Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Edsring, Ring, ved hvilken Ed aflægges - Edssag, se Edsdom. - Edsstævning, se Edsdom. - Edstema, se Edsdom. - Edsvorneretter, se Nævninger. - Edsørelovgivning er Betegnelsen for en vis Del af den sv. middelalderlige Lovgivning - Edukation (lat.), Opdragelse; Edukator, Opdrager. - Edukt kaldes undertiden et ved et kemisk Arbejde udvundet Stof - E-dur, den Dur-Tonart, der har E til Grundtone - Edvard (Eadward) den Ældre, angelsachsisk Konge 901-24 - Edvard I, eng. Konge 1272-1307, (1239-1307) - Edvard II, eng. Konge 1307-27, (1284-1327)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dog ikke den eneste, næppe heller alm. Skik.
Som den omtales, tilhører Skikken snarest
Oldtidens Slutning. Den er blevet sat i
Forbindelse med nogle svære Guldringe fra
Bronzealderens senere Del, altsaa fra et mindst et
Aartusinde ældre Tidsafsnit. (Afb., se
Sophus Müller, »Ordning af Danmarks
Oldsager, Bronzealder«, Nr. 401).
H. A. K.
Edssag, se Edsdom.
Edsstævning, se Edsdom.
Edstema, se Edsdom.
Edsvorneretter, se Nævninger.
Edsørelovgivning er Betegnelsen for en
vis Del af den sv. middelalderlige Lovgivning,
der kaldes saaledes, fordi den blev bekræftet af
Kongen og Stormændene med Ed (ethsöri af
ethsværi = Edsaflæggelse). Det var i 13. Aarh.,
at denne Form for Lovgivning kom i Brug, idet
Kongen og Stormændene paa Rigsmøder enedes
om Retsregler, som de paa nævnte Maade lovede
at overholde og søge gennemførte. Egl.
Lovskraft fik Bestemmelserne vist imidlertid først
ved at vedtages af Landstingene. Ogsaa i 14.
Aarh. udgik Love fra Kongens Møder med
Stormændene, men Formen med Edsaflæggelse gik
efterhaanden af Brug. E. gik særlig ud paa at
værne om Landefreden ved at fastsætte
forhøjede Straffe for Brud paa Husfred, Tingfred,
Kirkefred og Kvindefred, og disse Forbrydelser
kaldtes derfor for Edsøreforbrydelser, et
Begreb, der holdt sig i den sv. Lovgivning
gennem mange Aarh., omend med et noget
vekslende Indhold.
P. J. J.
Edukation (lat.), Opdragelse; Edukator,
Opdrager.
Edukt kaldes undertiden et ved et kemisk
Arbejde udvundet Stof, der som saadant
allerede har været til Stede i Raastoffet, i
Modsætning til Produkt, der først er blevet til
under Arbejdets Gang.
K. M.
E-dur, den Dur-Tonart, der har E til
Grundtone; den har fire ♯, for f, c, g og d.
Edvard (Eadward) den Ældre,
angelsachsisk Konge 901-24, ældste Søn af Alfred
den Store, maatte først kæmpe med sin Fætter
Ethelwold, der søgte Tilflugt hos de Danske i
Northumberland, og dernæst fremdeles med
Danskerne, indtil Sejren ved Tettenhall og
Wednesfield (911) skaffede Riget Ro. E. og hans
mandige Søster Ethelfled, der var Herskerinde i
Merkia, sikrede nu Landet ved Borge, samtidig
med at Henrik I ved Borganlæg værgede
Tyskland mod Madjarerne. Nu sikredes Øst-Angel for
Angelsachserne, og stadig fravristedes der de
Danske mere Land; men de overvundne
Fremmede havde dog Selvstyre, og i de saakaldte
»Femborge« var Danskerne helt uafhængige.
Skønt E., der efter Ethelfled’s Død (918) havde
hele England under sig, saaledes udvidede det
angelsachsiske Herredømme, var det dog først
hans Søn Ethelstan, som fik stækket de
indvandrede Nordboeres Vælde. (Litt.:
Steenstrup, »Normannerne«, III [Kbhvn 1882]).
