Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elektrolyse, kem. Sønderdeling ved elektrisk Strøm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forskelligt Fortegn, f. Eks. i Saltsyre (HCl) Brint
(H) positiv og Klor (Cl) negativ. Den positive
Elektrode tiltrækker da de nærmeste
HCl-Molekylers negative Bestanddel Cl; det derved
frigjorte H forener sig med Nabomolekylernes
Cl, deres H igen med andres Cl o. s. v., saa at
der ved den negative Elektrode netop bliver en
ækvivalent Mængde H fri, der tiltrækkes af
denne. Da Anode og Katode saaledes stadig
modtager respektive negativ og positiv Elektricitet,
hvorved en Del af deres Ladning neutraliseres,
strømmer der stadig ny Elektricitet til dem
fra Elektricitetskilden, saa at vi forstaar,
hvorledes den elektriske Strøm gennem en
Elektrolyt kommer i Stand. - Hittorf (1853)
undersøgte, om de to Bestanddele vandrede lige
hurtigt, og fandt, at dette ikke var Tilfældet (se
ndf.); Kohlrausch viste, at samme Ion altid
havde samme Vandringshastighed, uafhængigt
af hvilken anden Ion den var forbundet med.
Clausius pegede paa, at da det er muligt
at faa E. uden Energiforbrug (f. Eks. den før
omtalte Flytning af et Metal som Cu, smlg.
elektrolytisk Polarisation), kan
Strømmen ikke behøve at overvinde nogen
Tiltrækning mellem Molekylernes modsatte
Bestanddele; deraf sluttede han, at nogle af
Molekylerne allerede før Strømmen gaar, altsaa
i en alm. Opløsning, maa være spaltede
(dissocierede) i de Ioner, som vi ved Strømmens
Hjælp faar transporteret til Elektroderne, men
han tænkte sig kun denne Dissociation
forbigaaende og i forsvindende Grad. Endelig
lykkedes det Arrhenius (1887) at give denne
elektrolytiske Dissociationsteori
ell. Teorien om de fri Ioner en saadan
Form, at den var tilgængelig for kvantitativ
Prøve, og han viste dens Anvendelighed og
fundamentale Bet. for næsten hele Kemien. (Ang.
den kem. Side af Dissociationsteorien, se
Ionteori).
Arrhenius’ Dissociationsteori antager, at i
enhver Opløsning af en Elektrolyt er et større ell.
mindre Antal af det opløste Stofs Molekyler
spaltede (dissocierede) i fri Ioner, d. v. s. fri
elektrisk ladede Dele af det opr. Molekyle.
Disse Ioner kan bestaa enten af enkelte Atomer
ell. af Atomkomplekser; saaledes spaltes et
Klorbrintemolekyle i en positiv H- og en negativ
Cl-Ion, et Kogsaltmolekyle (Natriumklorid, NaCl)
i en positiv Na- og en negativ Cl-Ion, men et
Svovlsyremolekyle i 2 positive H- og en negativ
SO4-Ion o. s. v. Da de positive og de negative
Ioner i Opløsningen tiltrækker hinanden, maa
det stadig ske, at nogle af dem genforenes og
danner et uspaltet Molekyle, men omvendt maa
de uspaltede Molekyler have en Tendens til at
spaltes; en Opløsnings Dissociationsgrad,
hvorved forstaas den Brøkdel af det hele Antal
opløste Molekyler, som er dissocierede, bestemmes
da ved Resultatet af disse to modsatte
Processer. Den rigtige Dissociation indstiller sig
øjeblikkelig, efter at Stoffet er opløst.
Dissociationsgraden afhænger foruden af det opløste
Stofs Natur af Opløsningens Koncentration
og af Temp.- De fri Ioner adskiller sig altsaa
fra de tilsvarende Atomer ell. Atomkomplekser
ved at være elektrisk ladede; denne Forskel er
imidlertid fundamental, en Ion har ganske
andre Egenskaber end de Atomer, hvoraf den
bestaar. Saaledes eksisterer Natriumionen i Vand
uden at paavirke dette, medens et Natriumatom
øjeblikkelig sønderdeler Vand; et andet
Eksempel er, at skønt Klor angriber selv de
ædleste Metaller (Sølv, Guld o. s. v.), paavirkes
disse slet ikke af Klorionen, ellers skulde jo
Saltvand, der indeholder mange fri Klorioner,
angribe dem.
Vi kan nu danne os et anskueligt Billede af,
hvorledes Elektricitetstransporten i en saadan
dissocieret Opløsning finder Sted, naar der
sendes en elektrisk Strøm gennem den;
Mekanismen har adskilligt tilfælles med Grotthus’
Forestillinger. Vi tænker os Elektrolyten i Karret
Fig. 1. Naar Elektroderne forbindes med
Elementets Poler, saa at A bliver positivt og K
negativt ladet, tiltrækker Anoden de negative
og frastøder de positive Ioner, medens omvendt
Katoden tiltrækker de positive og frastøder de
negative; der føjes altsaa af det elektriske Felt
til Ionernes uregelmæssige Bevægelse
(Varmebevægelsen), som de deler med Vandets
Molekyler, en ordnet Bevægelse, en Vandring, for
Anionen mod Anoden, for Kationen mod
Katoden. De, der naar hen til Elektroderne,
afgiver der deres Elektricitet og neutraliserer
Elektrodernes, saa at ny Elektricitet strømmer
til disse fra Elementet o. s. v. Men ved at
Ionerne afgiver deres Elektricitet, faar de igen
Atomernes sædvanlige kemiske Egenskaber, saa
at de udskilles ell. deltager med Elektroderne
ell. Vandet i sekundære Processer som de foran
omtalte.
Da der altid opstaar lige megen positiv og
negativ Elektricitet, maa ved Dissociation f. Eks.
af Saltsyre H-Ionens positive og Cl-Ionens
negative Ladning være lige store. Af Faraday’s
Love følger videre, at alle H-Ioner, ligegyldigt
fra hvilket Stof de stammer, har samme
Ladning og den samme som alle andre monovalente
Ioner, men at f. Eks. den divalente SO4-Ion
maa have en dobbelt saa stor Ladning o. s. v.
Ionerne betegnes ved at angive deres Ladning
| paa flg. Maade: | + | - | - - | Et Stof som Kobber |
| H, | -Cl, | SO4. |
| Kuproion | + | og den divalente Kupriion | ++ |
| Cu | Cu. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
