Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Einar Helgasonr, Skálaglamm, en af de dygtigste isl. Skjalde fra 10. Aarh. - Einar Kongsmaag, ogsaa kaldet Einar Præst, norsk Høvding i 12. og 13. Aarh. ( -1205) - Einarr Skúlason, isl. Præst og Skjald, (c.1090-e.1160) - Einarsen, Einar, norsk Socialøkonom, (1868-1913) - Einarsfjord, se Grønland (Historie). - Einarsson, Baldvin, isl. Forf., (1801-1833)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jomsvikingeslaget i Hjörungavog 986; bl. disse kan
nævnes Hakon’s Forsvar af Danevirke 974 mod
Kejser Otto II. Digtet er et af de mest udmærkede
Fyrstekvad, der haves. I formel Henseende er
Digtet særdeles dygtigt, Omskrivningernes
Billeder heldige og ofte storslaaede. E. druknede
paa en Hjemrejse i Brede-Fjorden noget efter
Aar 990. (Litt.: F. Jónsson, »Oldn. og
oldisl. Litt. Hist«, I).
F. J.
Einar Kongsmaag [’æjnar-], ogsaa kaldet
Einar Præst, norsk Høvding i 12. og 13.
Aarh., var gift med Kong Sverre Sigurdssøn’s
Datter Cecilia og overtog 1201 sammen med
Dagfin Bonde Befalingen over den Besætning,
som af Sverre efterlodes i Bergen, da han selv
tiltraadte Toget mod Baglerne i Viken. I den
flg. Tid nævnes han oftere som en af de
tapreste og mest betroede Birkebeinerhøvdinger; bl.
a. førte han sammen med Peter Steyper
Tilsyn med den unge Kong Gutorm Sigurdssøn’s
Opdragelse. Da Baglernes Parti paa ny rejste
sig og foretog et Tog til Stavanger, indehavde
han Sysselen paa Rogaland og befandt sig just
i Byen, da Baglerne kom. Da han nu blev nødt
til at søge sin Tilflugt i Domkirken, brød
Baglerne Kirken op, slæbte ham udenfor og dræbte
ham (1205).
(O. A. Ø.). Edv. B.
Einarr Skúlason [’æjnar-’sku.lasån], isl.
Præst og Skjald, f. c. 1090, træffes allerede i
Norge under Kong Sigurd Jorsalfar 1114,
derefter knyttet til de forsk. Konger omtr. til 1160;
omkr. 1143 regnes han til islandske Præster
paa Sydvestlandet. Ellers vides kun lidt i
Sammenhæng om hans Liv. Særlig er han
knyttet til Kong Eystein Haraldsson, der gjorde ham
til sin Staller. Hvor længe E. har levet efter
1160, vides ikke. E., der nedstammede fra Egill
Skallagrimsson, var en særdeles begavet Mand,
et livligt og hurtigt Hoved, en elskværdig og
vindende Karakter. Han var en af de mest
produktive Skjalde, der kendes; ikke færre end
16 Digte om forsk. Fyrster (danske, norske,
svenske) nævnes, men af de fleste er der kun
bevaret nogle faa Brudstykker ell. intet. Af alle
hans Digte er Geisli, »Straalen«, det
navnkundigste; det er forfattet 1153 og handler om Kong
Olaf den Hellige (deraf Navnet, idet Olaf kaldes
en Straale, der udgaar fra Naadens Sol), hans
Martyrdød og Jærtegn; Digtet blev fremsagt i
Christ-Kirken i Nidaros. Digtet var i Oldtiden
højt anset og blev et Forbillede for alle
Helgenkvad i lange Tider; det kan heller ikke nægtes,
at det er baaret af en religiøs Følelse, men
det egner sig dog ikke til at gøre noget
synderligt Indtryk paa Nutidsmennesker. Digtet
bestaar af 71 Vers og findes i to
Hovedhaandskrifter, hvoraf det ene er Flatø-Bogen. E. havde
overmaade let ved at digte, hvorom fl.
