- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer /
699

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1) Navnets Bet.: »Læren om Digtekunsten«, Poetik - 2) Navnet E. anvendtes ved en lærd Misforstaaelse om Codex regius

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

har færre Vanskeligheder at overvinde. De
enkelte Versemaal er ordnede efter et strengt
System, men den historiske Udvikling af dem
har Snorre ikke gennemskuet. Da dette Digt
danner Værkets Slutsten, er Snorre’s E. vistnok
allerede skrevet før 1222 og snarest før 1218
(Snorre var udenlands 1218-20); det passer
bedst til Snorre’s Liv (se Snorre). Naar
Snorre’s Fremstilling i E. er forsk. fra hans
Fremstilling navnlig i Ynglingasaga
(Heimskringla), kommer det simpelt hen deraf, at han
det ene Sted vilde skrive Mytologi, det andet
Sted Historie. - De Haandskrifter, som
Værket er bevaret i, er hovedsagelig codex regius
ɔ: 2367,4° i gl. kgl. Samling (det kgl. Bibliotek);
nærbeslægtet hermed er codex Wormianus,
Arn-Magn. 242 fol.; Nr. 11 i den De la Gardie’ske
Samling i Upsala; dette Haandskrift er i en
nyere Tid blevet anset for at være det, der
kommer Snorre’s Værk nærmest, og det gør
det i visse Henseender, men, hvad selve
Ordlyden angaar, er det ubetinget det daarligste
af alle, eftersom dets Skriver forkorter og
forvansker indtil Uforstaaelighed; af andre
Haandskrifter skal særlig nævnes Arn-Magn. 748,4°.
Alle er de fra Tiden c. 1300-50. (Litt.: Af
Udgaver bør særlig nævnes den store
Arna-Magnæanske i 3 Bd, 1848-87, med
Versfortolkning og den saakaldte Skjaldefortegnelse med
Kommentar samt udførlig
Haandskriftbeskrivelse; ny Udg. ved F. Jónsson 1900; K.
Müllenhoff
, »Deut. Altertumskunde« V. Bd; E.
Mogk
, »Untersuchungen über die
Gylfaginning« I-II i Paul-Braune’s »Beiträge« VI-VII;
K. Gislason, »En Bemærkning om E. som
Navn paa et Skr.« i »Aarbog for nord. Oldkh.
og Hist.« 1884; F. Jónsson, »Edda Sn. St.«
[smst. 1898]; Samme, »Gylfaginning« [Overs.
paa Dansk 1902]).

