Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dør (hertil l Tavle) betød opr. kun Døraabningen (Dørmund ell. Gat paa gl. Dansk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Blokværk og udviklet Bindingsværk dannedes af
den svære Syldbjælke, den underste i
Huset, som var lagt paa Syldstenene). I denne var
Dørstolperne indfældede. Dørkarmen var
forsynet med en Fals, Dørfaldet,
Døringen, ell. Dørspunningen, i hvilken
Dørflagen passede. Hoveddøren i vore Oldtidshuse,
som var byggede solret, laa altid i østre Gavl.
Over den skød Taget sig ud, hvilende paa de
forlængede Tagaase, og dannede Skjulet til
Værn mod Regn. Desuden kunde over D. findes
en Skru ell. Bislag, en tagdannet
Overbygning til yderligere Dække. Dørflagen (isl.
hurð) drejede sig ikke opr. paa Stabler og
Hængsler, men paa Tapper, der gik i Huller,
borede i Dørkarmens Over- og Undertræ.
Dørflagen var i Oldtiden konstrueret paa
Dørakslen (paa Samsø kaldet Løberen), et
naturvokset Stykke Træ, fra hvis nederste Del
udgik paa skraa en Sidegren op mod
modstaaenende Hjørne, Hældstangen ell. Kværnen
(Ledkværn), hvorved Dørflagen gaves
Styrke (Fig. 1). Foroven og -neden var Dørakslen
tildannet som Tapper, der sad i Karmens
Taphuller. Deres Navn var hiarri. Hullerne hed
hiara. I Christian III’s Bibel er Tapper fejlt
oversat med »Hængsler«. Det gamle Navn hurð er
nu kun i Brug paa Island, og i Norge, men
kendes igen i Verbet hurre, at dreje rundt,
endog med Bibetydning af, at det sker med en
knagende Lyd, hvilken disse Dørflager gav fra
sig, naar de bevægedes. Det er altsaa
sandsynligt, at denne Form er den opr. og ældste. Det
kendes i Folkevisen: Dronningen slog den Hurd
i Gat, hun sagde dem begge god Nat. I den
antikke Oldtid, i Orienten og Ægypten kendte man
ingen anden Dørflage. De omtales i Odysseen
og Æneiden sammen med deres knagende Lyd,
og i Syrien ses de endnu i Bygninger og
Gravhuse fra 4. og 5. Aarh. Her er Dørflagerne af
Sten. I Gallien var denne Form i Brug indtil
Karl den Stores Tid, da Dørhængslerne kom;
i Norden kan de endnu findes paa Island,
Norge og Færøerne, Danmark, Nørreskaane og
Sjælland, Angel, Sundeved og paa Halligerne,
dog kun i Udhuse og ved Led, hvor Akseltappen
forneden drejer sig i en Sten; foroven er
Akslen med et Jernbaand fæstet til Ledstolpen.
Disse D. paa Akseltapper maatte indsættes i
Huset samtidig med, at det byggedes, og kunde
vanskelig repareres. Voldsmænd brød ind i
Huset ved at overhugge dem. Man fandt derfor
paa at lade dem gaa i Taphuller, der ikke
boredes i Dørkarmen, men i Klamper, naglede
paa dens indvendige Side.
Paa Island kendte man i Sagatiden samtidig
med Dørflagen, der drejede sig om Tapper i
Dørkarmen, ogsaa Skydedøre (hleði), der
droges til Siden ell. opad: Falddøre
(fellihurð). Hvor Folkevisen skildrer Fattigmands
Huse, har de Vændredør ell.
Flagreled ɔ: Døre flettede af Kviste (Vaand) eller
Skydedøre, Flager af Fletværk, altsaa begge
daarligt lukkende for Vind og Vejr. Alle disse
D. var meget lave, undertiden endog delte i 2
»Halvdøre«, der dog kræver Hængsler af Jern.
Huset var bygget til Forsvar, og en Fjende,
der maatte bukke sig meget dybt, medens han
gik ind ad D., var i det Øjeblik værgeløs og
let at hugge ned:
 |
| Fig. 1. |
|
| Fig. 2. |
|
| Fig. 3. Jernbunden Dør (Faarevejle Kirke). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
