- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer /
658

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Døvstumhed, den abnorme Tilstand, der er Følgen af en medfødt ell. i Barnealderen erhvervet Mangel ved Høreorganet - Døvstummeanstalter.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

forsk. Medens saaledes Bjerglandene
gennemgaaende møder med et meget højt Procentantal
Døvstumme, f. Eks. Schweiz med et Antal af
245 paa hver 100000 Indb., har Holland kun 34,
hele Europa gnstl. c. 80; af de nordiske Lande
staar Sverige øverst med c. 100, Norge har c.
90 og Danmark c. 70. Overalt viser det sig, at
Antallet af mandlige Døvstumme er langt større
end Antallet af kvindelige; Gennemsnitsforholdet
i Europa og i de nordamer. Fristater er 100:80.
- Aarsagerne til D. kan være fjernere (særlig
for den medfødte D.’s Vedk.) og nærmere
liggende (erhvervet D.). Til de første maa
navnlig henregnes ugunstige sociale og hygiejniske
Forhold, Arvelighed og Blodslægtskab; til de
nærmere hører væsentlig visse epidemiske
Sygdomme, særlig epidemisk
Hjernerygmarvsbetændelse, Skarlagensfeber og Mæslinger. Er der
hos et Barn konstateret Døvstumhed, kan man
kun i meget sjældne Undtagelsestilfælde vente
at hæve denne ved Behandling af den til Grund
liggende Abnormitet af Høreorganet. Saa meget
større Grund er der til at skænke Spørgsmaalet
om Døvstumhedens Forebyggelse en særlig
Opmærksomhed, og her vil navnlig en Forbedring
af de sociale og hygiejniske Forhold komme til
at spille en fremtrædende Rolle. Efter det
danske antropologiske Instituts nyeste
Undersøgelser synes allerede en Aftagen i den erhvervede
D. at kunne konstateres. (Litt.: Holger
Mygind
, »D., særlig i Danmark« [Kbhvn 1893]
og alle de her nævnte Kilder).
F. B.

Døvstummeanstalter. Uagtet der sikkert
har eksisteret Døvstumme, saa længe der har
været Mennesker til, er Efterretningerne om
disse før 2. Halvdel af 18. Aarh. meget
sparsomme. Af Oldtidens Forfattere er det kun
Herodot, Plinius den Ældre og Gellius, der uden
at gaa ind paa Døvstumhedens Natur nævner
bestemte Eksempler paa denne Abnormitet,
medens Aristoteles vel beskæftiger sig med
Døvstumhedens Problem, men ikke naar videre end
til at erklære den Døvstumme for et ufornuftigt,
for Undervisning uimodtageligt, Væsen.
Aristoteles’ Anskuelse gaar gennem Middelalderen helt
ind i den nyere Tid. Kirkefaderen Augustinus
(død 430) hævder saaledes, at da Troen opstaar
ved, at man hører, kan den Døvfødte umulig
komme til Troen. I Alm. betragtede man de
Døvstumme som Væsener, der var mærkede af
Gud, og afholdt sig fra Forsøg paa at uddanne
dem. Et enkelt Tilfælde af modsat Opfattelse
kendes dog. Englænderen Beda beretter i De
loquela per gestum digitorum libellus

