Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dør (hertil l Tavle) betød opr. kun Døraabningen (Dørmund ell. Gat paa gl. Dansk) - dør (Søv.), stivhalt, en Talje er halt d., naar dens 2 Blokke er halte klods til hinanden - Dörffel, Alfred, tysk Musikforf. (1821-1905) - Döring, Mathias, tysk Franciskaner og Reformven, ( -c.1465) - Döring, Theodor, tysk Skuespiller (1803-78) - Dørk, et Dæk nede i Skibet, der kun gaar over en mindre Del af Skibets Længde - Dørlukker (Dørdriver), Apparat, som automatisk lukker en Dør - Dørnberger, Carl Johannes Andres Adam, norsk Maler, (1864- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dekoreredes efter den skiftende Modesmag.
Christian V’s og Frederik IV’s Tid dannede sig sin
egen Dørflage uden indre forbindende Rammer.
Den bestod kun af Hovedrammen med en
eneste Fylding (Præstebordet). Slutn. af 17.
Aarh. bragte store Døraabninger inde i Huset,
delte Dørflagen i 2 Fløje, som blev alm. i 18.
Aarh.
D. lukkedes oprindelig med Bom ell. Slaa,
en Bjælke, lagt vandret i Hager tværs over
Indersidens Midte ell. i Huller i Murværket;
endvidere med Dørhvirvler til at vride
for; med Dørklinker, som faldt i
Klinkhager; Dørskodder ell. Dørsmækker,
der skødes ind i Kramper, samt med
Dørlaase (se Laase) af Træ, senere Jern, der
lukkedes med Nøgle (gl Dansk nykill). Udvendig
sad en Dørhage, Dørhank ell.
Dørring, med hvilken den udgaaende trak
Dørflagen til. Ringen anvendtes tillige som
Lydapparat og affødte Dørhammeren, der holdt
sig i Brug ind i 18. Aarh., da den fortrængtes
af Klokken. Alle 3 Former blev ofte kunstfærdig
udarbejdede (se Porte). Skønt
Stilformerne har ændret sig i Tidens Løb, har Porte og
Gadedøre væsentlig beholdt de gl., solide
Konstruktioner. (Billedværker og Litt.: »Tegninger
af ældre nordisk Architectur«, fortsat fra 1872
[her findes Afb. af saa godt som alle de her
nævnte dekorative Dørflager]; Valtyr
Gudmundsson, »Privatboligen paa Island« [1889];
R. Mejborg, »Om Bygningsskikke i Slesvig«;
Samme, i »Tidsskrift for Kunstindustri« [1892,
S. 172, og 1894, S. 37]; Viollet-le-Duc,
Dictionnaire raisonné de l’architecture française
[1875, VI: Art. menuiserie og IX: Art. vantail.
Bernh. O.
dør (Søv.), stivhalt, f. Eks. at hale en
Tovende d. En Talje er halt d., naar dens 2 Blokke
er halte klods til hinanden.
H. E.
Dörffel, Alfred, tysk Musikforf.
(1821-1905), uddannede sig i Leipzig, bl. a. under
Mendelssohn, til Musiker, men forlod den egl.
mus. Bane for at grunde et Musikbibliotek (til
Udlaan), der indeholdt meget værdifuldt, og som
ved Køb overgik til Peters’ Forlag og blev
Grundlaget for det bekendte »Musikbibliothek
Peters«. Senere var D. Kustos ved Leipzigs
»Stadtbibliothek«. Han har med stor Dygtighed
redigeret forsk. Udgaver af Klassikernes
Værker, oversat Berlioz’s Instrumentationslære og
navnlig forfattet det omfattende og historisk
værdifulde Festskrift (ved
Gewandhaus-Koncerternes 100 Aars Jubilæum): »Geschichte der
Gewandhaus Konzerte« (1884). D. var Æresdoktor
ved Leipzigs Univ.
