Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dæmper (ital. sordino), et Apparat af meget forsk. Art, ved Hjælp af hvilket man kan dæmpe, forringe, Tonestyrken - Dæmpgaarding (Søv.), et Tov, der staar fast i Kanten (Liget) af et Mærssejl - Dæmpning af Bevægelser - Dæmpning, se elektromagnetiske Svingninger. - Dæmpning, d. s. s. Blaadampning. - Dæmring (Tusmørke) kaldes den Lysning, som om Morgenen fremkalder den gradvise Overgang fra mørk Nat til fuldt Dagslys
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Trækegle (for Horn og Trompeter), fugtig
Bomuld ell. Svamp (for Træblæseinstrumenter), der
stoppes ind i Lydtragten. Pauker dæmpes ved at
overtrækkes med et Stykke Tøj, Trommer ved
at anbringe et lille Apparat mellem
Tarmstrengene og Skindet. Ved Klaveret benyttes
Benævnelsen D. i dobbelt Bet: dels for at betegne den
Del af Mekanikken, der begrænser, standser
Strengens Svingninger og dermed Klangen, saa
snart Fingeren har forladt Tangenten, dels det
Apparat, der benyttes til at dæmpe Tonestyrken
under Anslaget. Den første Art af D. bestaar i
en Række Filtplader, der hviler paa Strengene,
og som ved Anslaget af Tangenten fjernes
derfra; ønsker man, at Strengene skal vedblive at
klinge, efter at Nedtrykningen af Tangenten er
ophørt, ell. at medklingende Strenge skal sættes
i Svingninger, uden at de tilsvarende Tangenter
anslaas, fjernes hele D.-Mekanikken fra
Strengene ved Hjælp af Pedalen. Den anden Art
af Dæmpning, der svarer til Dæmpningen for de
andre Instrumenters Vedk., bevirkes ved
forskelligartede Midler, enten ved
Forskydning af Hamrene, saaledes at de ikke anslaar
det fulde Antal Strenge, ell. ved at nærme
Hamrene til Strengene, saaledes at Anslaget ikke
foregaar med samme Kraft som ellers, ell. ved
Filtlapper, der indskydes mellem Hamrene og
Strengene o. s. fr. Denne Dæmpning foretages
ved Hjælp af Piano-Pedalen.
S. L.
Dæmpgaarding (Søv.), et Tov - Gaarding
- der staar fast i Kanten (Liget) af et Mærssejl,
og med hvilket Sejlet hales sammen, naar det
skal rebes, saaledes at det ikke poser for meget
ud. D. er vist langs Forkanten af Sejlet, gennem
en Blok ved Midten af Raaen og til Dæks.
H. E.
Dæmpning af Bevægelser foregaar paa flere
Maader. Gnidningsmodstand i Luft og Vædsker
dæmper Bevægelsen lidt efter lidt, idet
Modstanden bliver mindre, naar Bevægelsen bliver
langsommere. Gnidningsmodstand mod faste
Legemer vedbliver at beholde sin Størrelse
uforandret, naar Bevægelsen tager af, og den
bringer derfor Legemet til Stilstand i et bestemt
markeret Øjeblik. En Magnetnaal, der svinger i
et Kobberhylster, dæmpes ved de inducerede
Strømmes Virkninger omtr. paa samme Maade
som ved Luftmodstand. D. af Bølger, se
Bølgedæmpning.
K. S. K.
Dæmpning, se elektromagnetiske
Svingninger.
Dæmpning, d. s. s. Blaadampning.
Dæmring (Tusmørke) kaldes den
Lysning, som om Morgenen fremkalder den
gradvise Overgang fra mørk Nat til fuldt Dagslys, og
som vokser i Styrke, jo mere Solen nærmer sig
sin Opgang, Morgendæmring, medens D.
om Aftenen bevirker den gradvise Overgang fra
fuldt Dagslys til mørk Nat og aftager i Styrke,
jo dybere Solen kommer under Horisonten,
Aftendæmring. Aarsagen hertil er den, at
Jordens Atmosfære ikke er fuldstændig
gennemsigtig, men for en Del har Evne til at kaste
tilbage (reflektere) de Lysstraaler, som træffer
den. Hvis dette ikke var Tilfældet, vilde der
være en brat Overgang fra Dag til Nat, idet i
samme Øjeblik, Solen gik under Horisonten, det
fulde Dagslys vilde afløses af den mørke Nat,
som vilde vare uafbrudt, til Solen igen kom i
Horisonten og lod Dagen pludselig bryde frem.