H. O.
Edvard I, eng. Konge 1272-1307, Søn af
Henrik III, f. 17. Juni 1239, d. 7. Juli 1307.
Som ung tog han ivrig Del i Faderens Kampe
mod Aristokratiet, fangedes i Slaget ved Lewes
(1264) af Jarl Simon af Montford, men undslap
af Fængslet og besejrede sin Modstander ved
Evesham 1265. Jarlen faldt i Slaget; men E.,
der fra nu af var Regeringens egl. Leder, optog
hans Planer og søgte Støtte mod Baronernes
Overgreb hos Lavadelen og Borgerne. Fred og
Orden vendte atter tilbage, og E. kunde 1270
foretage et Korstog til det hellige Land; først
1274, to Aar efter Faderens Død, vendte han
tilbage til England. Baade i sin indre og ydre
Styrelse hører E. til Englands kraftigste og
bedste Regenter. Han opfattede sig som hele
Nationens, ikke som et enkelt Partis Konge,
Højadelen holdt han i Tømme, og han søgte at
forhindre Dannelsen af ny store Len, medens
han satte en Grænse for Gejstlighedens
Overmagt ved at forbyde den at modtage Jordegods
uden kgl. Tilladelse, ligesom han standsede
Betalingen af den aarlige Skat til Paven, som
Johan uden Land havde maattet gaa ind paa.
Magna Charta’s Bestemmelser blev overholdte,
og da hans talrige Krige tærede stærkt paa
Landet, gav han, om end modstræbende, sit
Samtykke til, at Skatter ikke kunde paalægges
uden Parlamentets Samtykke (1297). Ogsaa af
Retsvæsenet har han store Fortjenester og
kaldes ikke uden Føje »Englands Justinian«.
Udadtil var hans Regering, særlig i hans senere Aar,
optaget af idelige Krige med Naboerne. Fyrsten
i Wales, Llewelyn, nægtede at aflægge Lensed
og fejdede paa England, men E. overvandt ham
og erobrede hans Besiddelser 1282-84. Af
større Bet. var dog hans Indblanding i Skotlands
Forhold. Her var den gl. Kongeslægt uddød,
og John Balliol og Robert Bruce gjorde begge
Fordring paa Tronen; Sagen bragtes for E., og
mod at blive anerkendt som Skotlands
Lensherre optraadte han som Voldgiftsmand og
tilkendte John Balliol Kronen 1292. Men da han
vilde gøre sine Rettigheder gældende, sluttede
Balliol Forbund med Frankrig og opsagde ham
Huldskab og Troskab. E. fordrev ham dog efter
Slaget ved Dunbar (1296) og erklærede sig selv
for Skotlands Konge. Skotterne, der plagedes
af de eng. Statholdere, og hvis Stolthed var
krænket, rejste sig imidlertid under Helten
William Wallace og slog Englænderne ved Stirling
1298, medens E. krigede i Frankrig. Vel
lykkedes det ham at overvinde Wallace ved Falkirk
1298 og efter lange Kampe paa ny at erobre
Landet, der nu ligesom Wales blev fuldstændig
indlemmet i England, men det eng.
Herredømme blev af stakket Varighed. Robert Bruce,
Prætendentens Sønnesøn, lod sig 1306 krone til
Skotlands Konge, og under Kampene mod ham
døde E. (Litt.: Jenks, E. Plantagenet [New
York og London 1902]).
M. M.
Edvard II, eng. Konge 1307-27, ovenn.’s
Søn, f. 25. Apr. 1284, d. 21. Septbr 1327, den
første »Prins af Wales«. Han var ikke ubegavet,
men i Modsætning til sin energiske Fader en
lad og magelig Natur, der var hjertelig ked af
Regeringens Byrder og ganske gav sig sine
Yndlinge i Vold. Den mest kendte af disse var
Gascogneren Pierre Gaveston, hvem E.
indsatte til Regent, da han selv drog til Frankrig
for at ægte Filip den Smukke’s Datter Isabella.
Baronerne hadede ham, og under Ledelse af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