(Regensburg 1532), at den c. 700 levende Biskop John
af Hagustald tog en Stum i sit Hus, underviste
ham og havde den Glæde, at den Stumme lærte
at aflæse enkelte Ord og Sætninger fra sin
Lærers Læber samt at tale mundtlig. Men der
forløber 7-800 Aar, før vi atter møder et lgn.
Eksempel. Den hollandske Humanist Rudolf
Agricola (d. 1485) beretter, at han selv har set
»et døvt og følgelig ogsaa stumt Menneske, der
kunde forstaa alt, hvad man skrev til ham, og
ogsaa selv kunde gengive sine Tanker skriftlig«.
Denne rigtige Opfattelse af Døvstumheden som
et Forhold, hvor Døvheden er det primære,
Stumheden det af Døvheden følgende, træffer
vi noget senere hos den ital. Lærde, Cardanus
(d. 1576), der slutter en Afh., De surditate, med
at fremhæve, at de Døvstumme bør undervises.
Samtidig med den rigtige Forstaaelse af
Døvstumhedens Natur vaagner altsaa Følelsen af,
at der bør gøres noget for disse Naturens
Stifbørn, og just paa denne Tid optræder da ogsaa
den Mand, den sp. Benediktinermunk Pedro
de Ponce
(d. 1584), der i Historien har faaet
Navn af den første Døvstummelærer.
Han skal have undervist fire døvstumme,
adelige Børn og ifølge en Beretning af Filip II’s
Livlæge Valesius lært dem »at tale uden anden
Kunst end ved først at lære dem at skrive ved
med Fingeren at vise paa selve de Ting, som
betegnedes ved Skrifttegnene, og ved dernæst
at faa dem til at gøre de Bevægelser med
Tungen, der svarede til Skrifttegnene«. Pedro de
Ponce’s Fremgangsmaade har uden Tvivl været
benyttet af hans Landsmand Bonet, der 1620
i Madrid udgav det ældste Skr. om
Døvstummeundervisningen, vi kender. Omtr. samtidig
nævnes endnu en Spanier, Carrion, men med ham
forsvinder foreløbig ethvert Spor af
Døvstummeundervisning i Spanien. Det er England, der
ved Midten af 17. Aarh. gennem John Bulwer,
Will. Holder og John Wallis genføder de
Tanker, der var udsprungne i Spanien, men
ikke førte videre. Endelig maa fra samme Aarh.
nævnes det 1692 i Amsterdam udkomne Værk
Surdus loquens af den i Schweiz fødte Læge
Amman. Paa Bonet’s, Wallis’ og Amman’s
Arbejder byggede 18. Aarh.’s Døvstummelærere
(Franskmændene Pereira og Deschamps,
Tyskerne Kerger, Raphel, Lasius og Arnoldi)
videre, foreløbig dog kun som spredte
Forkæmpere for en Sag, der til Dels ved Forkæmpernes
egen Skyld mere havde det vidunderliges
Interesse end var Genstand for virkelig human
Forstaaelse fra Almenhedens Side. Hertil krævedes,
at der oprettedes Anstalter, hvor døvstumme
Børn kunde samles til Fællesopdragelse for
gennem en systematisk afpasset Undervisning at
føres frem til forstandig og selvstændig
Tænkning. Den første Skole for
Døvstumme
aabnedes c. 1770 i Paris af Abbed de l’Épée;
det var en Privatskole, der i de første Aar
bestod næsten udelukkende ved sin uegennyttige
Stifters pekuniære Ofre; 1785 fik den Tilskud
af Ludvig XVI, 1791 blev den omdannet til
Nationalinstitut. Omtr. samtidig med de l’Épée
var Samuel Heinicke i Eppendorf ved
Hamburg begyndt at undervise Døvstumme;
hans lille Skole forlagdes 1778 paa Foranledning
af Kurfyrst Friedrich August af Sachsen til
Leipzig; fra Skolen her var ved Stifterens Død
1791 udgaaet c. 100 oplærte Døvstumme. Fra
Paris forplantede Bevægelsen for
Døvstummesagen sig til Bordeaux, hvor der 1786 stiftedes
en D. under Abbed Sicard; i Paris hentede
endvidere Josef II Ideen til det første
østerrigske Døvstummeinstitut, i Wien (Stork, 1779).
Leipzig-Instituttets nærmeste Aflægger blev
Anstalten i Berlin (Eschke, 1788). Fra 19. Aarh.’s
Beg. har Døvstummeundervisningen
efterhaanden holdt sit Indtog i alle civiliserede Stater;
i enkelte Lande, f. Eks. Danmark, Norge,
Sverige, Preussen og Sachsen, er endog

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:03 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/6/0698.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free