Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyretilbedelse (Zoolatri), Dyrkelse af bestemte, nyttige ell. skadelige Dyr som Aabenbaringsformer - Dürfeldit, et sølv- og blyholdigt Mineral fra Peru, som hører til Bournonit-Gruppen - Dyrhólar, lille Fjeld paa Islands Aflade, sandede Sydkyst - Dyridagur kaldes i Island den første Torsdag efter Trinitatis - Düring, Ernst von, tysk Læge (1858- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Templer holdtes Løver, der betragtedes som
Repræsentanter for visse af Stedets Guder,
medens man andensteds paa lgn. Maade havde
Slanger, som ogsaa var ligefrem Genstand for
Tilbedelse. Uræus-Slangen antoges for Symbol
paa guddommelig og kgl. Værdighed og ansaas
derfor for hellig. Men det er næppe rimeligt, at
alle andre Løver i Landet og alle andre Slanger
antoges for hellige; det har sikkert ikke været
forbudt at dræbe Løver og Slanger. Derimod
var der Dødsstraf for at dræbe en Kat. Hvad
Krokodillen angaar, antoges i mange Egne alle
Individer af Arten for hellige; man opsøgte
derfor døde Krokodiller og balsamerede dem
meget omhyggeligt. I andre Egne forfulgte man
derimod alle Krokodiller. De hellige Dyr
tilhørte bestemte Guddomme, og disse fremstilles
derfor ikke sjældent under Billedet af deres
hellige Dyr. Solguden fremstilledes saaledes meget
ofte som Falk, Thot som Ibis, Hathor som Ko,
Anubis som Sjakal, Osiris i Mendes som Væder,
Chnum (Khnum) ogsaa som Væder, Seth som
et fabelagtigt Dyr, vistnok med Girafhoved
o. s. v. Ved Siden heraf fremstilledes Guderne
ogsaa med Menneskekrop, men med Dyrehoved,
laant fra deres hellige Dyr. Omvendt afbildes
Guder ogsaa med Dyrekrop og Menneskehoved,
saaledes Sfinksen, der er et Billede paa
Solguden. Hos Assyrere og Babyloniere
fandt der rimeligvis ogsaa D. Sted; men den
synes ikke at have spillet en saa fremtrædende
Rolle her som i Ægypten. De mægtigste Guder
synes i Reglen at have været fremstillede som
Mennesker, og det var mere de underordnede
guddommelige Væsener, saavel beskyttende
Væsener som onde Aander og Dæmoner, der
fremstilledes halvt som Dyr, halvt som Menneske.
Ved Indgangene til de assyriske Paladser stod
kolossale vingede Tyrefigurer med
Menneskeansigter, og paa Væggene i Salene var vingede
Figurer afbildede. Alle disse var Billeder af
beskyttende Væsener (se Dyresymbolik).
Ifølge Babyloniernes Oldsagn havde Jorden, før
den befolkedes af Mennesker ell. før Syndfloden,
vårret beboet af Blandingsskikkelser, halvt
Mennesker og halvt Dyr. Disse Væsener ansaas
for en Art Halvguder. Vi kender dem baade
fra de babyloniske Cylindre og fra Beretninger
i Oldsagn, som læses paa Kileskrifttavler. De
syriske Folk afbildede ligeledes undertiden
deres Guder halvt som Dyr, halvt som Menneske
o. dsl. Filisternes Dagon havde Fiskekrop,
Kanaaniternes Molok havde Oksehorn, maaske
ogsaa undertiden Hoved som en Okse; Astarte
havde ligeledes Kohorn. Det var altsaa ogsaa
her ligesom i Ægypten Oksen, som man bragte
i nær Forbindelse med Guddommen. Hos
Grækenlands ældste Beboere var Forholdet sikkert
noget lgn. som hos de her nævnte asiatiske
Folk. Man har udtrykkelige Vidnesbyrd hos
paalidelige gamle Forf. om, at der i
Grækenland fandtes ældgamle Kultusbilleder, hvor
Guderne fremstilledes med Dyrehoveder. Muligvis
