Print (PDF) - On this page / på denna sida - Død, den sorte, kaldes en Epidemi af Bubonpest, der c. 1342 begyndte i Centralasien - Dødbider, en aandelig ubevægelig Person; Omtydning af holl. doodbidder, Bedemand - Dødbider (Søv.), en daarlig Bidevind-Sejler. - dødbrændt, et Stof, naar det er ophedet for stærkt og har mistet de Egenskaber, det skulde faa ved en passende Ophedning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blev smittede, dels ved Genoptræden af nye Epidemier, saa at Pesten 1349-1366 er en staaende Sygdom i Europa, snart udgaaende fra et Sted, snart fra et andet. Pestberetningerne omtaler mange sære Tegn som Forbud paa Epidemiens Komme (Kometer, Jordskælv, Masseoptræden af Frøer, Firben, Slanger o. l.). Enkelte Gange omtales tillige stor Dødelighed mellem Rotter og Mus, hvad der nu har sin Interesse under Hensyn til Smitteoverførelsen ved Pest. Dødeligheden bl. Mennesker var uhyre; i Neapel døde 60000, i Venedig 100000, i Ragusa 7000. I Wien, hvortil Pesten var naaet 1349, døde dgl. 500 til 600 Mennesker, og i Siena, fra hvilken By mange var flygtede, døde 80000 af en Befolkning paa noget over 100000. Marseille mistede 57000 Indbyggere, Paris 50000, London 100000. Til Danmark kom Sygdommen 1349, uvist hvorledes, men efter et Sagn ved et norsk Skib, der kom fra England og strandede i det nordlige Jylland, da hele Besætningen var død. I det flg. Aar rasede den i al sin Heftighed; men de Oplysninger, man har derom, er kun meget ufuldstændige; men det maa dog antages, at omtr. Halvdelen af Befolkningen døde. Store Distrikter laa fuldstændig øde efter Pesten, saaledes endnu 20 Aar efter 98 Gaarde og Møller og 71 Huse i Roskilde Stifts Besiddelser. Valdemar Atterdag byggede 1357 et Slot i Randers af 11 nedbrudte Kirker, og om Bornholm, der blev særlig stærkt medtaget, fortælles det karakteristiske Sagn, at alle de Overlevende, der samledes i Clemens Sogn, ikke kunde fortære en Lammekrop. 1354 udstedtes paa et Danehof i Nyborg Amnesti p. Gr. a. den store Mangel paa Folk. Dødeligheden i Slesvig og Holsten skal have været endnu større end i Kongeriget, ja for Slesvigs Vedkommende skal ikke en Femtedel være blevet tilbage. Til Norge naaede »Store Mannadauen«, som den kaldtes her, 1349, rimeligvis bragt med et Skib til Bergen, og den rasede til ind i 1350. Hele Kirkesogne uddøde i afsides liggende Fjeldegne, og først efter mange Generationer fandtes disse Steder igen (»Finddale«). Paa een Dag begravedes i Bergen 80, deriblandt 14 Præster og 6 Diakoner. Alle Norges Bisper paa een nær døde. Der døde saa mange Præster, fordi de var særlig udsatte, da de ikke alene var Sjælesørgere, men ogsaa Læger, at man maatte ansætte unge Personer paa 18 Aar som Præster. Det siges, at kun en Trediedel af Befolkningen blev i Live. Til Island og Grønland kom Pesten slet ikke, da der et Par Aar ikke kom noget Skib derop. Til Sverige, hvor Sygdommen kaldtes »Digerdøden« ell. »Stordøden«, kom den, rimeligvis fra Norge, 1349, men naaede ogsaa her sit Højdepunkt 1350. Den rasede lige saa voldsomt her som andre Steder, mange Sogne uddøde, i Sthlm var »Gaderne bedækkede af døde Legemer«. I Uppland skal kun en Sjettedel af Befolkningen være blevet tilbage, og det siges, at der alene i Vestergötland