Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ekko, Tilbagekastning af Lyd under saadanne Forhold, at man tydelig kan skelne den opr. og den tilbagekastede Lyd - Ekkodalen, egl. Kodalen, i Skoven Almindingen paa Bornholm - Ekkoisme er det Fænomen, at man mer ell. mindre uvilkaarligt gentager det, man lige har hørt en anden sige - Ekkoværk benyttes oftest som Betegnelse paa det svagest intonerede Manual i Orglet - Ekkyklema (gr.), Træstillads, deranvendtes, naar Personer, der opholdt sig inde i ef Hus, skulde præsenteres paa Skuepladsen - Eklampsi (gr.) (Eclampsia), Krampe, bruges især om to Krampeformer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Afstande kan give Anledning til fl.
Tilbagekastninger og altsaa til flerdobbelt E.
K. S. K.
Ekkodalen [’æko-], egl. Kodalen, i
Skoven Almindingen paa Bornholm, er en Dal med
Engbund, enkelte Trægrupper, en lille Sø og
nogle Smaabække. Den er paa den ene Side
begrænset af indtil 22 m høje skovbevoksede,
næsten lodrette Klippevægge. En smal Kløft med
Trappetrin, der er udhuggede i Klippen, fører
ned til Dalen.
H. W.
Ekkoisme er det Fænomen, at man mer
ell. mindre uvilkaarligt gentager det, man lige
har hørt en anden sige. Det er et Udslag af
den alm. Tilbøjelighed til at efterligne, hvad
andre gør, og spiller en særlig Rolle for de smaa
Børn, ved hvis Sprogtilegnelse det er af Bet.,
at de i en vis Periode stadig gentager det lige
hørte, enten de har forstaaet det ell. ikke;
hyppigst faar de kun lige Slutningen af en Sætning
med og siger saaledes f. Eks. »bære dig« efter
Sætningen »Skal jeg bære dig?«, »alt kunde«
efter »den gik rundt, alt hvad den kunde«.
Herpaa beror Børns Stumpeord som »lade« for
Chokolade, »dat« for Soldat, Former af Navne,
som »Mine« for Vilhelmine, »Lotte« for
Charlotte o. s. v., fremdeles fl. syntaktiske Teelser
i Børnesprog, som den store Rolle, Infinitiv
spiller (»Far holde Stangen« som E. af Skal, ell.
Kan) . . . .; »ikke røre det« fra »Du maa
ikke . . . .«), indirekte Spørgeform som »Hvad
Manden gør?« fra »Skal jeg sige Dig . . . .«
ell. »Vil du høre . . . .« o. s. v. (Litt.:
Jespersen, »Nutidssprog«, 1916, S. 161 ff.).
O. Jsp.
Ekkoværk benyttes oftest som Betegnelse
paa det svagest intonerede Manual i Orglet;
for at frembringe den fjerntklingende Virkning
er Manualets Piber anbragte saa langt tilbage
som muligt og ofte indesluttede i et Skab.
S. L.
Ekkyklema (gr.), Træstillads, der kunde
bevæges paa Ruller, og som i det gr. Teater
anvendtes, naar Personer, der maatte tænkes at
opholde sig inde i ef Hus, skulde præsenteres paa
Skuepladsen. Den faste Teaterdekoration
forestillede Bygningernes udvendige Side og kunde
derfor ikke altid afgive Baggrunden. E.
omtales ofte i Scholierne (Fortolkningerne) til de
antikke Tragedier og hos Aristofanes; de gr.
Skuespil indeholder ikke faa Scener, hvortil det
maa forudsættes at være benyttet. Hvorledes E. i
det enkelte var indrettet, vides ikke. (Litt.:
Dörpfeld og Reisch, »Das griechische
Theater« [1896], S. 234-48; K. Mantzius,
»Oldtidens Skuespilkunst« [1897], S. 145-50).
C. B.
Eklampsi (gr.) (Eclampsia), Krampe,
bruges især om to Krampeformer, nemlig dels
om E. infantum. Krampe hos spæde Børn, dels
og fornemmelig om den saakaldte
Fødekrampe. Dette er en Sygdom, hvis mest
iøjnefaldende Symptom er Krampe, der optræder
under Fødslen, ell. under Svangerskabet,
sjældnere i Barselsengen (benævnes herefter E.
parturientium, resp. gravidarum og puerperarum).