W. B.
Döring [’dø-reŋ], Mathias, tysk
Franciskaner og Reformven, blev 1424 teol. Prof. i
Erfurt og senere Ordensprovincial for Sachsen;
som saadan reformerede han
Franciskanerklostret i Wittenberg. Paa Kirkemødet i Basel
forsvarede han den Lære, at de alm. Kirkemøder
var højeste Autoritet i Kirken, og angreb Pavens
Krav om øverste Myndighed; Skriftet Confutatio
primatus papæ, der er tillagt Gregor af
Heimburg, er vistnok forfattet af D. Ligeledes
udtalte han sig stærkt imod de formentlige
Jærtegn i Wilsnack, som gav den Tids Overtro
Vind i Sejlene. D. skrev endvidere en tysk
Krønike fra 1420 til 1460. 1443 udnævntes D.
til Ordensgeneral for Franciskanerne; men han
nedlagde sit Embede og døde i klosterlig Stilhed
c. 1465. (Litt.: P. Albert, »Math. D., ein
deutscher Minorit d. XV. Jahrh.« [Stuttgart
1892]).
H. O.
Döring [’dø.reŋ], Theodor, tysk
Skuespiller (1803-78), debuterede 25. Jan. 1825 i
Bromberg i en Elskerrolle; han blev udlet, men
tog snart efter Oprejsning i komiske Roller. D.
udviklede under forsk. Engagementer sine rige
Evner, og 1845 knyttedes han til det kgl. Teater
i Berlin, hvor han blev til sin Død; han
optraadte sidste Gang 15. Juli 1878 som
Attinghausen i »Wilhelm Tell«. D. var en betydelig
Karakterskuespiller i saavel komiske som
alvorlige Roller, dog ejendommeligere i de første
end i de sidste; hans Falstaff stod saaledes
over hans Nathan den Vise, hans Malvolio over
Mefisto.
A. A.
Dørk, et Dæk nede i Skibet, der kun gaar
over en mindre Del af Skibets Længde, f. Eks.
et Kahytsgulv ell. Gulvet i Maskinrummet. I de
gl. Krigsskibe anvendtes denne Betegnelse om
det agterste Rum i Lasten, hvor lettere
Artillerisager, som Forladninger o. l. opbevaredes.
H. P. C.
Dørlukker (Dørdriver), Apparat, som
automatisk lukker en Dør, naar den slippes
af den, der har aabnet den. D.’s Virkning beror
paa, at der, ved at Døren aabnes, f. Eks. spændes
en Fjeder, tilvejebringes Trykluft ell. Vakuum
ell. løftes en Vægt - et Vægtlod i en Snor ell.
Døren i sine Hængsler - og saaledes
tilvejebringes en Kraft, som, naar Døren frigives, vil
føre den tilbage til Lukkestillingen. Medens de
ældre, simple D. lukkede Døren med Stød og
Støj, arbejder de nyere, mere sammensatte ved
Tryk, udførende første Del af Lukningen hurtig,
sidste Del langsomt og virkende helt lydløst.
F. W.
Dørnberger, Carl Johannes Andres
Adam, norsk Maler, f. i Tønsberg 23. Septbr
1864. D. fik den første Tegneundervisning i
Tønsberg af David Andersen, tidligere Lærer
ved den kgl. Tegneskole i Kria, samt af
Bennetter, og opholdt sig 1882-88 i Paris, hvor han
studerede under Bouguereau, senere i Cormon’s
Atelier (1890-91) og Jullien’s Akademi og
udstillede paa Paris-Salonen 1887 (Have med
Figurer). Han bosatte sig 1888 paa
Valløtangen ved Kristianiafjorden, men tog fra 1896
fast Bopæl i Son. Som D. har behandlet de
forskelligste Emner, er ogsaa hans Udførelse
meget vekslende i Art som Værd. Han har
malet Kristus-Billeder, Musketerbilleder,
Portrætter, symbolistiske Billeder og Landskaber;
dertil tegnet og illustreret. Højest staar hans
Snebilleder fra Son. D. er først og fremmest
Naturalist med djærv, bred Pensel og straalende
Humør. Fra Tid til anden bryder han op fra
sit Eneboerliv i Son og drager med sin
Malerkasse til Fods som en farende Svend omkr. fra
By til By i Udlandet. Han er repræsenteret i
Neue Pinakotek i München (»Frühlingsnahen«,
Snebillede). Særudstillinger i Kria 1900, 1904,
1907; Udstilling i Kbhvn 1906.
E. L-w.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
