Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyrtidstillæg, Lønningstillæg, ydet i Anledning af Dyrtid - Dyrtæmning er ikke nogen moderne Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
pensionsberettigede Haandværket og
Arbejdere, der har udført Arbejde for Staten, har
efter denne Lov Ret til visse D.
P. J. J.
Dyrtæmning er ikke nogen moderne Kunst.
Alle vore Husdyr er bleven tæmmede paa et
meget tidligt Trin af Menneskeslægtens
Udviklingshistorie, næppe et eneste af dem er bleven
gjort til Husdyr af noget Kulturfolk. Dette
ligger uden Tvivl i, at Mennesket, efterhaanden
som det gik frem i Kultur og opdyrkede Jorden,
fortrængte de vilde Dyr fra sit nærmeste
Nabolag og i det hele kom til at staa den vilde
Dyreverden fjernere.
Naar man i vore Dage taler om Dyrtæmning,
saa tænker man i første Linie paa Tæmning af
de store Rovdyr og deres dermed følgende eller
deraf resulterende Dressur. Dette er noget,
man først er begyndt paa i de allersidste
Aarhundreder. Ganske vist indførte de gamle
Romere store Mængder af Rovdyr: Løver, Pantere,
Tigere, Bjørne, Losser o. s. v., men de brugte
dem i Reglen kun til Udstilling og til Dyrekampe
paa Arenaen, og ingen tænkte paa at tæmme
dem.
Middelalderen igennem blev der holdt store
Rovdyr fangne hos Fyrster og rige Adelsmænd,
men heller ikke disse Dyr blev som Regel
tæmmede ell. dresserede. Dette skete kun med
nogle Bjørne, som Bjørnetrækkerne vandrede
om med fra Sted til Sted for at erhverve sig
et tarveligt Udkomme. I Orienten derimod
tæmmede og tæmmer man endnu den Dag i
Dag visse store Rovdyr til Jagt, især
Jagtleoparden, og en og anden orientalsk
Fyrste har, ligesom i vore Dage Kong Theodor af
Abessinien, haft en tam Løve. Almindeligt var
det derimod at tæmme Rovfugle til Jagt,
hvilken Rolle Jagtfalkene har spillet
ogsaa op imod vor Tid her i Europa, er jo
almindelig bekendt.
Men da de omvandrende Menagerier i
Slutningen af det 18. og i det 19. Aarh. blev alm.,
optraadte der efterhaanden i disse en Række
Dressører, som vovede sig ind i Løve- og
Tigerbure og lod deres Beboere gøre Kunster. Der
var imidlertid i Virkeligheden her ikke Tale om
nogen egentlig Tæmning, men højst om en
Dressur, der var paatvunget Dyrene ved
Magt. Man søgte at naa Maalet ved at indgyde
dem Frygt, ved at pine dem med Pisk, Sult,
glødende Jern og andre lige saa barbariske
Midler.
Saaledes gaar det imidlertid ikke til mere, og
dette kan vi først og fremmest takke den store
Dyreven Carl Hagenbeck for. Han havde
under sin Virksomhed som Dyrehandler set,
hvor let det er at vinde selv et voksent og
frygteligt vildt Dyrs Tillid og Kærlighed ved
Venlighed og god Behandling, og gaaende ud
herfra lærte han snart, at der til fuldstændig
Tæmning af Rovdyr kun hører Venlighed og
Taalmodighed.
Hans Hovedprinciper, hvad Tæmning og
Dressur angaar, er følgende: Man maa faa Dyrene i
Hænde saa unge som muligt, man maa
individualisere overfor dem, og man maa under deres
Oplæring følge en aldeles bestemt Metode, som
aldrig fraviges. Han har ved Uddannelsen af
sine store Dyregrupper vist, at det er muligt
at vænne »glubende« Dyr af forskellige Arter til
at færdes fredeligt sammen, ja at det endog er
muligt at vænne dem til fordrageligt Samliv
med Dyr, som normalt for dem er lovligt Bytte
og god Mad.
Naar han vilde skabe en ny Rovdyrgruppe,
satte han et Antal Unger af forskellige
Rovdyrarter, f. Eks. Løver, Tigre, Pantere, Hyæner,
Isbjørne og almindelige Landbjørne sammen i
et stort og rummeligt Bur. I den første Tid
kom de kun sammen, naar deres Dressør var
inde hos dem, for at han kunde stifte Fred
imellem dem, naar de kom op at nappes, og
straffe den, der brød Freden, med nogle Rap
af en Pisk. Lidt efter lidt kom de saa vidt, at
de ogsaa kunde være sammen, uden at der var
nogen inde hos dem, men i Reglen blev de dog
skilt efter Art om Natten, og naar de skulde
fodres.
Under sit Arbejde med saadan en Gruppe
Rovdyr maa Dressøren saa studere hvert eneste
af dem paa det nøjagtigste for at blive klar over
dets Karakter og Sindelag. Man maa jo nemlig
huske paa, at der er lige saa stor Forskel paa
de enkelte Dyrs som paa de enkelte Menneskers
Individualitet, og det er kun et Mindretal af de
store Rovdyr, som egner sig til Dressur. De,
der udtages til denne, maa være af et fredeligt
Gemyt, hvad mange af dem er, de maa ikke
være for nervøse, hvad adskillige af dem er, og
de maa være vel begavede, hvad forholdsvis
faa af dem er. Af de store Kattearter egner
gennemgaaende kun 25 à 33 % sig til Dressur,
Bjørnene og især Isbjørnene ligner derimod
hinanden mere saavel i Henseende til Begavelse
som til Karakter, og af dem kan derfor de
allerfleste anvendes, om de end i Reglen ikke naar
saa vidt i Dressur som Kattene.
Naar de formentlig egnede Dyr er udtagne,
begynder man, efter altsaa at have lært dem at
lyde, paa den egentlige Dressur. Ved og under
denne behandles de med Venlighed og
Taalmodighed, men ogsaa med Bestemthed. De
belønnes med Kærtegn og smaa Kødbidder, naar
de har gjort deres Ting godt, og de lærer, hvad
de skal lære, i en ufravigelig Rækkefølge. Dette
er i Grunden Pointen, deres Kunster maa følge
paa hinanden i en aldeles bestemt Orden,
ethvert Dyr har sin bestemte Rolle at spille, og
udenfor denne maa det aldrig falde. Først
gælder det om at lære hvert enkelt Dyr at indtage
sin aldeles bestemte Plads, som det ikke maa
forlade uden paa Kommando, og først naar det
er naaet, kan man gaa videre med Dressuren
og lære dem deres Kunster. Hvad der kræver
mest, er at at lære Dyr, der alle nærer en
instinktmæssig Rædsel for Ild, at springe gennem
et brændende Tøndebaand eller paa anden
Maade trodse Ilden, det lærer kun enkelte særligt
begavede Individer.
Det er ogsaa forbundet med store
Vanskeligheder at lære Rovdyr at leve fredeligt og
arbejde sammen med Dyr, som de i vild Tilstand
øjeblikkeligt vilde dræbe og fortære, f. Eks. med
Geder, Ponyer eller Kaniner. Men ogsaa dette
lykkes dog i mange Tilfælde. Dressøren maa
under Uddannelsen stadig holde skarpt Udkig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
