- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
71

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elektronteorien, den Elektricitetsteori, der fører alle elektromagnetiske Fænomener tilbage til Virkninger af Elektroner

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Faraday-Maxwell’ske Nærvirkningsteori, der betød
et saa væsentligt Fremskridt fra den gl.
Fjernvirkningsteori (smlg. Elektricitet), var,
især i den Skikkelse, som H. Hertz gav den,
en udpræget fænomenologisk Teori. Den
betragtede nærmest Elektriciteten som et »Fluidum«
og beskrev Stoffernes elektriske og magnetiske
Forhold ved at tillægge dem en bestemt
Dielektricitetskonstant, en bestemt elektrisk
Ledningsevne og en bestemt magnetisk Permeabilitet,
hvilke Egenskaber alle maatte bestemmes
eksperimentelt i deres Afhængighed af Stoffets Tilstand
(Temperatur o. s. v.).; I Længden kan en saadan
Teori ikke tilfredsstille, man vil tilstræbe en
mere atomistisk Behandlingsmaade, søge at
trænge ind i Fænomenernes Mekanisme, at
finde, hvad der bag de iagttagelige Fænomener
foregaar i selve Stoffernes Atomer, og derved
ogsaa vinde en Forstaaelse af de nævnte
Egenskabers Variation med de ydre
Omstændigheder. E. bet. en saadan Indførelse af en
atomistisk Behandlingsmaade i Elektricitetslæren.
Der var saa meget mere Grund til at søge ud
over Maxwell’s Teori, som der var opstaaet
store Vanskeligheder for Gennemførelsen af
denne over for de optiske Fænomener, der
efter dens Opfattelse skulde henhøre under
Elektrodynamikken; Teorien kræver, at et Stofs
Brydningsforhold skal være lig Kvadratroden af
dets Dielektricitetskonstant, hvilket havde
fundet glimrende Bekræftelse for Luftarterne, hvis
Brydningsforhold kun afhænger meget lidt af
Lysets Bølgebredde (Farve), men der er i
denne Teori ikke Plads for den Variation af
Brydningsforholdet med Bølgebredden, som alle
andre gennemsigtige Stoffer viser, saa at alle de
Fænomener, der staar i Sammenhæng med
Stoffernes Dispersion, i Virkeligheden slet ikke
passede ind i Teorien. Paa dette Punkt har E.
betydet et afgørende Fremskridt. Det maa dog
betones, at Antagelsen af E. ikke bet., at
Maxwell’s Teori omstødes; den er stadig Grundlaget,
hvorpaa der bygges videre; den gælder helt
uforandret for den fri Æter, blot over for
Materien havde den vist sig utilstrækkelig ved
Fænomenernes fineste Enkeltheder, ved de i
ganske korte Tider ell. i ganske smaa Rum
forløbende Fænomener, men det er jo ikke
underligt, at der over for dem maatte en atomistisk
Betragtningsmaade til. E. udformedes i Beg. af
1890’erne og er først og fremmest knyttet
til H. A. Lorentz’ Navn, men ogsaa
Wiechert og Larmor har taget vigtig og
uafhængig Del i dens Udvikling og Riecke,
Drude og J. J. Thomson i dens specielle
Anvendelse paa Metaller. Hvad Udviklingen af
dens eksperimentelle Grundlag angaar, se
Elektron, hvilken Artikel her forudsættes kendt.

E. antager, at Elektriciteten er atomistisk
opbygget, bestaar af adskilte, meget smaa
elektrisk ladede Partikler, Elektroner. Alle
elektriske Virkninger er Virkninger mellem
saadanne Partikler indbyrdes, Resultater af deres
Lejring og Bevægelse; Virkningerne formidles
gennem Rummet uden om dem, det der
betegnes ved Symbolet den fri (hvilende) Æter.
Elektronerne er altsaa singulære Steder i Æteren,
Kildepunkter for den elektriske Kraft (Steder,
hvorfra Kraftlinierne udgaar, ell. hvori de
forsvinder), og Hovedsagen i E. er Paastanden om,
at den elektriske Kraft har saadanne adskilte
Kildepunkter i et uforanderligt Antal og ikke
udgaar fra et kontinuert Fluidum. Ved de fleste
Anvendelser kan man nøjes med at behandle
Elektronerne som Punkter, men undertiden maa
man tillægge dem Udstrækning og gøre
bestemte Antagelser om deres Form og om,
hvorledes Ladningen er fordelt paa dem. Hvilke
Kræfter, der er Aarsag til, at disse elementære
Elektricitetsmængder holder sammen og ikke
følger den gensidige Frastødning, som sagtens
ogsaa virker i dem, har man ingen
Forestilling om. (Eksperimentelt er der jo ført Bevis
for Eksistensen af negative Elektroner; at der
ikke eksisterer tilsvarende positive Elektroner,
men at den positive Elektricitet sandsynligvis er
opbygget af lige saa mange forsk. Slags
Elementarpartikler, som der er Grundstoffer, bet.
for Teorien ikke nogen væsentlig Komplikation).
Elektronerne maa antages at fastholdes i
Atomerne af visse Kræfter, saa at de beskriver
bestemte Baner ell. faar bestemte
Ligevægtsstillinger, hvorom de kan udføre Svingninger. Disse
Svingninger betinger, som ndf. omtalt,
Stoffernes optiske Egenskaber. Underkastes en
Isolator, bestaaende af saadanne Atomer, en
elektrisk Kraft, vil Elektronerne forskydes fra deres
opr. Ligevægtsstillinger til ny, saa at hvert Atom
bliver elektrisk polariseret; herved er vundet en
Forstaaelse af Mekanismen i den dielektriske
Forskydningsstrøm i Isolatorer (ikke af
Forskydningsstrømmen i Æteren); et Stofs
Dielektricitetskonstant maa herefter afhænge af, hvor
mange Elektroner dets Atomer indeholder, og
hvor stærkt de fastholdes til deres
Ligevægtsstillinger. I Metallerne maa man yderligere
antage, at der er et Antal frit bevægelige
Elektroner til Stede; de kan antages spontant at
afgives fra Metallets Atomer. Det er dem, der
betinger Metallernes elektriske Ledningsevne.
Endelig maa Magnetismen søges forklaret som
Virkning af Elektroner, der inde i Atomerne
udfører kredsende Bevægelser.

E.’s Grundligninger er de
Maxwellske Ligninger i den Form, de havde for den fri
Æter, hvortil kommer et Udtryk for, at den
Kraft, der virker paa en Elektron i Bevægelse,
er sammensat af den elektriske Kraft paa Stedet
og af den Virkning, som den magnetiske Kraft
paa Stedet i Overensstemmelse med Ørsted’s
Opdagelse maa have paa den elektriske Strøm,
som den bevægede Elektron repræsenterer. Den
sidste Kraft staar vinkelret baade paa den
magnetiske Kraft og paa Elektronens
Bevægelsesretning. E. kender foruden de hypotetiske
»Forskydningsstrømme i Æteren« ikke andre Arter
af elektriske Strømme end saadanne
Konvektionsstrømme, bestaaende af Elektroner i
Bevægelse.

E.’s første Triumfer vandtes inden for
Optikken ved Forklaringen af den normale
Zeeman-Effekt (et Magnetfelts Virkning paa
Lysudsendelsen, se Elektron). Det maa ved
Zeeman-Effekten anses for bevist, at i det
mindste Stoffernes Liniespektre udsendes fra
Elektroner, der i Atomernes Indre udfører

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:07 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/7/0079.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free