fremstilledes de i ældre Tider stundom ogsaa helt
i Dyreskikkelse. Forskellige Oldsagsfund synes
at tyde paa en saadan D. i Grækenland i
ældgamle Tider (se A. B. Cook: Animal worship
in ihe Mycenaean Age i Journal of Hellenic
Studies [Bd XV, 1894]). Men alt som Kultur og
Smag skred frem i Grækenland, blev alle store
Guder fremstillede i Menneskeskikkelser og
som ideale Mennesker, medens kun
Repræsentanter for den raa Naturkraft og for lavere
dyriske Magter (Giganter, Tritoner, Kentaurer,
Satyrer o. desl.) fremstilledes halvt som Dyr, halvt
som Menneske. De Dyr, som fra gl Tid havde
været helliget de store Guddomme som Pallas
Athene’s Ugle, Zeus’ Ørn, Afrodite’s Duer
vedblev endnu i Kunstens blomstrende Dage at
følge disse Guddomme, men kun som Symbol,
og der er i Grækenlands udviklede Tid ikke
mere Tale om Tilbedelse af dem. Dog
forsvandt ikke alle hellige Dyr. Slangen er
saaledes mere end et blot kunstnerisk Symbol for
Asklepios, Lægekunstens Gud: i Asklepios’
Helligdomme havde man Slanger (Æskulapslangen,
Coluber Æsculapii); og naar en ny Helligdom
grundedes, fulgte Slangerne med. I Romertiden
naaede denne Gud med sine Slanger lige til
Romerrigets yderste Grænser (Schlangenbad ve4
Ems), ja muligvis videre lige til Norden. I
adskillige Egne af Indien fandtes der fordum en
meget udbredt Slangedyrkelse, og denne holdt
sig fl. Steder, endog efter at Buddhismen var
trængt igennem; se Fergusson: Tree and
Serpent worship (London 1868). Hos andre
asiatiske Folk ligesom ogsaa hos Beboerne af
de nærmeste Egne af Europa (hos Skytherne)
spillede Slangedyrkelsen en vis Rolle, ligeledes
hos fl. gl. Folk i Amerika. Hos Hinduerne er
Koen et helligt Dyr, og Slagtning af en Ko
anses for en stor Synd og vækker megen
Forargelse; men dette naar ikke op til den gl.
Veda-Religion, hvor sligt er ukendt. Det stammer
fra Buddhismen (om D. hos Inderne se A. de
Gubernatis’ Værk om den zoologiske Mytologi).
Hos Kineserne spiller Tilbedelsen af Dragen
en stor Rolle.
V. S.
Dürfeldit [dyr-], et sølv- og blyholdigt
Mineral fra Peru, som hører til
Bournonit-Gruppen og i Sammensætning nærmest slutter sig
til Stylotyp (se Bournonit).
(N. V. U.). O. B. B.
Dyrhólar [’derho^ular], lille Fjeld paa
Islands flade, sandede Sydkyst, 63° 24’ n. Br. og
19° 6’ v. L. f. Grw. Fra D. udgaar mod Syd
Portlands-Huk, der er Islands sydligste
Pynt. Den yderste Klippehuk er fra Ø. til V.
gennembrudt af to portformede Aabninger, af
hvilke den største kan ses i 12 à 15 Sm.’s
Afstand. Uden for Hukken findes i Havet fl.
fritstaaende, spidse Klipper (drangr).
G. F. H.
Dýridagur [’diredagør] kaldes i Island den
første Torsdag efter Trinitatis og er det samme
som Festum corporis Christi. Denne Højtidsdag
blev vedtaget ved Lov paa Altinget 1326 og
fejret som en af Aarets større Fester indtil
Reformationens Indførelse i Island i Midten af 16.
Aarh.
B. Th. M.
Düring, Ernst von, tysk Læge f. 6. Maj 1858
i Hamburg, blev Dr. med. 1871 og var derefter
Assistent i Erlangen, først ved det patologiske
Institut (1881-82) derefter i to Aar ved den
kirurgiske Klinik. 1887-89 arbejdede han hos
Prof. Unna i Hamburg og blev 1889 Prof. ved
den medicinske Højskole i Konstantinopel. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
