Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dæmon kaldte Grækerne opr. enhver Guddom - dæmonisk (gr.), djævelsk, besat af en Dæmon, trolddomsagtig - Dæmonium (Daimonion) kaldte Sokrates den advarende Stemme - Dæmonolatri, Tilbedelse af Dæmoner. - Dæmonologi, Læren om Dæmonerne. - Dæmonomani (gr.) (Dæmonopati) er en særlig Form af Hysteroepilepsien (s. d.) - dæmpe (Søv.), - 1) at d. Aarerne, at omvikle Aarerne i et Rofartøj med Tøj - 2) at d. et Sejl, at holde sammen paa et Sejl, der er bjerget - 3) at d. Søen, se Bølgedæmpning. - Dæmper (ital. sordino), et Apparat af meget forsk. Art, ved Hjælp af hvilket man kan dæmpe, forringe, Tonestyrken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stillede Middelalderens lærde Magere dog den, fra
Nyplatonikerne laante, Sondring mellem den
alm., »sorte« Magi, Goetikken (s. d.), som
udøvedes ved D.’s Hjælp, og den »hvide« Magi,
Teurgien (s. d.), der krævede gode Aanders
Bistand. Denne Sondring har Kirken dog aldrig
ret villet acceptere.
Sin højeste Udvikling paa europ. Grund
naaede Læren om D. i Middelalderen, hvor alle
blot nogenlunde ualmindelige Tildragelser i
Naturen og Menneskelivet - Jordskælv, stærke
Uvejr, Sygdom hos Mennesker og Husdyr,
Barnløshed i Ægteskab, Ulykkestilfælde o. s. v. -
blev betragtede som foraarsagede af D., enten
direkte ell. ved særlige Mennesker, Hekse, som
af D. havde faaet Magt til at skade andre
Mennesker. Under Indflydelse af disse alm.
Forestillinger antog visse Sygdomme, især
Hysteroepilepsien, den særlige Form af Dæmonomani;
de Syge ansaas for besatte, og man anvendte fra
Kirkens Side særlige religiøse Ceremonier,
Eksorcismer, for uddrive D.. Den første, som
vovede offentlig at angribe Troen paa D.’s
Eksistens, var den hollandske Præst Balthasar
Bekker i Skr. »De betoverde Wereld« (Amsterdam
1691-93); fra den Tid har Dæmontroen været
i stadig Tilbagegang, om den end blusser op
paa ny ved enhver pietistisk Bevægelse, der
altid er karakteriseret ved en Tilbagevenden til
ældre Trosforestillinger. Den moderne
Spiritisme har, saavel i sin romanske som i sin
anglo-amerikanske Form, straks fra Beg. taget
Afstand fra den egl. Dæmonisme ved at hævde,
at der kun eksisterer gode Aander. (Litt.:
Roskoff, »Geschichte des Teufels« [2 Bd,
Leipzig 1869]; Lenormant, »Die Magie und
Wahrsagekunst der Chaldæer« [2 Bd, Jena
1878]; Hild, Étude sur les démons dans la
littérature et la religion des Grecs [Paris 1881];
Laengin, »Die Wunder- und Dämonenglaube
der Gegenwart« [Leipzig 1887]).
Alfr. L.
dæmonisk (gr.), djævelsk, besat af en
Dæmon, trolddomsagtig; Betegnelsen d. bruges
saaledes om en aandelig Indflydelse, der
uimodstaaelig, som med Trolddomsmagt, drager
Mennesket hen imod en ell. anden Ulykke. Smlg.
Dæmon.
Alfr. L.
