.
Verdensformel om Kræfternes Antagonisme, idet
Tilværelsen dog - i stærk Modsætning til Darwin
og hans Lære om Kampen for Tilværelsen -
betragtes som væsentlig anlagt paa at
frembringe det harmoniske. Ejendommeligst for D.
er maaske hans Lære om det bestemte
Antals Lov. Tal kan i det ubegrænsede
føjes til Tal, vi kan her stadig tænke os at gaa
videre, men det bestemte Antals Lov hævder,
at alt, hvad der eksisterer ell. har eksisteret,
maa være udtrykt ved et bestemt endeligt Tal.
Konsekvenserne heraf er vidtrækkende og yderst
problematiske. Der er ikke blot et bestemt Antal
Kloder, et bestemt Antal Atomer, men der maa
ogsaa have eksisteret et bestemt Antal Processer
ɔ: Aarsagsrækken maa have haft en Begyndelse.
Forud for denne eksisterede efter D. en
begivenhedsløs Væren, som han aldrig har
kunnet - i senere Aar heller ikke villet -
bestemme, og hvis Forhold til Aarsagsrækken er
ganske gaadefuldt. 2) En anden Hovedgruppe
af D.’s Skr er de nationaløkonomiske. Den altid
originale og selvstændige D. har her givet
væsentlige Bidrag til specielle nationaløkonomiske
Spørgsmaal og var m. H. t. Socialpolitik for
sin Tid noget af en Foregangsmand. Han
begyndte med at kræve sociale Reformer paa det
Bestaaendes Grund og fremsatte Reformforslag,
der 1866 bragte ham i en - meget kortvarig -
Forbindelse med Bismarck. Ikke lang Tid
derefter opstillede D. en social Utopi, hans
»socialitære Skema«, der medførte et voldsomt
Sammenstød med Marxisterne, specielt Fr. Engels.
Denne Utopi har D. dog senere udtrykkelig
tilbagekaldt, og han indtager nu et mere
ubestemt, noget vaklende Standpunkt. 3) Den 3.
Gruppe af D.’s Værker er den
mat.-naturvidenskabelige. Hovedværket er her den
prisbelønnede »Kritische Geschichte der
allgemeinen Principien der
Mechanik« (3. Udg. 1887). D.’s øvrige mat. og
kem. Skr, der udgives i Forening med Sønnen,
Ulrich, er lidet paaagtede af Fagmændene. D.’s
vigtigste Skr er: »Natürliche Dialektik (1865),
»Werth des Lebens« (2. Udg. 1902), »Kritische
Geschichte d. Philosophie (4. Udg. 1894),
»Cursus der Philosophie« (1875),
»Wirklichkeitsphilosophie« (1895), »Der Ersatz d. Religion durch
Vollkommeneres« (1897), »Capital und Arbeit«
(1865), »Kritische Grundlegung der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
