Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ejerlag, Ejerlav ell. Ejerskab, undertiden ogsaa Bylag, det retlig ordnede Landsbysamfund i Jordfællesskabets Dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grandestævne, Videstævne, undertiden ogsaa
Sognestævne, idet den i Kirkebyer
sammenblandedes med Sognemændenes Forsamling efter
endt Gudstjeneste. Den holdtes dels uden særlig
Tilsigelse til forud aftalte Tider (selvvarende
Stævne), undertiden kun nogle faa Gange om
Aaret, undertiden om Sommeren hver Søndag
Eftermiddag, dels efter forudgaaende Tilsigelse,
naar der fandtes særlig Anledning dertil. I alle
Tilfælde sammenkaldtes Bymændene ved Tuden
i Byhornet ell. Ringning med en Klokke.
Forsamlingsstedet var under aaben Himmel, i
Reglen paa den Plads midt i Byen, som i de
middelalderlige Love kaldes for Forte. Her fandtes
undertiden en Kreds af Sten, paa hvilken
Bymændene tog Plads under Mødet. Ledelsen at
dette tilkom Oldermanden, der var E.’s
øverste Embedsmand. Hvervet som Oldermand
(Oldermandslenet) var et pligtmæssigt Hverv,
der gik paa Omgang mellem Bymændene (»ret
om i Byen« ɔ: følgende Solens Bevægelsesretning
paa Himlen), saaledes at Omskiftning fandt Sted
een Gang om Aaret. Dog forekom det ogsaa, at
Stillingen besattes ved Valg. Undtagelsesvis
kunde der være fl. Oldermænd i een By, og
Benævnelsen var heller ikke altid den samme, idet
Oldermand særlig i Jylland vekslede med
Videfoged, Grandefoged og lign. Udtryk, af
hvilke nogle maaske egl. betegnede Sognefogden.
Under Grandestævnet henhørte Forandringer i
Landsbyens Vedtægt og alle Afgørelser uden for
denne vedrørende Forhold, der stod i
Forbindelse med Jordfællesskabet, f. Eks. om
Tidspunktet for de forsk. Markarbejders
Paabegyndelse, om den nærmere Ordning m. H. t.
Benyttelsen af Fællesgræsningen, om Aabning og
Lukning af Gærder o. l., endvidere Afgørelser
af Tvistigheder mellem Bymændene, baade
saadanne, som udsprang af Fællesskabet i Marken,
og andre Tvistigheder, Valg af Byens
Embedsmænd, hvor Hvervet ikke gik paa Omgang,
Ligning af Bidrag til Fællesudgifter og meget andet.
Dog var det langtfra altid Grandestævnet som
saadant, der traf alle disse Afgørelser. Ofte
overlodes de til et Udvalg paa 4, 6 ell. fl. Mænd,
enten alene ell. i Forbindelse med Oldermanden,
hvilken ogsaa kunde være udstyret med en
større ell. mindre selvstændig Myndighed.
Saadanne Udvalg udmeldtes ligeledes til at foretage
Syn, f. Eks. over Gærdernes Tilstand ell. over
Skade ved Ufred i Vangene. Hvor en Sag
forelagdes selve Grandestævnet, gjorde Flertallets
Stemme Udslaget.
De trufne Afgørelser haandhævedes ved
Bøder, for hvilke den gamle Betegnelse var Vide.
Betaltes Bøderne ikke, inddreves de ved
Udpantning af Bymændene selv, uden at det var
nødvendigt at erhverve Dom over den
Genstridige paa Tinge. Undertiden deltog alle
Bymændene i Udpantningen, men hyppigere paahvilede
det Oldermanden med et vist Antal Ledsagere
ell. særlig ansatte Pantemænd at iværksætte den.
Regnskabet over de enhver idømte Bøder førtes
i Reglen paa »Byens Kæp« (Taljen, Tal-, Tælle-
ell. Taljestokken, Karvestokken), hvor hver
Grande havde sit med hans Forbogstaver ell.
