Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyrepsykologl er Læren om de Funktioner hos Dyrene, som kan antages at medføre ell. være Udslag af sjælelige Fænomener
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dyreklasser; overskæres Nerveledningen mellem
to Dele af en saadan Organisme, forplanter
Bevægelsen sig desuagtet, kun noget langsommere,
fra den ene Del af Organismen til den anden
gennem selve Protoplasmaet, saa at
Reaktionerne i saa Fald er ægte Tropismer. De hos
Dyr uden Nervesystem forekommende
Tropismer vedbliver altsaa at bestaa hos de nærmest
højere Dyr med Nervesystem, hvor de blot
under normale Forhold kaldes Reflekser, fordi
de udløses gennem Nervesystemet.
De højere staaende Dyreformer, Bløddyr,
Leddyr og Hvirveldyr adskiller sig fra de hidtil
omtalte derved, at Dyrenes Reaktioner mod
Omverdenens Paavirkninger kan undergaa
Modifikationer gennem de Resultater, hvortil de
fører. Dette udelukker Muligheden af at betragte
disse Reaktioner som rene Reflekser, thi hvis
Bevægelserne stadig udløstes som nødvendige,
mekaniske Følger af de givne Paavirkninger,
er det uforstaaeligt, hvorledes de skulde kunne
undergaa Forandringer. Men hvis Dyret
fornemmer Paavirkningerne og tillige de
behagelige ell. ubehagelige Følger af sine Bevægelser,
saa vil i Gentagelsestilfælde Erindringen om
disse Følger kunne dukke op og hemme ell.
fremskynde, altsaa forandre Bevægelsen i en
for Dyret gavnlig Retning. Derfor er man
nødsaget til at antage Sjæleliv, Bevidsthed, hos
disse Dyr, da kun derved en individuel
Tilpasning bliver forstaaelig. Slige af Bevidsthed
ledsagede og derved foranderlige, som oftest ret
komplicerede Reflekser kaldes Instinkter
(s. d.), og disse danner det arvelige Grundlag
for ethvert Dyrs Reaktioner mod Omverdenen.
De Forandringer, som de instinktive Bevægelser
undergaar i det enkelte Dyrs Liv, er dets
individuelt erhvervede Reaktioner; jo
hensigtsmæssigere disse er, d. v. s. jo bedre de svarer
til de Forandringer i Livsforhold, som betinger
dem, og jo hurtigere og lettere de indtræder
under de mest forskelligartede Forhold, desto
større siges Dyrets Intelligens at være. I
det store og hele vokser Intelligensen op
gennem Dyreriget med voksende Udvikling af
Centralnervesystemet, men der maa dog skelnes
mellem to forskellige Former af Intelligens.
Tilpasningen kan nemlig foregaa enten paa den
Maade, at Individet i hvert enkelt Tilfælde
prøver sig frem og tager Lære af de indhøstede
Erfaringer, ell. ogsaa saaledes, at Individet i en
ny Situation ud fra tidligere Erfaringer tænker
sig til den hensigtsmæssige Handling. I første
Tilfælde er Tilpasningen forsøgsmæssig, i sidste
derimod rationel; kun den første Form
forekommer alm. i Dyreriget.
Det klassiske Eksempel paa Tilpasning ved at
prøve sig frem er Möbius’ Eksperiment med
Gedden, som gik i den ene Del af et Bassin,
adskilt ved en tyk Glasvæg fra den anden Del,
hvor der var en Mængde Skaller. Gedden jog
efter dem, men stødte Snuden mod Glasset; da
det var sket nogle Gange, forsøgte den ikke
mere at fange dem. Glasvæggen blev derefter
taget bort, saa at Gedden svømmede frit mellem
Skallerne, men den prøvede alligevel ikke paa
at snappe dem. Triplett har senere gentaget
Forsøget med andre Fisk, men med samme
Resultat; Lloyd Morgan’s Eksperiment med
Kyllingerne og Appelsinskallerne er ganske analogt
(se Bevidsthed, S. 144). I disse Tilfælde
er det de ubehagelige Erfaringer, Dyret høster,
som forandrer dets Opførsel; i andre Tilfælde
kan det være de Behageligheder, som opnaas.
Thorndike’s Katte og Hunde i Labyrinten ell.
det mek. Bur opnaar ved deres ganske
hensigtsløse Bevægelser kun tilfældigt den
Behagelighed at komme i Besiddelse af Føden, men
naar dette heldige Træf er indtruffet
tilstrækkelig hyppigt, vil de derved efterhaanden lære
hurtigere at udføre de rette Bevægelser. Af
helt anden Art er den rationelle Tilpasning.
Individet begynder i saa Fald ikke med ganske
vildt at udføre Bevægelser, der kun tilfældigt
fører til Maalet, men fastholder Forestillingen
om det Maal, der skal naas, og søger paa
Grundlag af tidligere Erfaringer at forestille sig
de Midler, der kan løse Opgaven; først herefter
skrides der til Handling. Tilpasning af den Art
vides ikke at være iagttaget hos andre Dyr end
Elefanter og Aber. Naar en Elefant, som af
Vogteren har lært den Kunst at lægge en
Femøre i en Automat og trække en Kiks ud, i
hans Fraværelse prikker i Automaten med et
Halmstraa og derved sætter sig i Besiddelse
af Kiksene, maa der foreligge et Tilfælde af
virkelig Tænkning. Nær beslægtet hermed er
Beretningen om Romanes’ Abe, der holdtes
lænket tæt ved den Kiste, hvor dens Nødder og
andre gode Sager opbevaredes. Da den en Dag
rev sig løs, gik den straks til Kisten og søgte
at aabne den med Hænderne, hvilket
mislykkedes. Den fik nu Nøglen udleveret og satte den
snart rigtigt ind i Laasen, som den havde set
Menneskene gøre, og om end med Besvær
lykkedes det den virkelig til sidst at aabne den
vanskelige Laas. Her var det aabenbart ligesom
i forrige Tilfælde Forestillingen om et ikke
synligt Maal, der bringer Dyret til paa Grundlag
af tidligere Iagttagelser at udføre de rette,
hensigtsmæssige Bevægelser. Højere kan et Dyr
næppe naa. Ganske abstrakte Forestillinger, f.
Eks. om et bestemt Antal, kan et Dyr sikkert
ikke fatte, da dette for Mennesket kun er
muligt ved Sprogets Hjælp, og Sprog i egl.
Forstand synes intet Dyr at have. Mange Dyr
frembringer ubestridelig Lyde som Instinktytringer
og forstaas derfor baade af andre Individer af
samme Art og tildels af Menneskene; men disse
Lyde er kun Udtryk for den Bevidsthedstilstand,
der karakteriserer det paagældende Instinkt, og
intet som helst tyder paa, at noget Dyr er i
Stand til ved Lyde at symbolisere Objekter ell.
Relationer. Naar enkelte, mindre kritiske
Personer i den nyeste Tid har ment, at Heste og
Hunde skulde kunne lære at løse abstrakte
Opgaver, udføre Talregninger af endog saa
kompliceret Art som Uddragning af den femte Rod
af et Tal, beror denne Illusion dels paa et
Selvbedrag, dels paa bevidst Bedrageri af de
Personer, som havde Opsigt med Dyrene.
(Litt.: Reimarus, »Allgemeine
Betrachtungen über die Triebe der Thiere« [Hamburg 1773];
Brehm, »Tierleben« [1864, 4. Opl. 1912-15];
Wundt, »Vorlesungen über Menschen- und
Tierseele« [Hamburg 1863, 4. Opl. 1906];
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
