Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ejendomserhvervelsesmaader - Ejendomsforbehold), den Klausul, hvorefter Ejendomsretten skal gaa tilbage til Afhænderen, hvis Betingelsen misligholdes - Ejendomsforbrydelse. i hvilket Omfang Staten i sin Straffelovgivning bør beskytte Privates Ejendomsomraade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overhovedet en Ret kan stiftes. Kun de
vigtigste skal derfor nævnes her. I første Linie
kommer naturligvis Erhvervelse ved frivillig
Overdragelse fra Ejerens Side (se
Overdragelsesretshandel). Endvidere kan
Erhvervelse finde Sted ved Arv og Legat, ved
Ægteskab og ad Retshaandhævelsesvejen (ved
Udlæg, naar dette gøres i Penge ell. i fast
Ejendom, efter at Tvangsauktion forgæves er
forsøgt, samt ved Tvangsauktion). Endvidere
ved Bemægtigelse ell. ensidig Besiddelsestagelse
af en herreløs Ting (res nullius), se
Bemægtigelse. Endelig kan nævnes Erhvervelse ved
Frembringelse af en ny Ting (se
Specifikation), ved Tilvækst og Frugterhvervelse og
ad saakaldt ekstinktiv Vej ved Hævd (s. d.),
ved Præklusion (s. d.) samt for Penges Vedk.
ved, at man erhverver dem i god Tro ad
Omsætningsvejen (se nærmere om andre beslægtede
Tilfælde
Godtroenhedserhvervelser). I Systemerne inddeltes de forsk. E.
tidligere sædvanligst i de selvstændige
(originære) og de afledede (derivative). Nu sondres
der oftest mellem de primitive, hvorom der
tales, naar Tingen i Erhvervelsesøjeblikket ikke
var anden Ejendomsret undergivet (herunder
henføres Bemægtigelse, Frembringelse og
Frugterhvervelse), derivative (ved Overdragelse og
Retsforfølgning) og ekstinktive (Hævd m. v.).
K. B.
Ejendomsforbehold (páctum reservati
dominii), den Klausul ved en
Ejendomsoverdragelsesretshandel, hvorefter Ejendomsretten først
skal gaa endelig over til Erhververen, naar en
vis Betingelse - særlig betræffende
Købesummens Betaling - er opfyldt, ell.
Ejendomsretten skal gaa tilbage til Afhænderen, hvis
Betingelsen misligholdes. Et saadant Forbehold kan
være udtrykkelig udtalt, men kan ogsaa
stiltiende fremgaa af hele Retsforholdets Karakter.
Ved Overdragelse af Løsøre foreligger det efter
dansk Ret overalt, hvor Salg er sket pr
Kontant, ved Afhændelse af faste Ejendomme
saavel efter dansk som norsk Ret, hvor Skødets
Udstedelse er udsat, til visse Forpligtelser fra
Erhververens Side, navnlig gaaende ud paa
Erlæggelse af Købesummen, er berigtigede. Et
vedtaget E. maa respekteres ikke blot af
Erhververen og dennes Kreditorer, jfr dansk
Konkurslov 25. Marts 1872 § 16, men ogsaa af den,
til hvem Erhververen i Mellemtiden maatte have
overdraget Tingen.
K. B.
Ejendomsforbrydelse. Spørgsmaalet om,
i hvilket Omfang Staten i sin Straffelovgivning
bør beskytte Privates Ejendomsomraade - dette
taget i videste Forstand som omfattende baade
urørligt og rørligt Gods saavel som
Fordringsrettigheder (res corporales, res incorporales) -
er i Tidens Løb blevet besvaret meget forsk.
