- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer /
626

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dæmring (Tusmørke) kaldes den Lysning, som om Morgenen fremkalder den gradvise Overgang fra mørk Nat til fuldt Dagslys - Dæmringsspektrum kaldes Spektret, naar Styrken er saa ringe, at det kun kan opfattes af et mørkadapteret, normalt Øje - Dändliker, Karl, schweizisk Historiker (1842-1910) - Dänischwold (D.-Wohld) *c: Danskeskov (Sylva Danica) er Navnet paa en Halvø ved Eckernførde Fjord - Døbefont (hertil l Tavle), af lat. fons, Kilde

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Farveforandringer, men disse vil selvfølgelig afløse
hverandre i den modsatte Orden.

Disse Dæmringsfænomener, hvis normale
Forløb v. Bezold har angivet, vakte fra Efteraaret
1883 og lige til ud paa Sommeren 1886 en mere
end alm. Opmærksomhed p. Gr. a. den
usædvanlige Pragt og Styrke, hvormed de da
optraadte; de sidste Par Aar tog Glansen
efterhaanden af. Indgaaende Undersøgelser har vist,
at disse usædvanlige Dæmringsfænomener, der
tillige var ledsagede af forsk. Farver for
Solen og Maanen (blaa og grøn) og en
paafaldende ringformet Farvning af Himlen i Nærheden
af Solen (Bishopske Ring, s. d.), skyldes det
Askestøv, der under det vulkanske Udbrud af
Krakatoa fornemmelig 27. Aug. 1883 (Udbrudet
begyndte allerede 20. Maj s. A. og kulminerede
26. og 27. Aug.) blev slynget i Luften i en Højde
af c. 30 km og gennem fl. Aar holdt sig
svævende i Atmosfæren. Det mest iøjnefaldende i den
Tid var den enorme Udstrækning og Intensitet,
man bemærkede hos det andet Purpurlys, der
kun er en Refleks af det første. I Maanederne
Novbr 1883-Febr 1884 varede det i Gennemsnit
lige til 96 Min. efter Solnedgang (jfr
Kiessling, »Untersuchungen über
Dämmerungserscheinungen« [Hamburg 1885]; Symons, The
eruption of Krakaloa and subsequent
phenomena
[London 1888]).

For at forklare Dæmringsfænomenerne under
deres normale Forløb er der blevet fremsat
forskellige Teorier, men endnu er det ikke
lykkedes utvungent at gøre Rede for Fænomenet i
alle dets Detailler, specielt hvad de kvantitative
Forhold angaar. Dog synes det, at Aarsagen
til D. nærmest er at søge dels i Lysets Bøjning
(Diffraktion), fremkaldt af de i Atmosfæren
svævende større Partikler, hvorunder Vandets
Kondensationsprodukter spiller Hovedrollen, dels i
Lysets Spredning (Diffussion) ved de mindste
Partikler overensstemmende med Rayleigh’s
Teori (Scientific Papers IV, 397 ff.). (Litt.:
Pernter-Exner, »Meteorologische Optik«
[Wien og Leipzig 1910]; Mohn, »Studien über
die Dämmerung« [1906]; Samme, »D. i Norge«
[1908]; Samme, »Dagslyset i Norge« [1911]).
J. Fr. S.

Dæmringsspektrum kaldes Solspektret ell.
ethvert kontinuert Spektrum, naar Styrken er
saa ringe, at det kun kan opfattes af et
mørkadapteret, d. v. s. i henved 20 Min. i
fuldstændig Mørke udhvilet, normalt Øje. D.
adskiller sig fra Spektrer af højere Intensitet
især ved to Omstændigheder: 1) Det opfattes
selv af et normalt farvedygtigt Øje som
farveløst, dog med Undtagelse af den mindst
brydbare Del, der giver en Fornemmelse af svagt
rødt; 2) Lysfordelingen er en anden, idet D. har
sin største Klarhed i grønt, medens Spektret
ved højere Intensitet er lysest i gult. Disse
Forskelle mellem D. og Spektret ved høj Intensitet
beror paa, at svagt Lys kun indvirker paa
Nethindens Stave, hvori Synspurpuret findes, stærkt
Lys derimod især paa Tappene, da Stavene ved
stærk Belysning efter kort Tids Forløb træder
ud af Funktion, fordi Synspurpuret
sønderdeles.
Alfr. L.

