Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole / 69 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elektron (pl. Elektroner)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Bestemmelse af e/m for de kredsende E., og
man fandt ogsaa her den nævnte Værdi, altsaa
de samme E. som overalt. - Om de fri E., som
maa antages til Stede i Metaller for at forklare
deres store elektriske Ledningsevne og øvrige
elektriske Egenskaber, se Elektronteori.

Fra Elektrolysen (s. d.) var man
allerede før E.’s Opdagelse vænnet til at antage,
at Elektriciteten var atomistisk opbygget, da
hvert kem. Atom ell. Atomkompleks i
Elektrolysen viste sig at transportere en ganske
bestemt Elektricitetsmængde ell. et helt
Multiplum deraf, og man kan ved elektrolytiske
Forsøg let bestemme den specifikke Ladning e/m
for alle de forsk. Slags Ioner
(Elektricitetsbærere). For den letteste Ion, Brintionen,
findes saaledes e/m = 95730 Coulomb/Gram.
Brintionen er ladet positivt og med den mindste
Ladning, der overhovedet optræder i
Elektrolysen; dens Ladning maa da utvivlsomt være et
Elementarkvantum, altsaa lig en E.’s, idet man
maa forestille sig, at et neutralt Brintatom
bliver til en positivt ladet Brintion ved at miste
en af sine E. (sandsynligvis indeholder det kun
denne ene E.); følgelig maa E.’s Masse være

1,765·108	= 1850 Gange mindre end
95730

Brintatomets Masse. Men man er naaet endnu videre, idet
det er lykkedes direkte at bestemme det
elektriske Elementarkvantums Størrelse e; det
findes til 1,58 · 1O^÷19 Coulomb, hvoraf følger, at
en E.’s Masse m = 9 · 10^÷28 g (c. en Billiontedel
af en Billiontedel mg). De første grove
Bestemmelser af e blev gjort af J. J. Thomson og
H. A. Wilson; den sidstes Metode er nylig i
den Grad forbedret af Millikan, at der kan
opnaas en Nøjagtighed af 1/2 % ell. mindre i
Bestemmelsen af denne forsvindende lille
Elektricitetsmængde. Han bruger smaa Oliedraaber
fra en Art Blomsterbedugger; de blæses hen
over en vandret Kondensator med et Hul i den
øverste Plade. Naar en Draabe er faldet ned i
Kondensatoren, lukkes Hullet, og gennem en
Kikkert iagttages nu denne Oliedraabes
Faldhastighed, der er konstant og for smaa Draaber
kun lille p. Gr. a. Luftmodstanden. Draaben
bliver ved Dannelsen i Reglen elektrisk ladet ved
Gnidning; naar den er faldet et passende
Stykke, kan den derfor bringes til at stige, ved at
Kondensatoren lades op, og man iagttager
Stigningshastigheden; derefter udlades
Kondensatoren, og Faldhastigheden iagttages igen o.
s. v. En enkelt Draabe kan forfølges i mange
Timer. Det viser sig nu, at Draabens Ladning
og derved dens Stigningshastighed ændres nu
og da under et Forsøg, idet den indfanger enten
en positiv ell. en negativ Ion, men altid er
Ændringen i dens Ladning af samme ganske
bestemte Størrelse ell. eventuelt 2 ell. 3 Gange
saa stor, og Størrelsen af denne
Elektricitetsmængde bestemmes af Ændringen i
Stigningshastigheden. Der er herved leveret det mest
direkte Bevis, man kan ønske sig for, at
Elektriciteten er opbygget af Elementarkvanter, alle
af nøjagtig samme Størrelse. Andre nogenlunde
nøjagtige Metoder til Bestemmelse af e bestaar
dels i Undersøgelse af de Brown’ske
Molekylarbevægelser, dels i en Tælling af,
hvor mange α- ell. β-Partikler et radioaktivt
Stof udsender, i Forbindelse med en
Bestemmelse af deres samlede Ladning (se
Radioaktivitet); endelig kan man ad rent
teoretisk Vej beregne e ud fra Undersøgelser over
Varmestraaling. Alle disse Metoder har
givet Værdier, der stemmer udmærket med den
nævnte Millikan’ske Værdi. (Naar e er kendt,
kan naturligvis ogsaa Massen af et Brintatom
og et Brintmolekyle beregnes og deraf igen
Antallet af Molekyler i et Grammolekyle
[Avogadros Tal 6,1 · 10²³] ell. i 1 cm³ af en Luftart ved
0° og 760 mm Tryk [Loschmidt’s Tal 2,7.10¹⁹].
Disse Tal stemmer godt med de unøjagtige Tal,
man er kommet til ud fra den kinetiske
Luftteori).

J. J. Thomson har først gjort opmærksom
paa, at et elektrisk ladet Legeme, der bevæger
sig, over for ydre Kræfter vil forholde sig, som
om det havde faaet en tilsyneladende
(»elektromagnetisk«) Masse føjet til sin alm. mek. Masse,
En E., der bevæger sig, bet. en elektrisk Strøm
og er derfor omgivet af et magnetisk Felt;
dersom den bevæger sig retlinet, er Feltets
Kraftlinier Cirkler, hvis Centrer ligger i E.’s Bane,
og hvis Planer er vinkelrette paa denne. Dette
Felt, der følger med E., indeholder Energi;
Feltets samlede magnetiske Energiindhold er for
langsom Bevægelse af E. proportionalt med
Hastighedens Kvadrat. En ydre Kraft, der søger
at forandre E.’s Hastighed, skal derfor ikke
alene forandre dens sædvanlige levende Kraft
1/2 mv², men ogsaa forandre det magnetiske
Felts Energiindhold. E. opfører sig da over for
Kraften, som om den havde en større træg
Masse end m. (Aarsagen til denne forøgede
Modstand mod Bevægelsesændringer er
Selvinduktionen; naar E.’s Hastighed forøges,
forøges derved den Strømstyrke, som den
bevægede E. repræsenterer, og dermed det
magnetiske Felt; derved induceres der elektriske
Kræfter, der efter Lenz’ Regel [se
Induktion maa angribe selve E. og søge at forhindre
denne Hastighedsforøgelse). For smaa
Hastigheder er dem elektromagnetiske Masse m₀

konstant og lig	200	·	e2	, hvor a er E.’s Radius i cm
	3		a

(den tænkes kugleformet); e maales stadig i
Coulomb. Bliver Hastigheden en større Brøkdel af
Lysets Hastighed, vokser for det første det
magnetiske Felts Energi hurtigere end med
Hastighedens Kvadrat. Tillige forandrer det elektriske
Felts Energi sig; dette Felt var for smaa
Hastigheder det samme som i Hvile, saa at vi
ikke behøvede at tage Hensyn til det.
Resultatet bliver, at m vokser med Hastigheden,
og stærkere og stærkere, saa at den for en
Hastighed lig Lysets vilde blive uendelig. Det
viser sig da yderligere, at den træge Masse, der
gør Modstand mod Hastighedsforandringer i
Bevægelsens Retning og i en Retning vinkelret
derpaa, bliver forsk., saa at man maa tale om
en »longitudinal« og »transversal« Masse.
Hvorledes disse Masser varierer med Hastigheden,
kan kun udregnes, naar man gør en Antagelse
om E.’s Form. Eksperimentelt er det blevet

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>