Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyreriget (Regnum animale) omfatter alle levende og uddøde Dyreformer - Dyresagn. Smaafortællinger, hvori Dyr optræder dels over for hverandre, dels over for Menneskene - Dyrestraffe og Dyreprocesser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
grundede Inddeling i 4 store Grupper: Hvirveldyr,
Leddyr, Bløddyr og Straaldyr. Paa dette
Grundlag er den moderne zool. Systematik
med dens 9-10 »Rækker« blevet udformet, idet
Leddyrenes og navnlig Straaldyrenes Gruppe
gentagne Gange er blevet delt.
Hvad de forsk. Gruppers indbyrdes Forhold
angaar, ansaa Cuvier, i Modsætning til
Datidens naturfilosofiske Spekulation, hver enkelt
for at repræsentere en egen Bygningstype og at
være skarpt sondret fra de andre; først ved
Udviklingslærens Gennembrud efter Darwin
ændredes denne Anskuelse, saaledes at D. nu,
billedlig talt, opfattes som et mægtigt Træ, hvis
Hovedgrene er de nævnte »Rækker«, medens de
mindre Grene svarer til de underordnede,
systematiske Inddelinger.
R. H. S.
Dyresagn. Ikke blot i trykt og skrevet Litt.,
men ogsaa i den Mængde Sagn, der findes hos
saa at sige alle Jordens Folkeslag, haves der
mangfoldige Smaafortællinger, hvori Dyr
optræder dels over for hverandre, dels over for
Menneskene. Dyrene fremstilles her som
handlende og talende paa samme Maade som
Mennesker; og Grunden hertil er sikkert, at
Menneskene fra først af har opfattet Dyrene som
Væsener med de samme Evner som de selv.
Grunden til D.’s Tilblivelse maa vel, ligesom ved
de andre Folkesagn, søges dels i en mere
poetisk Lyst til at fremstille kendte Skikkelser i
en for dem karakteristisk Handling, dels i
Forsøg paa at forklare, hvorledes en ell. anden
Ejendommelighed i en Dyrearts Udseende ell.
Levevis er blevet til. F. Eks. fortæller et finsk
Sagn, at Bjørnen blev stumphalet, fordi dens
Hale engang frøs fast i en Vaage, ligesom en
oldnordisk Myte om Tor og Loke giver Grunden
til, at Laksen er smal om Halen. Hver Dyreart
opfattes (ligesom i Barnesproget) som et enkelt
Individ (»Ulven«, »Løven«); enkelte Dyr bliver
Sagndigtningens Yndlinge og optræder med faste
Karaktertræk i en Mængde ulige Sagn.
Saaledes har den europ. Dyredigtning i en fjern
Tid skabt sig sin Helt, den listige Ræv. Som
hans Modstykke opstilles den stærke og graadige
Ulv, men især i Nordøsteuropa ogsaa Bjørnen.
Allerede i den græske Litteratur gaar
D. over i boglig Skikkelse og dermed i
mere bevidst Kunstform; Dyrefablen bliver
en Form, hvorunder man friere kan
udtale sin Satire ell. sin Belæring om
menneskelige Forhold. Fra Grækenland, hvor vi har
en Samling Fabler under Æsop’s Navn og
desuden fl. yngre, vandrede D. til Indien og kom
til at spille en mægtig Rolle i den belærende
Litt. (se Pantschatantra). Her dannedes
D. til en bevidst Afspejling af
Menneskesamfundet; der findes en Hofstat med Løven som
Konge; Sjakalen (der trods sin Dumhed har
arvet Rævens Rolle i de europ. D.) optræder som
Hofmand.
Størst Bet. fik dog D.’s Udvikling i
Middelalderens dannede ell. halvdannede Klasser, hvor
de nedarvede D. blandedes med østerlandske
og enkelte gr. Motiver; og den afgørende
Vending sker, da østfranske Klerke giver de
bestemte Dyretyper visse menneskelige Navne.