Efter et Forløberstadium, som dog
undtagelsesvis mangler, og som kan vise sig ved
Hovedpine, Svimmelhed, Døsighed, Taagesyn,
Trykken for Brystet, Opkastning, forhøjet Blodtryk,
indfinder Krampeanfaldet sig pludselig:
Patienten taber Bevidstheden, Krampetrækninger
(kloniske og toniske) gennemryster Legemet,
der viser sig ofte Skum (»Fraade«) ved Munden,
og ikke sjælden er dette farvet rødt af Blod,
idet Patienten kommer til at bide sig i Tungen
ell. Tandkødet. Kramperne varer eet til et Par
Minutter, sjælden længere; naar de ophører,
falder Patienten hen som i en dyb Søvn, hvor
hun ligger med tungt, ofte snorkende
Aandedræt, men ikke er til at vække. Urin og
Ekskrementer afgaar ofte, uden at Patienten
mærker det. Urinafsondringen er dog som oftest
yderst sparsom, Urinen mørk og uklar. Først
efter nogen Tids Forløb (10-15 Min. ell. mere)
vaagner hun op og er da i Beg. gerne noget
fortumlet, ved ikke af, hvad der er sket, og
først lidt efter lidt vender Bevidstheden helt
tilbage. Det kan være, at det bliver ved det
ene Anfald, men dette er ikke alm., næsten altid
gentages de, 5-10-20 Gange, ja, man har
iagttaget indtil op imod de 100 Anfald. For hvert
nyt Anfald bliver gerne den dybe Søvn
derefter længere, de fri Mellemrum kortere og
kortere, indtil Patienten snart hele Tiden
henligger bevidstløs med besværet Aandedræt,
cyanotisk Ansigtsfarve, og Søvnen kun afbrydes af
Krampeanfaldene. I denne Tilstand kan
Patienten dø. Tager Sygdommen en gunstig
Vending, bliver Anfaldene mindre stærke og
sjældnere, til sidst ophører de, og efter nogen Tids
Forløb vaagner Patienten, og Bevidstheden
vender lidt efter lidt tilbage. Men selv om
Kramperne ophører, kan Patienten dø; Døden skyldes
ved E. oftest enten Blodoverfyldning i
Lungerne, Hjertelammelse eller Hjerneapopleksi.
I nogle Tilfælde vender Bevidstheden ikke
helt tilbage, og der udvikler sig
Sindssygdom hos Patienten. - Er E. begyndt under
Fødslen (ell. samtidig med dennes Begyndelse),
gaar denne sin Gang trods de eklamptiske
Anfald, stundom endog særlig rask. Ofte udløses
Krampeanfaldet ved Veerne. Den Fødende kan
dø uforløst; men er Fødslen overstaaet, ophører
ofte Kramperne, og hvis Patienten ikke er for
medtaget af Lidelsen, vil nu hendes Udsigter
til Helbredelse vokse. Begynder E. i
Svangerskabet, giver dette ofte Anledning til, at ogsaa
Fødslen begynder, og i saa Fald er Forholdene
som anført. Hvis ikke, kan Anfaldene ophøre
efter nogen Tids Forløb, og Svangerskabet
fortsættes; ofte er Fostret dødt under Anfaldene,
og Fødslen indfinder sig da gerne snart; ellers
kan Kvinden gaa sin Tid ud, og E. behøver ikke
atter at optræde ved Fødslen, gør det som
Regel ikke. E. i Barselsengen kan være en
Fortsættelse fra E. under Fødslen; fortsættes
Anfaldene efter denne med stigende Heftighed,
dør Patienten næsten stedse. Reglen er dog,
hvis E. fortsætter sig ind i Barselsengen, at der
da kun kommer faa Anfald; Udsigterne for
Patienten afhænger da af, hvor medtaget hun er
af de forudgaaende Anfald. Sjældnere
begynder E. først i Barselsengen.
E. er en af de farligste Lidelser, der kan
ledsage en Fødsel; naar mange angiver
Dødeligheden til 20 %, er dette dog for højt; den
kan næppe sættes højere end 10-12 %, hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