Og det er denne samme Egenskab ved Luften,
der lader det om Dagen, ɔ: naar Solen er oppe,
være lyst, selv om Solen i større ell. mindre
Grad er dækket af Skyer, saa dens Straaler ikke
direkte naar Jorden; man vilde ellers have den
skarpeste Kontrast mellem det blændende Lys
og absolut Mørke, saaledes som det er Tilfældet
paa de Kloder, der mangler saadant Luftdække.
Hvis derfor i Figuren AB er et Stykke af
Jordoverfladen, og A i bestemt Øjeblik træffes af Solens
Straaler i Retning SA, vil Solen for dette Punkt
staa i Horisonten og ikke naa de til venstre for
A liggende Punkter; disse vil have Nat. Men
p. Gr. a. den netop nævnte Egenskab ved Luften
vil Solstraalerne, der træffer de lavere liggende
Luftlag, kastes tilbage fra disse og derved
oplyse et Stykke af Jordens Natside. Saaledes
træffer Straalen SA Luftpartiklen C i Højde EC
over Jordoverfladen; denne reflekterer Lyset
til Punktet B. De Punkter, der ligger i
Nærheden af A, vil naturligvis faa Lys fra
Luftpartikler i forsk. Højde, medens de fjernere
liggende Punkter kun vil blive belyste af det Lys,
som reflekteres fra de højere liggende Luftlag,
og derfor være mindre belyste, og jo mere man
fjerner sig fra A mod B, desto færre Straaler
træffer disse Punkter; til Slut vil man komme
til et Punkt B, som kun modtager Lys fra de
højest liggende Luftlag, der er i Stand til at
reflektere Lyset. Her maa D.’s Grænse ligge, og
hinsides denne maa der være Nat (for en
Simpelheds Skyld har vi kun betragtet den enkelt
reflekterede Straale og den første D.; tager
man ogsaa Hensyn til den 2 Gange, 3 Gange
reflekterede Straale, faar man den anden, den
tredie D.). Den af Solen direkte belyste Del af
Jorden, og den Del, der ligger fuldstændig i
Mørke, er altsaa adskilte ved et Bælte, hvor der
er en trinvis Overgang fra Mørke (Lys) til Lys
(Mørke). Hvor længe denne Overgang paa vedk.
Sted af Jorden varer, vil først og fremmest
afhænge af, hvor dybt Solen maa staa under
Horisonten, for at dens Straaler reflekterede kan
naa did. Talrige Undersøgelser herover lige fra
Araberen Alhazen til Nutiden har bestemt
denne Depression i Gennemsnit til 18° (Alhazen
fandt 19°, Nonius 16°, Tycho Brahe 16-17°,
Schmidt i Athen 15,9°, Miethe i Assuam 16,1°,
Hellmann fandt denne Dybde størst om
Vinteren, mindst om Sommeren, større for
Morgendæmringen, mindre for Aftendæmringen, samt
at den vokser med tiltagende Fugtighed).
Lægger man nu en Cirkel parallel med Horisonten i
en Dybde af 18° under denne,
Dæmringscirkel, saa vil om Aftenen det sidste Spor
af D. forsvinde i det Øjeblik, Solen naar denne
Cirkel (om Morgenen vil D. begynde i det
Øjeblik, Solen passerer denne Cirkel). Denne D.
kaldes den astronomiske, til Adskillelse
fra den borgerlige, der begynder om
Morgenen (ender om Aftenen), naar Solen staar 6°
under Horisonten; thi da er det saa lyst, at
man inde i Husene ikke behøver kunstig
Belysning for at se, hvad man har at gøre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
