Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dæmning, et Bygningsværk, der tjener til Adskillelse af et Vandareal fra et andet Areal - Dæmon kaldte Grækerne opr. enhver Guddom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Afløb er enten Overfald (s. d.) ell. Frisluser (se
Sluser).
Vandløb, der har for ringe Vanddybde ell. for
stærkt Fald og dermed for stor Hastighed til,
at de kan benyttes til Sejlads, kan ofte gøres
sejlbare, i alt Fald til visse Aarstider, ved en
Kanalisation (s. d.), som bestaar i, at
Vandløbets Fald ved Hjælp af en særlig Slags D.,
»Stemmeværker« (s. d.), koncentreres paa visse
Steder (D.), og hvor da Skibene bringes over
disse Fald ved Kammersluser (se Sluser) ell.
andre Bygværker, medens den Del af Vandløbet,
der ligger mellem to D., kun faar ringe Fald,
men større Vanddybde, saaledes at Sejlads her
kan foregaa paa alm. Maade. For at kunne
bortlede den alm. Vandføring, forsyner man D.
med tilstrækkelig store Overfald, men ofte, og
navnlig paa Tider, hvor Vandføringen er stor,
gælder det om at kunne skaffe Afløb gennem
større Aabninger, hvorfor man i Reglen i
Stemmeværket har een ell. fl. større Aabninger, der
under alm. Forhold er lukkede, men som i Løbet
af forholdsvis kort Tid kan aabnes og give Afløb
for Vandet. Denne bevægelige Del af D. kan
udføres paa forsk. Maade og faar efter den
anvendte Konstruktion Navne som
Naaledæmning, Tavledæmning, Klapdæmning,
Jalusidæmning o. s. v. (se Stemmeværk). Foruden
ved Vandløbs Kanalisation benyttes ogsaa
saadanne D. (Stemmeværker) til at opstemme
Vandet i et Vandløb til Brug ved Vanding ell. til
industrielt Formaal, og der er da kun den
Forskel paa disse og de D., der benyttes til at
danne Reservoir, at i første Tilfælde bortføres
Hovedmassen af Vandløbets Vandmængde, idet
kun en ringe Del af Vandet forbruges; D. er
derfor ofte paa en stor Del af sin Længde lavere
end det opstemmede Vandspejl, og kaldes da
»Overfaldsdæmning«. I det andet Tilfælde er
Vandets Opsamling derimod Hovedsagen og dets
Afløb kun af sekundær Bet.
Endelig benyttes ogsaa D. til at adskille to
Vandarealer med væsentlig samme Vandstand
for at kunne benytte et saadant til særligt Brug,
og man maa ogsaa her skelne mellem dem, der
rækker over Vandet, »faste D.« ell. »flydende
D.«, og dem, der ikke naar Vandspejlet. Til de
første hører »Havnedæmninger«, Moler (se
Havn), Parallelværker (s. d.) og høje
Kuperinger (s. d.), medens til de sidste hører lave
Kuperinger og undersøiske, »submarine D.«;
de sidste benyttes væsentlig i fortifikatoriske
Øjemed, da de, selv om de er tilbørlig
afmærkede, er til for stor Fare for Sejladsen til at
kunne benyttes som dækkende Værker for
Havneanlæg e. l.
D. bygges af Jord, Murværk, Beton, Træ, Sten
ell. Jern ell. af fl. af disse Materialer i Forening,
og ang. den nærmere Konstruktion henvises til
de specielle Artikler.
(C. P. T.). J. M.-P.
Dæmon kaldte Grækerne opr. enhver
Guddom. I denne Bet. bruger Homer Ordet; men
den holdt sig kun, indtil Grækerne ved
nærmere Berøring med de orientalske Folkeslag
havde lært disses indviklede Gudelære at kende.