døde 466 Præster, hvori formentlig Munke er medregnede. I Värmland, hvor Sygdommen kaldtes Degermansdøden ell. Fläckdøden, skal i et enkelt Sogn hele den overlevende Befolkning kun have bestaaet af en Kone, en Dreng og to Piger, der boede langt fra hverandre. Fra Sverige bredte Pesten sig 1350 til Finland, til de vestlige russ. Prov. 1351, til selve Rusland 1352. Af de Beskrivelser af Sygdommen, som man har, fremgaar det, at det var den orientalske Bubonpest, der var umaadelig smitsom, begyndte med stikkende Smerter, stærke Kulderystelser, Pestbylder, Koldbrand, sort tør Tunge og en frygtelig stinkende Aande, vistnok hidrørende fra Lungekoldbrand. Ofte kom der voldsomme Blodspytninger, der uvægerlig medførte Døden. De fleste døde i Løbet af et Par Dage. Efter den Tids Opfattelse maatte Sygdommen sættes i Forbindelse med Himlens Straf for Menneskenes Synder, og dette gav Anledning til Forholdsregler fra Præsternes Side i Form af Messer, i Pilegrimstog (Flagellanttog), der i Beg. vakte stor Tilslutning, medens paa den anden Side andre hengav sig til vilde Udsvævelser, saaledes som Boccaccio, der var Øjenvidne til Epidemien i Firenze, fortæller, idet man ansaa Pesten som Forløber for den yderste Dag. Mange flygtede, andre spærrede sig af fra Omverdenen, saaledes Pave Clemens VI i Avignon, atter andre forsøgte ved Antændelse af store Baal, Rygninger med Enebær og Eddike at beskytte sig. Lægemidler anvendtes naturligvis i Massevis, navnlig Theriak, sveddrivende Midler og Vin. Dernæst anvendte man Signen og Manen og Anraaben af Helgener, navnlig St Roch. I Mellem- og Sydeuropa fandt store Jødeforfølgelser Sted, da man beskyldte dette Folk for at forgifte Brøndene. Endnu 550 Aar efter lever Sagn om den frygtelige Farsot. Man fortæller, at den opfattedes som en Straf for Krudtets Opfindelse, at de faa Efterlevende drog rundt og ringede med Kirkeklokker for at samle de faa endnu levende, og det siges, at Skikken at sige »prosit« (ɔ: gid det maa gavne) ell. det danske »Gud velsigne dig« hidrører fra denne Tid, da Sygdommen begyndte med Nysen. (Litt.: Ilmoni, »Bidrag till Nordens Sjukdoms-Historia« [1-3, Helsingfors 1846-53]; C. Lange, »D. s. D.« [i »Dansk Maanedsskrift« 1862]; F. V. Mansa, »Bidrag til Folkesygdommenes og Sundhedsplejens Historie i Danmark« [Kbhvn 1873]; A. L. Faye, »D. s. D.« [Kria 1880]; Oversigt over Kria Vid. Selsk. Møder 1894, S. 2; G. Sticker, »Die Pest« [Giessen 1910]; K. Sudhoff, »Pestschriften aus den ersten 150 Jahren nach der Epidemie des schwarzen Todes 1348« [Arch. f. Gesch. d. Med. IV og ff.]). (G. N.). J. S. J.</chapter> <chapter name=”Dødbider”> Dødbider, en aandelig ubevægelig Person; Omtydning af holl. doodbidder, Bedemand. I Folkemaalet ogsaa Døvbider, 1) klodset, daarlig skærende Redskab, 2) klodset Person. A. O.</chapter> <chapter name=”Dødbider (Søv.)”> Dødbider (Søv.), en daarlig Bidevind-Sejler.</chapter> <chapter name=”dødbrændt”> dødbrændt siges et Stof at være, naar det er ophedet for stærkt, saa at det har mistet de Egenskaber, det skulde faa ved en passende Ophedning, d. Kalk er f. Eks. Kalk, der er ophedet saa stærkt, at det ikke lader sig læske, sandsynligvis fordi Leret i Kalken har indgaaet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