Ræven som Reinhard, Renard, Ulven som
Isengrim o. s. v. Fra Klerkenes lat. Digte gik
Emnet i 12. Aarh. over til vandrende fr. Sangere;
en Række af deres Viser blev (c. 1230) forenede
til den saakaldte Roman de Renard, der ofte
senere udvidedes ved Tilføjelse af ny Digte.
Endelig har man paa nederlandsk og tysk Grund
omstøbt de fr. ell. lat. Digte til et
sammenhængende Dyreepos: 1148 skrev en Skolemester
Nivard i Gent sin lat. Ysengrimus, c. 1170 en
Tysker i Elsass, Heinrich Glichezâre, sin
»Reinhart Fuchs«; og endelig c. 1250 fandt Emnet sin
rette Mester i Nederlænderen Willem; han skød
det tidligere Hovedmotiv (den syge Løves
Helbredelse) til Side cg grupperede Fablerne
omkring Dyrenes Klage over Ræven, som den snu
Mikkel dog slipper nok saa heldig fra. Willem’s
»Reinaert« er et af de første Skr, som
Bogtrykkerkunsten har gjort til Verdenslitteratur;
1480 udkom den paa Nederlandsk, 1498 i
Lübeck paa Plattysk som »Reineke Foss«, derfra
1555 paa Dansk som »Rævebogen« af Herman
Vejer; 1544 paa Højtysk o. s. v. I nyere Tid
er den omarbejdet af Goethe (1794) samt oftere
som Børnebog. »Rævebogen« har sat sig stærke
Spor i Sprogene, hvor Dyrenes Navne har sat
sig fast; i Fransk fortrængte Renard helt det
ældre Navn for Ræven, goupil. - Men ved
Siden af den større Digtning vandrer mindre
Dyredigtninger: skæmtende, moraliserende ell.
satiriske, ja politiske Indlæg (f. Eks. i Danmark
»Fugleviserne« om Ditmarskerkrigen og om
Christian II). - Renaissancen bragte en
Tilbagegang til den antikke Fabeldigtning, men i
mindre naiv Tone (La Fontaine, Holberg). I vor
Tid er D. helt sunkne ned til Børnemorskab og
omfatter foruden de ældre Former (den gr. og
den nederlandske) en mere idyllisk og naturtro
Digtning (Kaalund). (Litt.: Gaston Paris,
Le roman de Renard [1895]; Kaarle Krohn,
»Bär und Fuchs« [Helsingfors 1888]; E. T.
Kristensen, »Danske Dyrefabler og
Kæderemser« [1896]; O. Dähnhardt, »Natursagen«,
3-4. Bd: »Tiersagen« [Leipzig 1910-12]; »En
Ræffue Bog«, udg. af Niels Møller [1914]).
Jfr Folkeminder.
A. O.
Dyrestraffe og Dyreprocesser. Det er et
fra mange Retsforfatninger paa ældre
Udviklingstrin kendt Fænomen, at Dyr, navnlig
Husdyr, der har forvoldt Menneskers Død ell. dog
tilføjet dem Skade, straffes af det offentlige,
ganske som var de Mennesker. Dog kan ikke
alt, hvad der har været opfattet saaledes,
med Rette betegnes som en egl. Afstraffelse.
Den mosaiske Rets Regel om, at den Okse, der
stangede et Menneske ihjel, skulde stenes,
hænger saaledes vistnok sammen med religiøse
Forestillinger om, at Landet forurenedes ved
Drab og kun kunde renses gennem Udgydelse
af Drabsmandens Blod, og paa lgn. Maade
forholder det sig med den græske Rets
herhenhørende Regler, hvorefter det Dyr, der
foraarsagede et Menneskes Død, skulde dræbes og
bringes ud af Landet. I begge Tilfælde fandt
Drabet af Dyret vel Sted i Henhold til en
formelig Dom, men dette var ikke nogen egl.
Straffedom. Anderledes forholder det sig
derimod med de Retsforfatninger, der har udviklet
sig paa germansk Grund. Inden for disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
