Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ehrle, Franz, Præfekt for det vatikanske Bibliotek og Kirkehistoriker, (1845- ) - Ehrlich, Heinrich, østerr. Klaverspiller og Musikforfatter (1822-99) - Ehrlich, Paul, tysk Immunitetsforsker, (1854-1915)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i 7 Bd (1885-1900), hvori han har offentliggjort
grundlæggende Afh. E. er Æresdoktor ved
Universiteterne i Oxford, Cambridge, Münster og
Louvain.
L. M.
Ehrlich [’e.rliK], Heinrich, østerr.
Klaverspiller og Musikforfatter (1822-99), var i flere
Aar Hofpianist i Hannover, senere Klaverlærer
i Berlin, hvor han ogsaa gjorde sig kendt som
Beethoven-Spiller, men helligede sig under sit
Ophold i denne By mere og mere til Kritiker-
og Forfattervirksomheden. Han var i mange
Aar »Berliner Tageblatt’«s Musikanmelder, har
navnlig skrevet »Schlaglichter und
Schlagschatten«, »Musikstudien beim Klavierspiel«, »Wie übt
man Klavier«. »Aus allen Tonarten« og en
oversigtsmæssig hist. »Musik-Ästhetik«.
W. B.
Ehrlich [’e.rliK], Paul, tysk
Immunitetsforsker, f. i Strehlen (Schlesien) 14. Marts 1854,
d. 20. Aug. 1915. 1877 cand. og Dr. med.,
Aaret efter Overlæge ved den af Prof. Frerichs
ledede »1’ medizinische Klinik« i Berlin, 1887 Docent
ved Univ. i Berlin, 1897 ekstraordinær Prof. smst.,
samtidig Forstander for det nyoprettede »Institut für
Serumprüfung und Serumforschung« i Steglitz ved
Berlin. 1899-1915 Leder af »Kgl. Institut für experiment.
Therapie« i Frankfurt a. M. E. var hædret med
talløse Æresbevisninger, bl. disse kan nævnes
»Die grosse goldene Medaille für Wissenschaft«
(1903), Udnævnelse til Geh. Obermedizinalrat
(1907), Nobelpris (1908), Wirklich. Geh. Rat med
Prædikat af Ekscellence (1911).
E.’s Arbejder har haft en overordentlig stor
Bet. for Udviklingen af saavel den teoretiske
Immunitetslære som dennes praktiske
Konsekvenser: Fremstilling og Benyttelse af
specifikke Sera mod patogene Mikrober og disses
giftige Stofskifteprodukter (Toksiner). Ogsaa
Grundlæggelsen af hele den moderne
Chemoterapi er for en meget stor Del Frugten af
E.’s Undersøgelser. Bl. de vigtigste af E.’s
Arbejder maa nævnes: Paavisningen af en hidtil
ukendt Art Betændelsesceller, de saakaldte
»Mastceller« (»Arch. f. mikrosk. Anat.« XIII,
1877). Fra de nærmest flg. Aar en Række
Arbejder over den særlige Farvelighed af
Kornene (Granula) i de hvide
Blodlegemers Protoplasma. E. deler her
for første Gang Cellerne i acido-, baso- og
neutrofile, alt efter som de af en Farveblanding
farves med Farvesaltes sure ell. basiske
Komponent ell. af en neutral Farveblanding (»Arch.
f. Anat. u. Phys., Phys.-Abt.« 1879 - »Zeitsehr. f.
klin. Med.« I, 1880). Denne Inddeling har holdt
sig indtil vor Tid.
Fra denne Periode maa endvidere nævnes
Paavisningen af Tuberkelbacillens
Syrefasthed (»Deutsch. med. Wochenschr.«
19. 1882), af Diazoreaktionen i Urin
(»Zeitschr. f. klin. Med.«, V, 1882) og af den
vitale Metylenblaatfarvning
(»Centralbl. f. d. med. Wissenschaft« XXIII, 1885, og
»Deutsch. med. Wochenschr.« Nr 4, 1886). Fra
1885 stammer det klassiske Arbejde: »Das
Sauerstoffbedürfnis des Organismus«, hvor E.
fastslaar den forskellige Styrke (Aviditet),
hvormed de forsk. Væv binder Ilt. I dette Arbejde
findes Kimen til den senere for
Immunitetsforskningen saa frugtbringende
Sidekædeteori. Fra 1890 og nærmest flg. Aar stammer
en talrig Række Arbejder over Immunitet
og Antitoksin, Problemer, der herved
rigtig fik Liv og senere har affødt en mægtig Litt.
Et af de vigtigste af disse første Arbejder
omfattede Undersøgelser over Plantetoksinerne
Ricin og Abrin (»Deutsch. med.
Wochenschrift«, Hæfte 32 og 44, 1891). Kort efter
koncentreredes hele Interessen om Antitoksinet og
den finere Mekanisme, hvorved dette
neutraliserede Toksin (»Fortschritte der Medizin« XV
1897).
E. mente her at kunne vise, at
Toksinmolekylet er sammensat af to Hovedgrupper, hvoraf
den ene er Bæreren af den egl. Giftvirkning
(den toksofore Gruppe), medens den anden
(den haptofore Gruppe) foraarsager
Bindingen henh. til de giftfølsomme Celler,
hvorved Forgiftning indtræder, ell. til frit i Blodet
værende Antitoksin, hvorved Toksinets
Giftighed neutraliseres. Dette fører ind i E.’s saa
berømte »Sidekædeteori«, hvis Hovedtanke er den,
at enhver af den dyriske Organismes Celler
foruden sit nutritive Centrum (Kernen) er i
Besiddelse af bindende Grupper,
Receptorer ell. Sidekæder (Udtrykket er laant
fra den organiske Kemi, specielt
Benzolmolekylets Struktur), der under normale Forhold
staar i Assimilationens Tjeneste, idet
Næringsstofferne gennem disse forankres og derved
indgaar i Cellens Stofskifte. Under særlige
Forhold kan disse Sidekæder imidlertid blive
skæbnesvangre for Cellens Liv ved at binde
giftige Substanser til sig, hvorved i værste
Tilfælde Cellen helt kan dræbes ell. i bedste kun
partielt beskadiges ved Receptorernes
Tilgrundegaaen. Disse regenereres da paa ny, og,
flg. en alm. biol Lov, i Overskud, saaledes at
en Del afstødes fra Cellen og nu findes frit i
Blod og Vævsvædske, hvor de ved at forbinde
sig med muligt tilstedeværende Toksin fungerer
som Antitoksin. Antitoksisk Serum, som bruges
i Behandlingen af Difteri ell. Stivkrampe, er
altsaa Serum, der indeholder fri Sidekæder,
som netop passer til det af Difteribacillen resp.
Stivkrampebacillen producerede Toksin »som
Nøglen til en Laas« (»Klin. Jahrb.« VI, 1897).
Foruden disse rent teoretiske Studier har E.
udført talrige Arbejder vedrørende
Maalingen af »Heilsera«’s Værdi. De her anvendte
Metoder er i Hovedsagen de, som den Dag i
Dag overalt er i Brug. 1901 paabegyndtes
 |
P. Ehrlich. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