Bomærke betegnede Stykke, paa hvilket de
Bøder, der ikke betaltes kontant, afmærkedes
ved Indsnit. Med Mellemrum blev Stokken
»klaret«, hvorefter man begyndte paa et nyt
Regnskab. Til at føre Regnskabet og efter
Omstændighederne til at indkræve Bøderne fandtes der
ofte ved Siden af Oldermanden en særlig
Embedsmand, der optræder under mange Navne
(Skorsmand, Skyrebroder, Talfoged, Taljeskriver
o. fl.). Hvor der var ansat en Stolsbroder (se
ndf.), var Hvervet i Reglen overdraget denne.
Bøderne bestod i Penge ell., navnlig i ældre Tid,
i Øl ell. Byg til at brygge Øl af. I begge
Tilfælde blev de i Reglen drukket op i Fællesskab,
en Skik, som Lovgivningen nok bekæmpede,
men uden synderligt Resultat.
Hvad der knyttede E. sammen, var i
første Linie Jordfællesskabet og de
mangfoldige deraf udspringende Fællesinteresser,
men i adskillige Byer kom hertil endnu
noget andet. Det var nemlig meget
almindeligt, at E. dannede et Gilde, i hvilket
Tilfælde det ofte ligefrem kaldtes for Gildelaget
ell. Laget (Lavet) og Medlemmerne for Gilde-
ell. Lavsbrødre, og dette Gilde affødte altid en
Række særlige Retsforhold, der var uden
Forbindelse med Jordfællesskabet. I den Periode,
hvorom Oplysninger haves, var
Landsbygildernes Hovedformaal Afholdelsen af
Sammenskudsgilder, der i Reglen fandt Sted til bestemte
Tider af Aaret, og det er ikke udelukket, at dette
lige fra først af har været saa. Imidlertid var
det ikke deres eneste Opgave. Ligesom
Købstadgilderne og maaske under Indflydelse fra
disse virkede de ogsaa som gensidige
Understøttelsesforeninger, uden at det dog altid er
let at afgøre, om det er Gildet, der har affødt
de herhenhørende Forpligtelser, ell. om disse
ligefrem er udsprungne af Naboskabet. Ofte
er sikkert ogsaa Pligter, hvorom egl. det første
gjaldt, blev efterlignede i Byer, der manglede
et Gilde. Som Eksempler paa Pligter til
gensidig Understøttelse kan nævnes Pligterne til at
hjælpe Brandlidte og pleje Syge og til at yde
hinanden Bistand ved større ell. vanskeligere
Arbejder, f. Eks. naar Hus skulde rejses eller
Ovn bygges. Hvor E. tillige var et Gilde, satte
dette i Reglen sit Præg paa dets Organisation,
bl. a. ved, at Oldermanden, ligesom i
Købstadgilderne, som Medhjælpere havde en eller
to Stolsbrødre, og ogsaa paa mange andre
Maader mærkes her Paavirkningen fra
Gilderne. Fra disse stammer saaledes vistnok den
Skik, at nytilflyttede Medlemmer af Laget
maatte »give Igang«, d. v. s. holde et Gilde for de
ældre Medlemmer, og ligesaa Reglen om, at
Tvistigheder mellem Bymændene, selv om de
ikke vedrørte Jordfællesskabet, altid skulde
forebringes Oldermand og Grandestævne og kun i
Nødsfald maatte indstævnes for Retten.
E. var i det hele et autonomt Samfund, der
kunde ordne sig, som det vilde, og det
Offentlige blandede sig kun lidet i dets Anliggender.
Derimod gjorde det i senere Tid til en vis Grad
Brug af dets Organisation i
Forvaltningsøjemed, og navnlig kom Lovgivningen ind paa at
behandle Oldermanden som en offentlig
Embedsmand i Lighed med Sognefogden, som hvis
Medhjælp han i mange Forhold maatte
optræde. E.’s Bet. for Forvaltningen var dog ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
