Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole / 33 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Glødelamper - elektrisk Lysbue, en Form af elektrisk Strøm igennem Luft, ved hvilken Strømbanen og Polerne er stærkt lysende

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Platintraadsbeviklingen udvikler Varme og opvarmer
Glødestiften saa meget, at denne begynder at lede
Elektriciteten. Naar Strømmen gennem
Glødestiften har naaet c. 1/2 normal Værdi,
tiltrækkes Ankeret A, hvorved Forvarmestrømmen
brydes, og Lampen er tændt. - Nernstlamper
giver et behageligt Lys. De anvendes nu
nærmest til specielle Formaal saasom til
Aflæseindretninger ved Spejlgalvanometre.
Abs. L.

elektrisk Lysbue, en Form af elektrisk
Strøm igennem Luft, ved hvilken ikke blot
Strømbanen i Luften, men ogsaa Polerne, hvor
Strømmen træder ind og ud, er stærkt
lysende. Den e. L. er først fremstillet af H.
Davy 1821 ved Hjælp af et Batteri paa 2000
galvaniske Elementer. Batteriets Poler, to
Metal- ell. Kulstykker, nærmedes først til Berøring;
naar de derefter fjernedes fra hinanden,
dannedes der en vedvarende Lysbue imellem dem.
Det stærkeste Lys fremkom ved at anvende
Kulpoler. Ved Davy’s Forsøg stod Polerne vandret
over for hinanden, de opstigende varme
Luftstrømme vil da bøje den glødende Strømbane
opad som en Bue, hvoraf Navnet.

Kullysbuens Udseende og
Straaling m. m. Fig. 1 viser en e. L. mellem
Kulpoler. De to Poler udsender et intensivt hvidt
Lys. Ca 85 % af den samlede Lysmængde
kommer fra den positive Pol (Anoden), der hules
ud af Strømmen til det saakaldte Krater kr.
Kraterets Temp. er c. 3900° C. Paa den
negative Pol (Katoden), der spidses til af Strømmen,
er der kun en lille, lysende Plet paa Spidsen
sp; den bidrager c. 10 % til den samlede
Lysvirkning. Selve Buen giver kun c. 5 %, men
er rig paa ultraviolette Straaler. Dette gælder
særlig om den indre blaalige Kerne a. Uden
om denne iagttages en mørkere Zone b og
endelig en gul, flammeagtig Kappe, Aureolen, c.
Det hvide Lys fra Polerne giver et kontinuert
Spektrum. Buens Spektrum bestaar derimod
af Baand og Linier. Mest fremtrædende er de
saakaldte Cyanbaand, der giver Kernen a dens
Farve. Det stærkeste Cyanbaand ligger dog i
ultraviolet ved c. 0,385 μ. Det er sandsynligvis
dette Baand, der for en stor Del betinger
Kullysbuens Fortrin til Finsen’s
Lysbehandling. Aureolens gule Farve skyldes væsentlig
den gule Natriumlinie.

Af den Energi, der tilføres Lysbuen,
omdannes kun c. 10 % til Straaling, og heraf
bliver endda atter kun c. 10 % til lysende
Straaler, 2 % til ultraviolette Straaler, Resten
er ultrarøde Straaler (Varmestraaler).
Nærmere om Lysbuen som Lyskilde, se
elektrisk Lys. Den allerstørste Del af Energien
bliver til Varme, hvoraf den meste gaar bort
ved Varmeledning gennem Elektroderne. Efter
Granqvist gaar ved Kulbuen c. 42 % af den
samlede Energi bort som Varme gennem den
positive Pol, c. 37 % gennem den negative. Den
høje Temp. i Lysbuen giver Anledning til
kemiske Processer, af hvilke den vigtigste
er Iltning af Luftens Kvælstof til Kvælstofilte.
Denne Maade at fremstille Kvælstofilter paa
anvendes nu i det store i særlig egnede
Vekselstrømslysbuer (Birkeland - Eyde, Schönherr),
hvis Poler dog er af Metal. Nærmere herom
se elektriske Ovne. Den høje Temperatur
i Kullysbuen finder Anvendelse i den
elektriske Ovn, samt til elektrisk
Lodning og Svejsning.

Kullysbuens elektriske
Karakteristik. De opstigende hede Luftstrømme
vanskeliggør en rolig brændende Lysbue ved
vandrette Poler; man stiller derfor i Alm.
Polerne lodret over hinanden og faar da en lige
Lysbue. Et Billede af den lodrette Kullysbue
findes under elektrisk Lys. Holder man
Lysbuens Længde konstant, men forandrer paa
Strømstyrken, vil Polspændingen forandre sig
paa den Maade, som er angivet ved Kurverne
i Fig. 2, de saakaldte Karakteristikker. De
er optagne ved en lodret Kulbue med homogene
Kulpoler paa 11 og 9 mm i Diameter af henh.
Anoden og Katoden. Man ser, at Spændingen
aftager med voksende Strømstyrke, idet den
dog ved store Strømstyrker nærmer sig til at
blive konstant. For samme Strømstyrke vokser
Spændingen med Buelængden. Karakteristikkerne
kan udtrykkes ved flg. Ligning: Polspændingen

i Volt = 36,6 + 2,074 L + 10,54	L	, hvor I er
	I

Strømstyrken i Ampère, og L er Lysbuens
sande Længde i mm, maalt fra den negative
Spids til det positive Kraters Bund. I Fig. 2
er L’ den tilsyneladende Længde, der faas ved
fra L at trække Kraterdybden 1,1 mm.
Hvorledes Spændingen fordeler sig over Buens
forskellige Dele, kan man faa at vide ved at
indføre en fin Kulstift, der er sat i Forbindelse
med et Elektrometer. Man finder da den i
Fig. 3 skitserede Spændingsfordeling.
Umiddelbart ved Polerne findes der et brat
Spændingsfald, der er størst ved Anoden. I Buen er
Spændingsfaldet pr cm forholdsvis ringe og
jævnt fordelt. Anodefaldet og Katodefaldet er
tilsammen c. 37 Volt. Selv ved meget kort Bue
kræves der derfor mindst denne Spænding for
at faa en Lysbue i Stand.

Lysbuens Teori. Sammenligner man
Lysbuens Minimalspænding med den mindste
Spænding, der skal til for at frembringe en
Lystaagestrøm, d. e. en Gnist - c. 350 Volt -,

Fig. 1

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>