Print (PDF) - On this page / på denna sida - Døden opfattes i Folketroen stadig som et personligt Væsen, der kommer at hente Mennesker til sit Følge - Døden i Kunsten (hertil 2 Tavler)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for den abstrakte »Død« valgt det mest personlige Væsen i de ældre Dødsforestillinger. A. O.</chapter> <chapter name="Døden i Kunsten"> Døden i Kunsten (hertil 2 Tavler). Ved D. i K. tænkes her særlig paa den kunstneriske Udformning af selve Døden, Døden personificeret som synlig Skikkelse. Hele det mægtige Materiale gennem Tiderne af Gravmæler o. l., som i Billedform viser Dødens Virkninger, som de afspejler sig i Menneskelivet: Afskeden fra Livet, Sorgen og Vemoden ved Adskillelsen, falder saaledes uden for denne Art.'s Rammer; et Par karakteristiske Prøver af denne Billedgruppe skal dog til Oplysning gengives i medfølgende Bilag (et attisk Gravrelief, Bartholomé's Monument aux Morts i Paris). M. H. t. D. i K. i Dødedansbilleder henvises til Dødedans. Medens der vel fra andre af Oldtidens Folkeslag kan hentes spredte Billedtræk af D. i K. - som f. Eks. Ægypternes Guddomme Anubis og Horos, der følger Sjælen paa Rejsen til Underverdenen og ved Dødedommen vaager over Vejningen -, er det dog først i gr.-rom. Oldtid, at Dødsguden karakteriseres skarpere efter sit Væsen. Men den gr. Livsbetragtning havde et overvejende lyst Skær, og D. i K. viser sig kun sparsomt i vagt udformede og forskelligartede Skikkelser. De gl. Dødsguder Harpyier, Sfinks og Sirener ses smykke Gravene; vi hører om Skæbnegudinden Moira, der ubøjelig standser Livets Gang, og om de blodige Dødsdæmoner Kererne. Paa Homer's Tid fremstaar Forestillingen om Thanatos, Døden, Nattens Søn og Broder til Søvnen; han fremstilles snart som skægget Mand med store Vinger, snart som Genius, ung Mand med ell. uden Vinger og med nedadvendt Fakkel; saaledes paa gr. Vaser og den stærkt restaurerede Ildefonso-Gruppe. Paa et Maleri af Polygnotos skal Forraadnelsens Dæmon Eurynomos have været fremstillet. I rom. Kultus optræder den kvindelige Dødsgudinde, Dea Mors; rom. Digtere skildrer Døden som vinget Skikkelse. Paa Etruskernes Askeurner ser vi den hæslige Dødsguddom Charun med Kølle. Senere antik Kunst afbilder ret ofte Benrade - saaledes paa skaarne Stene, paa Sølvbægeret fra Boscoreale, hvor navngivne Digtere og Filosoffer gengives som Skeletter i dødedanslignende Rundkreds m. v.; Antikkens Knokkelmand maa sikkert gennemgaaende opfattes som bestemt afdød Person, ikke som Personifikation af Døden. I den kristne Verden møder vi Forestillingen om »Herrens Engel«; Biblens og den kristne Litt.'s Omtale af Døden er spredtvis billeddannende: Kristus træder Døden under Fødder, Døden er Agerdyrkeren, der passer Livets Have o. s. fr. I Johannes' Aabenb. (6, 8) skildres den bleggule Hest, »og den, som sad derpaa, hans Navn var Døden, og Helvede fulgte med ham«. Nogle Kirkefædre taler om Dødsrigets 3 Vogtere, Dragen, Hades og Thanatos. Men den første Kristendom indlod sig ikke paa billedlig Fremstilling af Døden. I Katakomberne træffer vi kun Dødssymboler. Da Billeddannelsen begynder i Middelalderen, vakler den mellem forsk. Udtryksformer. Ofte - og langt ned gennem Tiderne - gøres Døden og Djævelen til eet. I byzantinsk (derefter i russ.) og ogsaa i Vestlandets Kunst gengives Døden af og til i en Enhjørnings Skikkelse. Man træffer ogsaa kentaurlignende Former. Undtagelsesvis ser vi i den tidlige Middelalder Døden afbildet som vinget kvindeligt Væsen, sagtens en Mindelse om den ovf. nævnte rom. Forestillingskreds. Men i den ældre Middelalders sparsomme Billedsyslen med Døden er den nøgne Yngling ell. Mandsskikkelse den raadende Type. Til Tider med Le og brudt Lanse, og ridende paa en Løve. I Slutn. af 12. og Beg. af 13. Aarh. - omtr. samtidig med Gotikkens Fremtræden i Frankrig - skifter D. i K. Skikkelse. Frankrig synes ogsaa her at have været det førende Land; herfra breder Udviklingen sig til de andre Lande, blot langsommere, saa at der her sejgere holdes fast ved de ældre Udviklingsformer i Rækken. Dødens muskuløse Skikkelse skrumper mer og mer ind. Den bliver til Kadaver. Bløddelene forsvinder mer og mer; Bugen slidses op, Indvolde (Orme, Frøer o. a.) kommer frem, og den magre Ligskikkelse bliver under mange Mellemformer til Skelettet, gerne dog med Rester af Bløddele og Senebaand og med Haardusk paa Baghovedet. Men disse Udviklingsformer forløber dog langtfra i skematisk-kronologisk Orden; de løber længe jævnsides ell. brydes, indtil langt hen i Tiden den fuldkomne Knokkelskikkelse, Benraden, faar det ganske afgørende Overtag. - Medens opr. Kadaveret ell. Skelettet betegnede afdøde Mennesker (jfr ogsaa de talrige Illustrationer til Fortællingen om de tre Levende og de tre Døde), og denne Fremstillingsform længe holder sig paa Gravstenene og for saa vidt falder uden for nærværende Artikels Ramme, gjorde man nu, omtr. fra 13. Aarh., Kadavermennesket ell. Skelettet til en Personifikation af Døden. Paa en lat. Missale fra 1323 (Biblioteket i Haag) ses Døden ridende paa en Ko; han har Lanse og en lille Kiste under Armen; en anden Skeletfigur (med indskrumpet Overhud) har Bue og Violin - Døden spiller saa at sige her op til de nu begyndende Dødedanse. I den senere Middelalder, efter den sorte Døds Rædsler i Midten af 14. Aarh., fremstilles Døden mer og mer som den gruopvækkende, fjendtlige Magt, Jægersmanden, Krigeren med Bue og Pil, Lemanden, gaaende ell. ridende paa en mager Hest ell. Løve. Og med skærende Spot og brudt Sind, men ogsaa med moraliserende Fingerpeg, fremstilles nu Benraden (ell. Dødningeskikkelsen) i Dødedansene som den til Løjer oplagte Knokkelmand, der driver Gæk med Menneskebørnene, mens Livslegen gaar bedst. Ital. Kunst i Slutn. af Middelalderen bringer nye Træk til D. i K. Den vingede Dødsskikkelse bliver karakteristisk for ital. Kunst. Ved Siden af den gængse og ogsaa i Italien hyppigste Type: Mands-Kadaveret ell. Skelettet (Giotto's vingede Skelet i Underkirken i Assissi) kommer nu ogsaa den vingede Kvindefigur frem som Personifikation af Døden. Petrarca's Trionfo della morte faar megen Indflydelse paa Kunstens Dødsskildringer; der fremkommer efterhaanden i Italien o. a. Lande en Mængde Illustrationer til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
