Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole / 60 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - elektrolytisk Polarisation - Elektromagnet, en Magnet, sædvanlig af blødt Jern, hvis Magnetisme frembringes af en elektrisk Strøm

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

at Strømmen fra det er rettet mod den Strøm,
der driver Elektrolysen, og altsaa svækker
denne. At dette er rigtigt, kan ses, dersom
Elektrolysestrømmen afbrydes, og Elektroderne
forbindes f. Eks. med et Voltmeter; derved faar
man maalt det opstaaede Elements
elektromotoriske Kraft, Polarisationsspændingen e.
Strømstyrken, medens Elektrolysen fandt Sted, var

derfor kun i =	E-e	. Heraf E=e+ir; ved
	r

Multiplikation med i faas Ei=ei+i²r. Her
er Ei den af Strømkilden afgivne Energi; i²r
er den Del, der omsættes til Varme i den
samlede Ledning; Resten ei, der skyldes den e. P.,
er brugt til Sønderdelingen.

Det opstaaede Ilt-Brint-Element kan bevare
sin elektromotoriske Kraft i længere Tid, dog
vil Ilten og Brinten, som vel for største Delen
optages, okkluderes, i Platinet, langsomt
diffundere ud i Elektrolyten ell. videre ind i
Elektroderne, saa at Elementet viser en vis ringe,
spontan Depolarisation. Derimod vil Elementet
meget hurtigt tabe sig, dersom man lader det
give Strøm, da denne jo i Vædsken gaar i
modsat Retning af Elektrolysestrømmen, saa at
der udvikles Brint ved Iltpladen og omvendt,
hvorved der gendannes Vand begge Steder, og
Pladerne igen bliver ens.

Vilde man forsøge at foretage Elektrolysen
med en elektromotorisk Kraft E, der var
mindre end Polarisationsspændingen e, vilde
Strømstyrken blive Nul, idet Polarisationsspændingen
da ogsaa kun vilde blive E. Ved at benytte sig
heraf faas en rigtigere Maaling af den Værdi
af Polarisationsspændingen e, som indgaar i det
ovenstaaende Udtryk for Strømstyrken i; denne
Værdi af e bør maaske hellere kaldes
Sønderdelingsspændingen, den mindste Spænding, der
kræves til den paagældende Elektrolyse; man
lader ved Maalingen E vokse og iagttager, naar
i pludselig begynder at vokse. Helt Nul er i
dog aldrig for for smaa Værdier af E; der
opstaar en ringe »Reststrøm«, da der p. Gr. a.
den nævnte spontane Depolarisation stadig maa
udvikles ganske minimale Ilt- og Brintmængder
for at holde Modspændingen saa nær op til
det givne E som muligt. Hvor stor
Sønderdelingsspændingen e bliver netop i det
betragtede Eksempel, er vanskeligt at angive. Den
elektromotoriske Kraft af et Ilt-Brint-Element
(Knaldluftelementet) kan beregnes til 1,23 Volt,
men man finder i Reglen kun c. 1,1 Volt,
maaske fordi der dannes et Platinilte. Men
Sønderdelingsspændingen bestemt paa den sidstnævnte
Maade kan med blanke Platinelektroder have
meget større Værdier, op til 2,7 Volt; se om de
her Indtrædende indviklede Forhold
Overspænding (smlg. ogsaa Slutn. af
Elektrolyse). Den nærmere Teori for den e. P., der
ogsaa er Teorien for Elektrolysen, falder nær
sammen med Teorien for de galvaniske
Elementer.

Ved Elektrolyse, f. Eks. af Kobbersulfat mellem
Kobberelektroder (eller i Sølvvoltametret
Sølvnitrat mellem Sølvanode og Platinskaaler
Sølvlag), hvor Metallet blot flyttes fra Anode til
Katode, bliver den e. P. Nul; der opstaar jo
ingen kem. Forskel mellem Elektroderne, som
kan blive elektromotorisk virksom, men der
kræves heller ingen Energi til denne Flytning
af Metallet. Her ser vi dog bort fra en ringe
Polarisation hidrørende fra de opstaaede
Koncentrationsforskelle i Elektrolyten (se om
saadanne Koncentrationskæder under
galvaniske Elementer). En saadan
Elektrode som et Metal i en Opløsning af et
af dets egne Salte (et Salt, hvor Metallet er
Kation) kaldes en ikke polariserbar Elektrode
(m. H. t. Kationen). En ikke polariserbar
Elektrode af anden Art (m. H. t. Anionen) er f. Eks.
Sølv, beklædt med Klorsølv og anbragt i en
Opløsning, hvor Klor er Anion, f. Eks. i Kogsalt.
Her vil med een Strømretning Klor afsættes paa
Sølvet og danne mere Klorsølv, med den
modsatte Strømretning noget af Klorsølvet
reduceres til Sølv under Udtrædelse af Klorionen i
Opløsningen. Saadanne ikke polariserbare (ell.
reversible) Elektroder benyttes i visse af de
konstante galvaniske Elementer (Daniell’s og
Normalelementerne). I Art. galvaniske
Elementer omtales, hvorledes den e. P. i
øvrigt undgaas i disse.

Den e. P. har tidligere været anvendt i de
saakaldte Polarisationsbatterier; nu gøres der en
overmaade vigtig tekn. Anvendelse af den i
Akkumulatoren (s. d.). (Litt.: se under
Elektrolyse).
H. M. H.

Elektromagnet, en Magnet, sædvanlig af
blødt Jern, hvis Magnetisme frembringes af en
elektrisk Strøm, der omkredser Magneten i en
spiralformet, isoleret Ledningstraad. Denne gøres
som Regel af Kobber, i nyere Tid undertiden
af Aluminium. De forsk. Lag isoleres fra
hverandre og fra Jernkernen ved at omspindes med
Silke ell. Bomuld, ofte i Forbindelse med Lak
ell. andre Isolatorer. Skal Magneten bære et
Anker (de paa Fig.), giver man den gerne
Form som en »Hestesko« ell. snarere som et U.
Magnetiseringens Styrke bestemmes ved
Produktet af Vindingernes
Antal og Strømstyrken,
altsaa ved Antallet af
»Ampère-Vindinger«.
Vindingerne ac bør ligge
saa tæt ind til Jernet
b som muligt, baade for
at deres magnetiserende
Evne fuldt ud kan
komme Jernet til gode, og
for at de kan blive
saa korte og altsaa gøre
saa lidt Modstand mod
Strømmen som muligt.
Skal Magneten forsynes
med et stort Antal
Vindinger, bliver
Traaden lang og for
Pladsens Skyld tillige
nødvendigvis tynd; dens Modstand bliver stor,
men Jernet kan ogsaa magnetiseres kraftig
af en temmelig svag Strøm. Saadanne Magneter
bruges i Telegrafen, ved elektriske
Ringeapparater o. a. St., hvor Modstanden i de lange
Ledningstraade, der forbinder Magneten med
Strømkilden, er stor, saa man er nødt til at

Elektromagnet.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>