morsomme Anekdoter vidner; han var jovial og
til Trods for sin gejstlige Stand en Mand, der
var oplagt til al Slags Spøg. Han var en
fuldkommen Mester med Hensyn til Herredømme
over den poetiske Form og Sprog; hans Digte
er nogle af de mest formfuldendte, man
kender. Derimod er E. næppe nogen særlig
storstilet Digterindividualitet; hans Digte er ret
jævne og hæver sig sjældent til nogen Patos; i
det hele mærker man, at E. var en retsindig,
nobel og maadeholden Mand, hvem al
Lidenskab laa fjernt. Derimod kunde han blive
irriteret, naar han mærkede, at hans kære
Skjaldskabskunst ikke vurderedes efter Fortjeneste, og
han var misfornøjet over, at han ikke fik Løn
for sit Digt om Kong Sven Grade: »Den danske
Konge holder mere af Feler og Fløjter; det
duer ikke.«. (Litt.: »Snorra Edda«, III; F.
Jónsson, »Oldn. og oldisl. Litt. Hist.« II).
F. J.
Einarsen [’æj-], Einar, norsk
Socialøkonom, f. 3. Febr 1868 i Ekersund, d. 25. Novbr
1913 i Kria. Efter jur. Embedseksamen 1890
slog han ind paa socialøkonomiske Studier,
opholdt sig herfor et Par Aar i Wien, Lausanne,
Rom og London og tog 1896 Doktorgraden i
Kria med en Afh. om »Begrebet »Kapital« i
Økonomien« (Tillægshefte til »Statsøkon.
tidsskrift« for 1895). Fra 1896 blev han stærkt
benyttet som Sekretær ved departementale o. a.
Komiteer og fik derigennem betydelig
Indflydelse paa Udformningen af en Række vigtige
økonomiske Lovreformer, var for øvrigt fra 1897
Bureauchef i Finansdepartementet, 1899-1900
stipendieret Konsulatssekretær i Antwerpen, 1900
-04 Overretssagfører i Bergen, 1904-05 Docent
ved Kbhvn’s Univ., senere Sagfører, fra 1908
Højesteretsadvokat i Kria. Bl. hans Afh. er at
nævne: »Bør statskassen have en »disponibel«
kontantbeholdning?« (1903), »Norges økonomiske
udvikling i de sidste 10 aar« (»Nationaløkon.
tidsskr«, 1905) og »Fossespørgsmaalet«, I, II
(»Samtiden«, 1907 og 1908). Med sjælden Evne
til selvstændig Tænkning forenede han
usædvanlige og mangesidige Kundskaber; hans senere
Arbejder hører til de bedste i den norske
økonomiske Litt.
K. V. H.
Einarsfjord [’æj-], se Grønland (Historie).
Einarsson [’æj-], Baldvin, isl. Forf., f.
2. Aug. 1801, d. 9. Febr 1833. E. var Bondesøn
og deltog til sit 20. Aar i al Bondegerning,
medens han samtidig anvendte alle sine Fritimer
til Læsning. For en stor Del forberedte han sig
selv til at optages i Latinskolen, hvorfra han
blev Student 1825. Han studerede derefter Jura,
men hørte tillige Forelæsninger over forsk.
naturvidenskabelige Fag. Efter at være blevet
cand. jur. 1831 fik han offentlig Understøttelse
til at besøge Polyteknisk Læreanstalt, hvor han
vilde uddanne sig videre. E. kendte den isl.
Befolknings daværende Kaar og Tænkemaade
som kun faa, men ved at se andre, mere
fremskredne Forhold forøgedes hans Interesse for
Fædrelandets Vel, og hans store Virkelyst fik
ny Næring. 1829-32 udgav han sammen med
sin Landsmand Þorgeir Guðmundsson
et Tidsskr., »Ármann á alþingi, eða almennur
fundur Íslendinga« (ɔ: Armann paa Altinget ell.
Islændernes alm. Folkemøde), et »Aarsskr. for
Bønder og Bondebefolkningen i Island«. Det var
skrevet i dialogisk Form og Handlingen henlagt
til det gl. minderige Altingssted, Þingvellir.
Det var det gl. Alting fra Fristatstiden, da alle
Landets Borgere kunde give Møde paa Tinge,
som E. vilde kalde til Live igen. Han mente,
at Islændingerne endnu havde nok at forhandle
om, selv efter at Lovgivningsmagten og den
øverste Regeringsmyndighed var fratagne dem.
Endnu kunde man tale om alt, hvad der vedrørte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
