Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 12) Teorien for Lystaagestrømmen - 13) Den elektriske Lysbuestrøm - 14) Den stille Udladning, Spidsstrøm og Buskstrøm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
negative Ioner. De positive, som er gaaede til
Katoden, har jo ikke kunnet frembringe ny, og
Strømmen maa derfor høre op. Det indses
heraf, at for at faa en selvstændig Strøm, maa
Elektrodespændingen være saa stor, at ikke blot
de negative, men ogsaa de positive Ioner er i
Stand til at frembringe ny ved Stød.
Da det elektriske Felt, som findes før
Strømmens Beg., altid vil være stærkest ved
Elektroderne, maa Ioniseringen begynde ved en af
Elektroderne. Den Elektrodespænding, ved
hvilken de positive Ioner lige netop kan ionisere
og derved indlede Strømmen, kaldes
Gnistspændingen. Saasnart Strømmen er begyndt, vil
imidlertid selve Strømmen, d. v. s. Ionernes
Vandring mod Elektroderne, bevirke, at der
kommer fri elektriske Ladninger ved disse, der
vil forandre det opr. Felt. P. Gr. a.
Elektronernes store Bevægelighed vil de løbe saa
hastigt bort fra Katoden, at der kommer et stort
Overskud af positive Ioner omkr. denne. Den
positive Ladning vil forstærke det opr. Felt
umiddelbart om Katoden, men svække det i
længere Afstand fra denne. Hvis Ioniseringen
er begyndt ved Katoden, vil den derfor
yderligere fremmes, hvis ikke vil den — i ethvert
Fald ved lave Tryk — indledes derved. Ved
Anoden kommer der paa tilsvarende Maade en
negativ Ladning, der bevirker Anodefaldet, men
den vil være meget mindre end Katodens. Dertil
kommer yderligere, at p. Gr. a. Elektronernes
store Bevægelighed er det væsentlig deres Antal,
som er bestemmende for Ledningsevnen paa de
forsk. Steder af Strømbanen. Da Antallet er
mindst ved Katoden, bliver Ledningsevnen
daarligst, Spændingsfaldet størst der. Ionernes
Vandring vil saaledes bevirke, at det opr.
tilstedeværende Spændingsfald forøges umiddelbart ved
Elektroderne, særlig ved Katoden, og
formindskes i den øvrige Del af Strømbanen. De
positive Ioner vil derfor ikke kunne ionisere i
denne, men kun ved Elektroderne, ved lave
Tryk alene ved Katoden. Kun naar Luften i
Udladningsrøret indeholder stærkt
elektronegative Luftarter, som Klor, Brom, Jod, vil disse
ved at forbinde sig med Elektronerne nedsætte
deres Bevægelighed saa meget, at der ved
Anoden optræder lgn. Fænomener som ellers ved
Katoden (se Anodestraaler).
Ifølge det ovf. staaende maa der, for at
Strømmen skal kunne holdes vedlige, være saa
stort et Spændingsfald ved Katoden, at de
positive Ioner er i Stand til at ionisere. Dette
skulde være det normale Katodefald. De
positive Ioner faar derved Hastigheder som 50 km
pr Sek. Skal Strømtætheden være større end
den normale, maa der frembringes flere
Elektroner for hvert positivt Skud, disse maa
derfor være kraftigere, d. v. s. Spændingsfaldet, det
anormale Katodefald maa være større. Naar
de positive Ioner faar stor Hastighed, gælder
det naturligvis i endnu højere Grad for de
negative Elektroner, hvis Hastighed vil være saa
stor, at de virker som Straaler ud fra Katoden.
Den negative Lystaage er Resultatet heraf, idet
Elektronerne ved at støde mod Molekylerne
baade ioniserer dem og faar dem til at lyse.
Navnlig ved lave Tryk og stort Katodefald vil
Straalekarakteren være meget udpræget (se
Katodestraaler). Naar Elektronerne er
komne til Faraday’s mørke Rum, har de
efterhaanden tabt deres Hastighed ved
Sammenstødene, men i den positive Lystaages større
Spændingsfald pr cm forøges den saa meget, at de
er i Stand til at ionisere og at fremkalde Lys.
13) Den elektriske Lysbue strøm.
Lystaagestrømmens Eksistens er betinget af, at
de positive Ioner ved at gennemløbe
Katodefaldet faar saa stor en Hastighed, at de derved
kan slaa negative Elektroner ud af Katoden (se
Afsnit 12). Hvis man paa anden Maade sørger
for, at Katoden afgiver Elektroner, kan man
faa en Strøm med meget mindre Katodefald.
Man har fundet, at hvidglødende Legemer af
sig selv udsender Elektroner, navnlig gælder det
Ilterne af de alkaliske Jordarters Metaller. Ved
at anvende et Wehneltrør (konstrueret af den
tyske Fysiker A. Wehnelt), hvis Katode bestaar
af en tynd Platinstrimmel A (Fig. 14),
overtrukket med et Ilte, der glødes ved en elektrisk
Strøm, kan man faa endog en kraftig Strøm
igennem Røret ved en Spænding af et Hundrede
Volt. Den frivillige Elektronudsendelse fra den
elektriske Lysbues glødende negative Pol er
Forklaringen paa den ringe Spænding,
Lysbuestrømmen kræver. At det er den negative og
ikke den positive Pols glødende Tilstand, der
er den elektriske Lysbues Eksistensbetingelse,
kan vises ved simple Forsøg. Søger man f. Eks.
at danne en Lysbue mellem en Stang og en
roterende Skive af et vilkaarligt Metal ell. af
Kul, lykkes det kun, naar Stangen er Katode,
fordi kun denne kan ophedes tilstrækkeligt af
Strømmen, medens Katodefladen paa Skiven
dannes paa stadig ny og derfor kolde Punkter.
Ligeledes kan man kun danne en Bue imellem
en ledende vandig Opløsning, f. Eks. af
Kobbersulfat, og en Kulstang, naar denne sidste er
Katode. Om Polspændingen og Lysbuens øvrige
fys. Forhold se elektrisk Lysbue.
14) Den stille Udladning,
Spidsstrøm og Buskstrøm. Den elektriske
 |
| Fig. 14. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
