Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eboli, sp. Grandeslægt, hvis Stamfader og mest bekendte Mand er Ruy Gomez de Silva - Ebon (Boston), en lille Øgruppe i det store Ocean, hørende til Ralik-Kæden i Marshall's Archipelag - Ebonit, se Kautsjuk. - Eboracum (Eburacum), angelsachsisk Eoforwic, var i Oldtiden en vigtig By i Briganternes Land i Britannien - Ebrard , Johannes Heinrich August, reformert, tysk Teolog af hugenottisk Familie, (1818-1888) - Ebro, Oldtidens Iberus, Flod i det nordøstlige Spanien, kommer fra de kantabriske Bjerge i Prov. Santander - Ebræer, se Hebræer. - Ebstein, Wilhelm, tysk Læge, (1836-1912) - Ebullioskop, se Alkoholometri. - ebur (lat.), Elfenben; e. ustum, brændt Elfenben, benyttes til Dels som Betegnelse for Bensort (se Benkul). - Ebura, se Eboli. - Eburacum, se Eboracum. - Eburnation kaldes i Lægevidenskaben en Forandring af Benvævet, hvorved det bliver haardere og fastere end sædvanlig - Eburodunum, keltisk Bynavn, - 1) Embrun i fr. Dept Hautes Alpes; - 2) Yverdon, tysk Ifferten, i Kanton Vaud ved Neuchâtel-Søen; - 3) tysk Brünn, tschk. Brno, Hovedstad for den gl. kelt. Stamme Kotenerne i Mähren. - Eburoner, belgisk Folkestamme, tilhørende et før-tysk Folk, hvis Navn »Germaner« gik over paa Tyskerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
benægtes af Ranke og en sp. Forf. Gaspar Muro,
der har skrevet Vida de la princessa de E.
(Madrid 1877).
M. M.
Ebon (Boston), en lille Øgruppe i det
store Ocean, hørende til Ralik-Kæden i
Marshall’s Archipelag. Den bestaar af et stort
Ringrev, hvorpaa der ligger en Snes Smaaøer,
bevoksede med Kokospalmer og Brødfrugttræer,
5 km2 med c. 800 Indb.
Ebonit, se Kautsjuk.
Eboracum (Eburacum), angelsachsisk
Eoforwic, var i Oldtiden en vigtig By i
Briganternes Land i Britannien. Den var Garnisonsby
for den 6. Legion, i Reglen Statholderens
Hovedkvarter og senere kejserlig Residensstad. Det
er det nuværende York, hvor Udgravninger har
bragt mange romerske Oldtidslevninger for
Dagen.
H. H. R.
Ebrard [’e.brart], Johannes Heinrich
August, reformert, tysk Teolog af
hugenottisk Familie, f. 18. Jan. 1818 i Erlangen, d. 23.
Juli 1888 smst. Han habiliterede sig 1842 som
Docent i Erlangen, blev 1844 Professor i Zürich,
1847 Prof. i reformert Teologi i Erlangen, 1853
Konsistorialraad i Speier; men da en liberal
Opposition her gjorde ham det broget, drog han
1861 tilbage til Erlangen som Prof. 1875 blev
han tillige Præst ved den fransk-reformerte
Menighed. E. var en livlig og frugtbar teologisk
Forfatter, ivrig for den reformerte Lære, hvis
skarpeste Spidser (saaledes Prædestinationen)
han dog søgte at afbryde, ligesom han heller
ikke stillede sig fjendtlig til Unionen; utrættelig
som Apologet og Polemiker. Mod Strauss og
Tübingerskolen kæmpede han ivrigt. Af hans
Værker skal nævnes: »Wissensch. Kritik der
evgl. Geschichte« [1842, 3. Opl. 1868], »Christl.
Dogmatik« [2 Bd 1851-52, 2. Opl. 1862-63],
»Das Dogma vom heil. Abendmahl und seine
Geschichte« [2 Bd 1845 ff.], »Apologetik« [2 Bd
1874 ff., 2. Opl. 1878-80], »Reformiertes
Kirchenbuch« [1847, 2. Opl. 1889]. Desuden har han
skrevet fl. Prædikensamlinger og under
pseudonyme Navne en Del Digte, Noveller og Romaner.
1851 paabegyndte han Udgivelsen af
»Reformierte Kirchenzeitung«. Under Titlen
»Lebensführungen. In jungen Jahren« har han 1888
udgivet første Del af en Selvbiografi.
(J. P. B.). A. Th. J.
Ebro [’æbrå], Oldtidens Iberus, Flod i det
nordøstlige Spanien, kommer fra de kantabriske
Bjerge i Prov. Santander, løber mod SØ. og
træder efter at have dannet nogle smaa
Vandfald ind i det øvre E.-Bassin, hvor den har et
roligt Løb. Ndf. Logroño gennembryder E. i
en snæver Dal den Højderyg, som skiller det
øvre Bassin fra det aragoniske Lavland.
