Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Døvstummeanstalter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hamar. Staten udreder og har allerede i fl. Aar
udredet samtlige Undervisningsomkostninger
ved Døvstummes Oplærelse ɔ: Lærerlønninger,
Leje af Skolelokaler, Udgifter til Inventar og
Undervisningsmateriel. Derimod paahviler
Udgifterne ved uformuende Børns Ophold (Bolig
og Forplejning) ved Anstalterne vedk. Købstads-,
Ladesteds- ell. Amtskommune, dog saaledes at
Amtet kan paalægge vedk. Herreds Fattigkasse
at faa 1/3 refunderet. En Kirke for Døve
indviedes 1894 i Kria, og et Hjem for gamle og
forsømte Døve 1898 paa Nordstrand ved Kria.
1903 aabnedes Landbrugsskolen for Døve paa
Freberg ved Sandefjord. Hvert af de to
Distrikter har sin Understøttelsesforening, ligesom
de Døve selv har Foreninger rundt om i
Landet.
I Sverige havde omtr. samtidig med de
l’Épée og Heinicke Abraham
Argillander fra Finland undervist en døvstum Dreng
og i et til Videnskabernes Akademi rettet Skrift
(1762) berettet om sin Metode. Ved 19. Aarh.’s
Beg. omtales igen et Forsøg paa at undervise
Døvstumme, af Præsten G. A.
Silfwerstolpe, men om hans Metode vides intet. 1807
fremstod endelig den Mand, Protokolsekretær P. A.
Borg, der skulde blive Grundlægger af Sveriges
Døvstummevæsen. Om Grundlæggelsen af Borg’s
Anstalt for »Døvstumme og Blinde« og dens
videre Udvikling indtil Midten af 19. Aarh., se
Blindeundervisning. At denne
Statsanstalt paa Manilla langtfra var i Stand til at
optage alle Sveriges døvstumme Børn, siger sig
selv, og man var ved 19. Aarh.’s Midte
betænkt paa dels at udvide det gl. Institut, dels
at opføre en ny Statsanstalt ved Göteborg.
Forhandlingerne herom trak imidlertid i Langdrag,
og under den herskende Nødstilstand opstod
lidt efter lidt den ene lille. Privat- ell.
Amtsanstalt efter den anden (indtil 1889 var der i
alt opstaaet 17, hvoraf dog igen 2 var gaaede
ind). Man nøjedes saa med en Udvidelse af
Manilla-Instituttet (1864 stod det statelige
»Almänna institutet for döfstumma och [indtil
1879] blinda« færdigt) og valgte i Stedet for at
opføre et nyt Statsinstitut at støtte de allerede
opstaaede Anstalter med Statsbidrag. Der
fandtes imidlertid rundt om i Landet ikke blot en
Mængde voksne Døvstumme, der slet ingen
Undervisning havde faaet, men ogsaa adskillige
døvstumme Børn, der ikke kunde finde Plads
paa de bestaaende Anstalter. Dette gav
Anledning til tvende Rigsdagsbeslutninger (af 1875 og
1876), hvori Regeringens Opmærksomhed
henledtes paa Nødvendigheden af at tage sig af de
ældre (öfveråriga) uoplærte Døvstumme og at
skabe en Organisation, der kunde sikre, at alle
døvstumme Børn fik Undervisning. Det første af
disse Spørgsmaal løstes hurtig, idet der 1878-
80 oprettedes tre provisoriske Statsanstalter for
öfveråriga Døvstumme (i Wadstena, Skara og
Bollnäs), som i Beg. af 20. Aarh. igen successivt
er ophævede som overflødige. Til Drøftelse af
det andet Spørgsmaal nedsattes en Kommission,
der 1878 afgav en Betænkning, som Regeringen
imidlertid p. Gr. a. Fagmændenes Uenighed
undlod at bringe for Rigsdagen. Bl. de Ting,
Betænkningen havde beskæftiget sig med, var
Metodespørgsmaalet. I de fleste ældre Institutter,
deriblandt Statsanstalten paa Manilla, havde
Tegnsproget hidtil spillet en fremtrædende
Rolle, kun i en enkelt Anstalt, den efter de af J.