Medens ældre Tider i Ejendomskrænkelser var
mest tilbøjelig til udelukkende at se et privat
Retsbrud, for hvilket det overlodes den
Fornærmede alene at skaffe sig Fyldestgørelse, gaar
Udviklingen nu mere og mere i Retning af bag
saadanne Krænkelser at se en Almeninteresse,
der fordrer, at Staten selv maa sætte sig i
Bevægelse dels ved offentlig Paatale, dels ved
offentlig Straf. Denne Tendens er, om end ikke
uanfægtet af visse yderliggaaende
Samfundsteorier, der er tilbøjelige til overhovedet at
fornægte Berettigelsen af al privat
Ejendomsret, særlig i de senere Aar under Erhvervslivets
kolossale Udvikling blevet saa fremherskende,
at man næsten lettere kan fremhæve, hvilke
Ejendomskrænkelser der endnu kun er
Genstand for privat Retsforfølgning og Oprejsning,
end opregne dem, der er Genstand for offentlig
Forfølgning og Straf ɔ: udgør de egl. E.
Medens den blot negative Ikke-Opfyldelse af en
gyldig Fordring, det rent civile Brud paa en
indgaaet Kontrakt, den uforsætlige
Skadetilføjelse uden for Kontraktsforhold m. fl. ikke
konstituerer en E. og næppe i en nær Fremtid vil
komme til at udgøre en saadan, er det
omvendte Tilfældet med Krænkelse af Forfatter-
og Kunstnerrettigheder, Patent- og
Firmarettigheder, Retten til indregistrerede Varemærker,
Retten til visse Forretnings- og
Fabrikationshemmeligheder o. l., skønt der heri saa
øjensynlig i første Række foreligger en Krænkelse af en
ren privat Formueinteresse, at man for faa Aar
siden ikke tænkte sig Muligheden af, at slige
Krænkelser kunde betragtes som E. Paa den
anden Side ser man, hvorledes Handlinger, der i og
for sig krænker offentlige Interesser, men ved
hvilke denne Interesse tidligere betragtedes som
for ringe til at medføre det Offentliges Indgriben,
nu gribes af Lovgivningen og straffes som E.,
fordi de i den skarpe Konkurrence, som
Nutidens Erhvervsliv har skabt, er tilbøjelige til at
antage for store Dimensioner ell. vildlede det
store Publikum, f. Eks. illoyal Konkurrence,
Msk Reklamering, urigtig Varebetegnelse,
Overtrædelse af fastsatte Maksimalpriser,
Minimalvægtsbestemmelser o. l. E.’s Begreb har derved
tildels sprængt de Rammer, hvorunder de
tidligere kunde samles. Selv om disse ikke af den
Grund er blevne ganske ubrugelige, maa det
dog fremhæves, at de ikke længere er
tilstrækkelige og ej heller frembyder skarpe
Adskillelser, hverken mellem de forsk. Underafdelinger
indbyrdes ell. mellem egentlige E. og de endnu
private Ejendomskrænkelser.
Den traditionelle 3-Deling af E. sondrer
mellem saadanne, der umiddelbart krænker
Erhvervssamfundet enten uden tillige at krænke
nogen Enkeltmands Ret ell. dog saaledes, at
dette Moment træder i Baggrunden over for
den foreliggende Krænkelse af Almenvellet. Den
anden Klasse omfatter de Forbrydelser, til hvis
Væsen hører Krænkelse paa én Gang af en
bestemt enkelt Person og af Samfundet, der
middelbart, ved Krænkelsen af den Enkelte
rammes i en selvstændig Interesse. Den tredie
Klasse indbefatter endelig de Forbrydelser, der
udelukkende ell. dog væsentlig udtømmes i
Krænkelse af den Enkelte, medens
Samfundsinteressen kun indirekte, afledet gør sig
gældende.
Til den første Gruppe kan i videste Forstand
henføres strafbare Unddragelser fra
lovlig Erhvervsvirksomhed (Betleri, Vagabondering,
under visse Forhold den rent negative
Ikke-Benyttelse af sin Arbejdskraft til samfundsnyttigt
Arbejde - den saakaldte »civile Værnepligt«
indført i Tyskland under Verdenskrigen), endvidere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