Gennem dette slynger Floden sig under et roligt
Løb i store Bugtninger, ofte delt i flere Arme.
De vigtigste Bifloder er Aragon, Gallego og
Segre fra Pyrenæerne, Jalon og Guadalope fra de
iberiske Bjerge. Efter Sammenløbet med Segre
gennembryder E. med et rivende Løb de
kataloniske Kystbjerge, træder ved Tortosa ud i
Kystsletten som en Bred rolig Strøm og
udmunder endelig i Middelhavet under Dannelse
af et lille Delta. E. er kun lidet sejlbar dels p.
Gr. a. rivende Løb, hvor den gennembryder
Bjergene, dels p. Gr. a. dens Aflejring af
Sandbanker, hvor den flyder roligt, særlig i
Aragonien og i Deltaet. Smaa Skibe kan naa op til
Logroño, mellemstore Skibe kan ved Højvande
naa op til Tortosa. Betydelig større Værdi har
E. og dens Bifloder ved at give Vand til
Overrislingsanlæg paa den tørre aragoniske Steppe.
De vigtigste Anlæg er Canal de Tauste paa Bred
og Canal imperial paa højre Side. Disse
Kanaler benyttes ogsaa til Sejlads. Betydelige
Vandingsanlæg findes endvidere paa den af
Segre gennemstrømmede Slette, Llanos del
Urgel.
M. V.
Ebræer, se Hebræer.
Ebstein [’æp∫ta^in], Wilhelm, tysk Læge,
f. 27. Novbr 1836 i Jauer i Schlesien, d. 22. Oktbr
1912 i Göttingen. E. studerede i Breslau og
Berlin, hvor han 1859 tog med. Embedseksamen.
Han ansattes derefter som assisterende Læge
og Prosektor ved Allehelgenes Hospital i
Breslau, hvor han var i Funktion 1861-70, medens
han samtidig arbejdede ved Univ.’s fysiol.
Institut, navnlig med Undersøgelser over
Organernes Histologi og Sekretion. Han blev Dr. med.
1869 og virkede derefter som Privatdocent i
intern Medicin. I Krigen 1870-71 deltog han
som Stabslæge, men gik tilbage til sin tidligere
Virksomhed, indtil han 1874 kaldtes til Stillingen
som Prof. ord. og Direktør for
Universitetspolikliniken i Göttingen. Fra 1878 ledede han ogsaa
den med. Klinik, indtil han trak sig tilbage
1906. E. var en af Tysklands mest fremragende
Klinikere. Hans Arbejder vedrører mest
Stofskiftesygdomme (Gigt, Fedtsyge, Sukkersyge).
Ogsaa som Medicinalhistoriker har E. stor Bet.,
idet han har skildret de enkelte Sygdommes
Historie, enkelte Tidsafsnits medicinske Historie
(Sygdommene under Napoleon’s russ. Felttog)
og endelig berømte Mænds Sygdomshistorier (M.
Luther, Berzelius, A. Schopenhauer). Sammen
med I. P. Moebius staar han som Skaber af
den moderne »Patografi«. Af E.’s store
litterære Virksomhed skal kun anføres Afsnittet
»Nierenkrankheiten« i Ziemssen’s »Handbuch
der spec. Pathologie«. Fuldstændig Bibliografi
over E.’s Arbejder se Janus 1909 og Oktbr
1912, Side IV.
J. S. J.
Ebullioskop, se Alkoholometri.
ebur (lat.), Elfenben; e. ustum, brændt
Elfenben, benyttes til Dels som Betegnelse for
Bensort (se Benkul).
Ebura, se Eboli.
Eburacum, se Eboracum.
Eburnation kaldes i Lægevidenskaben en
Forandring af Benvævet, hvorved det bliver
haardere og fastere end sædvanlig, saa det kommer
til at ligne Elfenben (ebur). E. optræder som
Regel i Nærheden af langvarige Betændelser i
Benvævet.
E. A. T.
Eburodunum, keltisk Bynavn, sammensat
med dun = »Tun« i bornholmsk Sal-tuna, sv.
Sig-tuna, eng. Washing-ton. 1) Embrun i fr.
Dept Hautes Alpes; 2) Yverdon, tysk Ifferten, i
Kanton Vaud ved Neuchâtel-Søen; 3) tysk
Brünn, tschk. Brno, Hovedstad for den gl. kelt.
Stamme Kotenerne i Mähren.
G. S-e.
Eburoner, belgisk Folkestamme,
tilhørende et før-tysk Folk, hvis Navn »Germaner«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