Blomkvist forfægtede Principper grundlagte
Skole i Ørebro (1875), var alle Tegn fra Beg.
udelukkede fra Undervisningen. Bevægelsen var
imidlertid lidt efter lidt, navnlig siden Dr. phil.
O. Kyhlberg’s Overtagelse af
Manilla-Instituttet (1876), gaaet i Retning af en Udrensning
af Tegnene; der dannedes rene Taleskoler og
rene Skrift-Haandalfabetskoler (med mindre
Tegnafdelinger), og fra alle Sider arbejdedes
der paa en Tredeling af Eleverne efter deres
Begavelse og Anlæg for denne ell. hin Metode.
Hertil tog Regeringen skyldigt Hensyn i sit
endelig 1889 fremsatte Organisationsforslag, der
31. Maj s. A. blev til Lov. Iflg. denne Lov er
Skoletvang for døvstumme Børn indført i
Sverige. Hele Landet er inddelt i 7 Distrikter,
der hvert for sig har at sørge for, at
Skoletvangen overholdes, samt at træffe de fornødne
Foranstaltninger m. H. t. Anstaltsbygninger og
Lærerpersonale. Statens Aarsbidrag er 250 Kr for
hvert Barn, der i Skolen ell. paa dennes
Bekostning modtager Ophold og Forplejning, samt
125 Kr for hvert kun skolesøgende Barn. Staten
sørger gennem et Døvstummelærerseminarium
(knyttet til Manilla-Instituttet) for Lærernes
Uddannelse samt fører Overopsyn med hele
Døvstummevæsenet; derimod kan hvert Distrikt
inden for en vis Grænse ordne sig, som det vil,
m. H. t. Antal af Anstalter samt paa
Metodespørgsmaalets Omraade. F. T. har hvert
Distrikt en enkelt større Anstalt, delt i
Afdelinger, henh. for Undervisning efter Talemetoden
og for Undervisning efter Skrift-Haandalfabet-
samt Tegnmetoden (den sidste anvendes kun
for en meget ringe Del); et Distrikt har
udelukkende Taleundervisning. Helt uden for
Organisationen, men støttet af Staten staar den af
J. Berglind grundede Privatskole »Tysta
skolan« paa Lidingö ved Sthlm, der bruges som
Fortsættelsesskole for unge Piger. I hvert
Distrikt er ansat en særlig Døvstummepræst, og
paa Råbylund ved Lund er oprettet en
Landbrugsskole for Døvstumme. I Vänersborg findes
en Anstalt for blinde døvstumme og blinde
aandssvage Børn, med Arbejdshjem og Asyler
for Voksne. Den tidligere Statsanstalt paa
Manilla er siden Aug. 1894 overgaaet til første
Undervisningsdistrikt.
M. H. t. Anstaltsformen skelnes
mellem Internat og Eksternat. I
Internaterne modtager Eleverne ikke alene Undervisning,
men ogsaa Ophold og Forplejning.
Eksternaterne derimod er rene Skoler, og Bolig og Kost
maa derfor skaffes Eleverne i Plejehjem uden
for Anstalten. Internatsformen er den opr. og
vistnok endnu den almindeligste, men ogsaa
Eksternatet har mange Tilhængere. Ved den
nyeste Tids Taleinstitutter har man ikke sjælden
indført Inter-Eksternatsystemet,
saaledes at de mindre Elever interneres paa
Anstalten, de større eksterneres i Plejehjem;
herved tilstræber man at forene Fordelene ved
begge Systemer: de mindre Børn faar den
omhyggelige baade legemlige og navnlig aandelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