D. gik da over til fortrinsvis at betegne Væsener,
der udgør en Mellemform mellem Menneskene
og de egl. Guder; paa den Art Væsener var de
østerlandske Religioner meget rige. Kaldæerne
havde saaledes foruden de tolv store Guder en
lang Række underordnede Væsener, Halvguder,
hvis Bet. ofte er meget uklar; til disse maa vel
ogsaa regnes de Skytsaander, som ledsagede og
vaagede over ethvert Menneske. Fjendtlig over
for denne Gudekreds stod et om muligt endnu
større Antal onde Aander, Utuq, der deltes i
forsk. Grupper hver med sit særlige Navn,
saasom Maskim, Telal, Gigim og Alad; de
efterstræbte særlig Mennesket og opfattedes som
Aarsag til alle de Ulykker, der plejer at
hjemsøge Menneskeslægten. Ogsaa hos Perserne
fandtes en indviklet Dæmonologi. Under
Ormazd satte de først de seks Amshaspand og
derefter en stor Skare gode Aander; ligeledes
under Ahriman efter de seks Deva’er en Mængde
onde Aander. Af disse østerlandske
Forestillinger synes Grækerne efterhaanden at have
tilegnet sig meget. Hos Hesiod betegner D.
saaledes Skytsaanden, som tildeles ethvert
Menneske ved Fødselen; senere antoges Mennesket at
være ledsaget af to D., en god, Agathodaimon,
og en ond, Kakodaimon. Tillige bruges D. nu
som Betegnelse for de lavere, tjenende Aander,
der ledsager Hovedguderne og nærmest maa
opfattes som en Legemliggørelse af enkelte
Sider af Gudernes Væsen, f. Eks. Hymenaios ved
Siden af Afrodite.
I Hebræernes ældste Skr spiller D. en ganske
underordnet Rolle; først ved det babyloniske
Fangenskab, hvor Jøderne kom i Berøring med
saavel den kaldæiske som den persiske Religion,
trængte disses Dæmonlære ind i Jødedommen,
som nu antog en stor Skare gode og onde
Aander, Engle og Djævle. Særlig de sidste
betegnedes senere med det græske Ord D.,
hvorved dette har faaet sin nu gængse Bet. af ond
Aand. Ligesom der i Spidsen for Englene stod
7 Ærkeengle, der omgav Jahve’s Trone og
udgjorde hans Hofstat, saaledes havde ogsaa
Satan, Dæmonrigets Behersker, syv Ærkedjævle,
der var hans fornemste Tjenere. D.’s Opgave
var især at pine og plage Mennesket; de kunde
endog besætte Mennesket ɔ: tage Legeme og
Sjæl i Besiddelse (se besat). Forestillingen
om D. som faldne Engle skriver sig ogsaa fra
den eftereksilske Periode; den er antydet i 1.
Moseb. IV, 1-4, men er videre udviklet i
Henok’s Bog, forfattet under de første Makkabæere
c. 160 f. Kr. Mod D.’s Forfølgelser værgede
man sig med Tryllesprog og Besværgelser, der
efter Folketroen skrev sig fra Salomon, hvem
Gud havde givet Magt til at uddrive D. Fra
Jødedommen gik Dæmonlæren væsentlig
uforandret over i Kristendommen, der opfattede de
hedenske Guder som D., der forførte Mennesket
ved at udgive sig for den sande Gud; idet denne
Tanke gennemførtes overalt, hvor
Kristendommen trængte frem bl. hedenske Folk, fik
Dæmonologien paa hvert enkelt Sted sit særlige
Indhold ved at omfatte alle de tidligere som
Guder dyrkede D. Magiske Operationer tænkte
man sig ligeledes udførte ved D.’s Hjælp;
Trolddom blev saaledes uadskillelig fra Dæmonolatri,
Djævletilbedelse, og dens Udøvelse blev derved
ensbetydende med et Frafald fra Kirken. Mod
denne alm. Fordømmelse af Trolddommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