Dändliker [’dænd-], Karl, schweizisk
Historiker (1842-1910), var fra 1887 Prof. ved
Univ. i Zürich. Han har forfattet en fortræffelig
»Geschichte der Schweiz« (3 Bd, 1884-87) med
Tonen særlig paa Kulturhistorien og »Geschichte
der Stadt und des Kantons Zürich« (3 Bd,
1908-12).
Kr. E.

Dänischwold (D.-Wohld) ɔ:
Danskeskov (Sylva Danica) er Navnet paa en Halvø
i det sydøstlige Sønderjylland mellem
Eckernförde Fjord, Kielerbugt og Ejder-Kanalen. Langt
ind i Middelalderen laa denne Egn hen som en
Slags Grænsemark paa Danmarks Sydgrænse,
S. f. Danevirke, som med Villie holdtes ubeboet,
opfyldt af Moser og store Skove, Jarnwith ɔ:
Jernskoven, ell. Düsterholt, ɔ: Mørkeskov. Disse
Strækninger hørte under Kronen, indtil de i 13.
Aarh. kom i privat Eje, hvorefter Skovene og
Moserne efterhaanden blev ryddede og
udtørrede, og nu hører Landskabet til de
frugtbareste Egne i Sønderjylland. I D. ligger Byerne
Eckernförde og Friedrichsort og Toldstedet
Holtenau. Under det danske Herredømme hørte
D. til Hütten Amt, Eckernförde Herred, og
indbefattede Sognene Gettorf, Dänischenhagen og
Krusendorf, det meste af Sehested Sogn og Dele
af Eckernförde Landsogn, Borreby og Bünstorf
Sogne; nu hører D. til den preuss. Prov.
Schleswig-Holstein (Kreds Eckernförde).
H. W.

Døbefont (hertil 1 Tavle), af lat. fons, Kilde.
Da Daaben opr. skulde foregaa som en
fuldstændig Neddypning, var de ældste Døbebrønde
(piscinæ) indhegnede Vandbassiner, gerne i særlige
Baptisterier, og da alene Bisperne kunde døbe,
fandtes disse væsentlig ved Domkirkerne;
bevarede er slige Anlæg kun hist og her i
Sydeuropa. Allerede i den tidlige Middelalder fik
enhver viet Præst Døberet, og fra nu af
fandtes i hver Kirke en D. (fons baptismalis), gerne
opstillet ved Indgangen ell. i Vestenden.
Materialet var helst Sten (hvoraf Tysk: Taufstein),
der tilhuggedes i Trommeform (Fig. 2) ell. den
mere kultiverede Kalkform, ofte smykkede med
Ornamenter og Figurer. Kummen gjordes saa
stor, at et Spædbarn kunde neddyppes deri. P.
Gr. a. det holdbare Materiale hører D. til det
ældste bevarede Kirkeinventar og er ofte lige
saa gammel som de første Stenkirkebygninger.
Af disse gl. D. i romansk Stil forekommer
mange, lokalt begrænsede Typer. I Danmark, hvor
næsten hver Landsbykirke ejer en D. fra
Valdemarernes Tid, og hvor D. gerne er af Granit,
er de sjællandske gennemgaaende enkelt og
groft profilerede, de fynske smykkede med
Ranker o. a. Ornamenter, de nørrejyske for en stor
Del prydede med Løver, hvis Kroppe er parvis
ornede om et fælles Hoved (Fig. 1), de
sydvestjyske elegant profilerede. Skaane ejer mange
D. af Sand- ell. Kalksten, rigt smykkede med
figurlige Scener (smlg. Fig. 3 og Aakirkeby
D.
). Omkr. Aar 1300 blev Fonte af gullandsk
Kalksten, stundom med firpasformet Kumme,
en Tid ret alm. over hele Landet. Men hermed
var det hjemlige Forbrug ogsaa nogenlunde
fyldestgjort, og yngre D. er forholdsvis sjældne.
Norge ejer mange smukke Fonte i
Overgangsstil og Unggotik (Fig. 4-6). I Nordtysklands og
Danmarks got. Stilperiode yndede man

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:03 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/6/0658.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free