Dæmonium (Daimónion) kaldte Sokrates
den advarende Stemme, som han allerede fra
sin Ungdom ofte mente at høre, naar han stod
i Begreb med at gøre noget mindre
tilraadeligt, selv om det drejede sig om rene
Ubetydeligheder, f. Eks. hvilken Gade han skulde gaa
ned ad. Stemmens Tavshed var ham et Tegn
paa, at han handlede rigtig; den tav
fuldstændig, fra det Øjeblik, han blev anklaget. Da
særlig Hørelseshallucinationer ingenlunde er
sjældne hos i øvrigt aandelig sunde Mennesker,
ligger det nær i D. at se et i Lydhallucinationens
Form fremtrædende Udslag af det ubevidste
Sjæleliv. Hos de fleste Mennesker røber det
ubevidste sig sædvanlig kun som Taktfølelse eller
som Forudanelser, men hos nogle kan disse
Udslag antage Hallucinationens Form. Da den
naturlige Taktfølelse undertiden kan svigte over
for ganske ny og uvante Situationer, som
Individet med fuld Bevidsthed arbejder paa at finde
sig til Rette i, saa bliver det ved denne
Opfattelse af D. forstaaeligt, hvorfor den tav i
Sokrates’ sidste Levetid. (Litt.: Volquardsen,
»Das D. des Sokrates« [Kiel 1862]; Ribbing,
»Sokrates’ D.« [Upsala Universitetets Aarsskrift,
1870]; Zeller, »Philosophie der Griechen« [2.
Bd, 1. Afd., 4. Opl., Leipzig 1889]; Myers,
The D. of Sokrates [Proceedings of the Soc. f.
Psych. Research., 5. Bd, London 1889]).
Alfr. L.
Dæmonolatri, Tilbedelse af Dæmoner.
Dæmonologi, Læren om Dæmonerne.
Dæmonomani (gr.) (Dæmonopati) er
en særlig Form af Hysteroepilepsien (s. d.), der
er karakteriseret ved, at Patienten foruden at
frembyde Sygdommens alm. Symptomer tillige
er behersket af Forestillingen om at være
besat af Dæmoner. I Overensstemmelse med
denne Forestilling fortolkes de abnorme
Organfornemmelser, der ledsager ethvert hysterisk
Anfald; den Syge tror at mærke Dæmonerne i sit
Legeme, og Konvulsionerne antager et
voldsommere, mere dæmonisk Præg. I øvrigt er de
Dæmoner, som har besat Patienten, altid bestemte
ved dennes eget Kultur- og Dannelsestrin. I
Middelalderen, hvor D. ofte optraadte epidemisk og
derved fik stor Bet. for den videre Udvikling af
Hekseprocesserne, var de dæmonomane
Tilstande en tro Afspejling af hele Tidens Djævletro.
Nu er en saadan Form af D. meget sjælden og
forekommer kun i afsides liggende, overtroiske
Egne; men D. er derfor ingenlunde forsvunden,
den har kun i Overensstemmelse med
Tidsaanden antaget mildere Former. Hos et fuldt
udviklet spiritistisk Talemedium, der tror sig
besat af, taler og handler som en bestemt Aand,
genkender man uden Vanskelighed
Middelalderens D. Men da Spiritisterne ikke tror paa egl.
Dæmoner, kan Mediet heller ikke blive besat af
saadanne, og det hele Anfald faar derved et
afdæmpet, mere civiliseret Præg. Dette
forhindrer dog ikke, at en ulykkelig, meget
ufuldkommen Aand nu og da kan tage Mediet i
Besiddelse og give sig Udtryk i Forbandelser og
Bespottelser. (Litt.: Richer, Études cliniques
sur la grande hystérie ou hystéro-épilepsie [2.
Udg., Paris 1885]; Pitres, Leçons cliniques
sur l’hystérie et l’hypnotisme [2 Bd, Paris 1891]).
Alfr. L.
dæmpe (Søv.), 1) at d. Aarerne, at
omvikle Aarerne i et Rofartøj med Tøj, paa det
Sted, hvori de hviler i Aaregangene eller
Gaflerne, for at forhindre Støj under Roning.
2) at d. et Sejl, at holde sammen paa et
Sejl, der er bjerget, - med Haand og Magt
ell. ved at snøre det sammen ved Liner - for
at det ikke skal pose for meget ud, naar det
skal be slaas eller rebes.
3) at d. Søen, se Bølgedæmpning.
H. E.
Dæmper (ital. sordino), et Apparat af meget
forsk. Art, ved Hjælp af hvilket man kan
dæmpe, forringe, Tonestyrken, til Dels forandre
Klangfarven, ved Strenge-, Blæse- og
Slaginstrumenter. Ved Strygeinstrumenter bestaar D. af et
lille kamagtigt Apparat (af Træ, Elfenben ell.
Metal), der anbringes paa »Stolen«;
Blæseinstrumenter dæmpes ved Hjælp af en gennemboret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