2) Navnet E. anvendtes ved en lærd
Misforstaaelse, efter at den berømte Codex regius,
hvis Indhold bestod af mytisk-heroiske Olddigte,
ved Biskop Brynjolfr Sveinsson var blevet
fundet og gjort tilgængelig for Videnskabens
Dyrkere, ogsaa om denne Bog og dens Indhold, idet
man gik ud fra, at den var et Slags poetisk
Sidestykke til Snorre’s Værk, særlig dettes 1.
Del. Idet man overhovedet ikke havde Øje for
de enkelte Digtes indbyrdes Ulighed, søgte man
eet Forfatternavn til den hele Samling (ell. dog
een Samler deraf), og da der kun var faa Navne
om at gøre, var det forstaaeligt, at man greb
»Sæmund den Frode«’s Navn, som omstraaledes
af Folkesagnenes mystiske Glans; deraf kom det,
at Biskop Brynjolfr skrev paa Ryggen af den
Afskrift, han lod tage: E. Sæmundi multiscii.
Skønt Vildfarelsen m. H. t. Sæmund og
Forholdet til Snorre’s E. er uomtvistelig, benævner
man dog af rent praktiske Grunde de
paagældende Oldkvad »Eddadigte«, ell. taler om den
»ældre Edda« (derimod sjælden ell. aldrig mere om
»Sæmunds-E.«), til Adskillelse fra de saakaldte
Skjaldedigte (se Skjald), fra hvilke de, trods
det umiskendelige Slægtskab i mange
Henseender, er meget afvigende baade m. H. t.
Oprindelse og Form. - Til »Eddadigte« regnes for
det første alle de Digte, der findes i de egl.
Eddakvadshaandskrifter (»Gml. kgl. Saml.« 2365,
4°, Codex regius, og Arna-Magn. 748, 4°, kun
et Brudstykke paa 6 Blade; kun eet Digt findes
her, der ikke tillige findes i Cod. reg.: Baldrs
draumar
, se Balder’s Drømme). Dernæst
regner man hertil enkelte andre Digte af lgn.
Art, som Rigsþula. Hyndlujóð, Gróttusöngr,
Grógaldr og Fjölsvinnsmál, der findes dels i
Skindbøger fra 14. Aarh., dels i
Papirshaandskrifter. Alle disse Optegnelser er islandske.
Deraf maa man imidlertid ingenlunde slutte,
at disse Digte er forfattede paa Island. Der er
tværtimod overmaade meget, der taler for, at
de fleste af dem er norske. Forskellige mere
ell. mindre bestemte Hentydninger til norsk
Natur, Levemaade og Forhold findes rundt
omkring deri, medens der paa den anden Side
intet saadant findes, som kunde være specielt
islandsk. Ogsaa forsk. historiske Forhold i
Norge gør det sandsynligere, at de stammer
derfra, særlig dog Trosforholdene, som de
skildres i Kilderne. Af Sproget kan man saa godt
som intet slutte, da det i den Tid, der her er
Tale om, omtr. var ens i Norge og paa Island.
Et af Digtene (Atlamál) betegnes som
»grønlandsk« ɔ: digtet i den islandske Koloni paa
Grønland. Endelig er der et Par Stykker, som
vistnok er islandske, men de stammer fra den
lærde Tid paa Island i 12. Aarh. I øvrigt er
dette Spørgsmaal endnu meget omstridt, idet
nogle vil henføre alle Digtene til Island, andre
hverken til Island ell. Norge, men til de norske
Kolonier paa Vesterhavs-Øerne; men i begge
Tilfælde er den historiske Baggrund, som de da
maa hvile paa, næsten uforklarlig. Hvad
Digtenes Tilblivelsestid derimod angaar, er det
uomtvisteligt, at de fleste af dem stammer fra
den hedenske Tid, altsaa nærmest 10. Aarh.;
hvorvidt noget lader sig henføre til 9. Aarh.,
er særdeles tvivlsomt; nogle faa (deriblandt det
nævnte grønlandske Digt) bærer umiskendeligt
Præg af at være forfattede efter 1000, altsaa af
kristelige Forf. - E. er af meget forsk.
Indhold. Dels er de mytiske, dels heroiske
(Heltedigte), dels paa Grænsen midt imellem, og
endelig er der rent moralske Digte. I Spidsen for
de mytiske staar det imponerende Digt,
Völuspá om hele Verdens mytiske Historie. De
andre handler om enkelte Optrin af Gudelivet
og er særlig knyttede til de to Hovedguder, Odin
(Vafþruðnismál, Grimnismál, Baldrs draumar)
og Tor (Hymiskviða, Þrymskviða, Alvissmál), ell.
til begge paa een Gang (Hárbarðsljóð). I saa
godt som alle disse, der enten er dialogiske
(monologiske) ell. mere episke i Form, gælder
det for de to Guder at overvinde en Modstand
ell. trodse en Fare (i Baldrs draumar at
opvække en Vølve for at udfritte hende); Odin
bliver Sejrherre ved sin aandelige Overlegenhed,
Tor ved sin vældige Legemsstyrke (i Alvissmál,
s. d., dog ogsaa ved Kløgt); i Hárbarðsljóð
stilles de over for hinanden, og det er Odin, der
gaar af med Sejren. Nær knyttet til
Tors-Kvadene er Lokasenna, hvor Loke spotter alle
Guderne, men til sidst viger for Tor’s Hammer.
I Skirnismál fortælles der paa en yndefuld
Maade om Freyr’s Kærlighed til Jættedatteren
Gerðr, i Rigsþula om, hvorledes Heimdal bliver
Stamfaderen til de forsk. Stænder. Bl. de

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:51:08 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/6/0739.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free