Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elektron (pl. Elektroner)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Afbøjning fra deres retlinede Bane, som de derved
faar. Ved at passere gennem et elektrisk Felt
mellem to modsat ladede Kondensatorplader
afbøjes de over mod den positive Plade; passerer
de gennem et magnetisk Felt, afbøjes de
vinkelret paa Kraftliniernes Retning og til den Side,
som en elektrisk Strøm med modsat Retning
af Katodestraalerne vilde afbøjes efter Ørsted’s
Opdagelse (en Strøm af negativ Elektricitet i
een Retning er ækvivalent med en Strøm af
positiv Elektricitet i modsat Retning). I St f.
det første af disse Forsøg kan ogsaa sættes en
Restemmelse af det Katodefald, som er Aarsag
til deres Hastighed. E.’s Hastighed varierer
proportionalt med Kvadratroden af den anvendte
Spænding; for 10000 Volt er den c. 1/5 af Lysets,
og de hurtigste hidtil frembragte
Katodestraaler har en Hastighed lidt over Halvdelen af
Lysets. (Da Hastigheden er entydig beklemt af
den gennemløbne Spænding, taler man om 1000
Volts Straaler o. s. v., hvorved menes Straaler
af den Hastighed, der opnaas ved at gennemløbe
1000 Volts Spændingsfald). Derimod har e/m
for alle undersøgte Katodestraaler en konstant,
af alle Forsøgsomstændigheder uafhængig Værdi
1,765 . 108 Coulomb/Gram (af Grunde, som
omtales ndf., maa tilføjes, at Tallet kun gælder for
langsomme Katodestraaler), og den samme
Værdi er fundet for alle de fri E., der fraspaltes
paa de i det flg. omtalte Maader. Heri ligger
Beviset for, at der kun gives een Slags E. (se
i øvrigt Katodestraaler).
Fri E. opstaar endvidere ved den
lyselektriske (foto-elektriske) Virkning: Naar
Metalfader belyses, bedst med ultraviolet Lys,
udsender de E.; størst er Virkningen for
Alkalimetallerne (Natrium, Kalium o. s. v.), og her
kan Virkningen paavises ogsaa for synligt og
endogsaa for ultrarødt Lys. De udsendte E. har
ringe Hastighed, kun nogle faa Volt (se
Lyselektricitet). En lgn. Virkning har
Røntgenstraaler. - Fri langsomme E. i stort Tal
udsendes fra glødende Metaller (Termioner,
s. d.). I særlig stor Mængde udsendes de fra
visse glødende Metalilter, f. Eks. Kalciumilte
(CaO). Anbringes en Strimmel Platinblik med
en lille Plet CaO paa som Katode i et
Udladningsrør, og glødes Platinstrimlen ved en
elektrisk Strøm, udsendes saa mange E., at man
kan faa Udladninger gennem Røret ved 220 Volt
ell. mindre og endda faa meget stærke Strømme
(1 Amp. ell. mere) gennem Luften
(Wehneltkatode). Ogsaa fra det glødende negative Kul i
en Kulbuelampe udsendes overordentlig store
Mængder af E.; deres Udsendelse er Betingelsen
for Lysbuens Bestaaen, hvorfor en glødende
negativ Pol er nødvendig for en Lysbue. - Ved
visse kemiske Processer opstaar ogsaa
langsomme fri E.; det er f. Eks. Tilfældet ved
Processerne i Flammer, hvorved Flammernes
store Ledningsevne for Elektricitet forklares.
Haber og Just har ved enkelte kem.
Reaktioner direkte paavist Udsendelse af fri E. og
bestemt disses karakteristiske Egenskaber; de
lod flydende Kalium-Natrium-Legering komme i
Berøring med Luftarter som Ilt ell. Brom,
hvormed Legeringen reagerede kem.; derimod kom
der ingen Elektronudsendelse ved Berøring med
kem. uvirksomme Luftarter som Brint ell.
Kvælstof. - De hurtigste fri Elektroner er
β-Straalerne fra de radioaktive Stoffer; de kendes med
Hastigheder paa over 99 % af Lyshastigheden.
Disse meget hurtige E. har været af stor Bet.
for Studiet af E.’s Egenskaber; vilde man
frembringe lige saa hurtige Katodestraaler i et
Udladningsrør, maatte der bruges Spændinger paa
over 1 Mill. Volt.
Alle de nævnte Maader at skaffe fri E. paa
giver som omtalt E. med samme specifikke
Ladning. Imidlertid har man ogsaa direkte uden
at behøve at løsrive E. kunnet godtgøre, at der
i Stoffernes Atomer findes saadanne E., nemlig
ved Undersøgelse af, hvorledes Lys forandres,
ved at det lysende Stofs Atomer anbringes i et
Magnetfelt. Elektronteorien antager, at Lyset
(i hvert Fald Stoffernes Liniespektre) udsendes
fra E., der i Atomernes Indre udfører periodiske
Bevægelser. Anbringes en Lyskilde, der
udsender et Liniespektrum, i et stærkt Magnetfelt,
maa man vente, at E.’s Bevægelse paavirkes af
Magnetfeltet i Overensstemmelse med Ørsted’s
Opdagelse. Det første Forsøg med positivt
Resultat paa at finde en saadan Virkning blev
gjort af Zeeman (1896); H. A. Lorentz
angav straks, da han hørte om disse Forsøg,
hvorledes Virkningen skulde være efter
Elektronteorien, og Zeeman kunde kort efter
bekræfte Lorentz’ Formodninger. Den normale
Virkning (se Zeeman-Effekten) er, at i
det Lys, der udsendes vinkelret paa de
magnetiske Kraftlinier, bliver hver Spektrallinie af
Magnetfeltet spaltet i 3 Linier, den midterste
paa den opr. Linies Plads, de to andre forskudt
lige meget hver til sin Side. Alle Linierne er
lineært polariserede, den midterste med
Svingninger i Kraftliniernes Retning, de to andre
vinkelret derpaa. Iagttager man i Kraftliniernes
Retning (gennem en gennemboret Polsko), ses
kun de to yderste Linier, der nu er cirkulært
polariserede med modsat Svingningsretning; Af
disse Svingningsretninger kan godtgøres, at de
svingende E. maa være negativt ladede, og af
Opspaltningens Størrelse (Afstanden mellem de
ny Linier) kan de svingende E.’s specifikke
Ladning beregnes. Man finder i et stort Antal
Tilfælde nøjagtig den tidligere anførte Værdi. I
de fleste Tilfælde er nu imidlertid Fænomenet
ikke saa simpelt, hyppigt faas mange fl. end 3
ny Linier, men i alle Tilfælde er Opspaltningen
en saadan (simple Brøkdele af den normale),
at der i hvert Fald ikke er Tvivl om, at Lyset
altid udsendes fra samme Slags E., blot er
Mekanismen ved Lysudsendelsen langt mere
indviklet, end den simple Elektronteori antager, og
endnu ikke opklaret.
Her maa det ogsaa nævnes, at Einstein
og de Haas 1915 ved et fundamentalt Forsøg
direkte har vist, at f. Eks. Jerns Magnetisme
maa forklares, ved at der i hvert Jernatom
kredser E. i lukkede Baner; saadanne E.
repræsenterer lukkede elektriske Strømme, der
udadtil opfører sig som Magneter, saa at
Atomerne er Smaamagneter (hermed er Eksistensen
af de Molekylarstrømme, som Ampère antog
til Forklaring af Magnetismen, bevist). Forsøget,
der ikke kan omtales nærmere her, fører til en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
