Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elektronteorien, den Elektricitetsteori, der fører alle elektromagnetiske Fænomener tilbage til Virkninger af Elektroner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
periodiske Bevægelser. Men det er ikke lykkedes
E. at give en tilfredsstillende Forklaring af de
talrige Tilfælde af ikke normal Zeeman-Effekt,
hvor Spektrallinierne i Magnetfeltet spaltes i et
større Antal ny Komponenter end 3. Langt
mindre er det lykkedes E. at finde en Atommodel,
som forklarer blot det simpleste kendte
Liniespektrum, Brintens, ell. nogen af de Love, som
behersker de simplere Spektre, og der er Grund
til at tro, at det overhovedet ikke er muligt uden
at forlade E.’s Grundlag. Derimod har E.
vigtige Resultater at opvise ved Behandlingen af
Stoffernes Absorption og Dispersion, de
Fænomener, der voldte Maxwell’s Teori
Vanskeligheder. Absorptionen opfattes som et
Resonansfænomen. Da Lyset er elektromagnetiske
Svingninger, vil den elektriske Kraft i en Lysbølge,
der passerer et absorberende Stof, under
Gennemgangen bringe Elektronerne i Stoffets
Atomer til at svinge med, hvorved Lysbølgens
Energi absorberes. Enhver Elektron har en
Egensvingningstid bestemt ved den Kraft, der
fastholder den til dens Ligevægtsstilling; denne
Kraft maa være proportional med
Elektronens Afstand fra Ligevægtsstillingen og rettet
mod denne; da den saaledes ligner de Kræfter,
der opstaar, naar et Legeme underkastes
elastiske Deformationer, kaldes den oftest den
kvasielastiske Kraft. Tillige maa man i de fleste
Tilfælde antage, at Elektronerne under deres
Svingninger paavirkes af en Dæmpnimgskraft, der
ligesom Gnidningsmodstanden i Vædsker er
proportional med Elektronens Hastighed og maa
omsætte dennes Bevægelsesenergi til andre
Energiformer, f. Eks. til Varme. Har det
indfaldende Lys nu meget nær samme
Svingningstid som Elektronerne, saa at der er næsten
fuldstændig Resonans, og er deres Svingninger ikke
for stærkt dæmpede, kommer de i meget
stærke Medsvingninger, saa at Lyset absorberes
allerede i ganske tynde Lag af Stoffet; paa denne
Maade opstaar de skarpe Absorptionslinier. Er
der derimod større Forskel paa Lysets og
Elektronernes Svingningstider, saa at Resonansen
ikke er saa fuldkommen, bliver Absorptionen i
Reglen svag, men Elektronerne faar Indflydelse
paa Lysets Forplantningshastighed gennem
Stoffet, d. v. s. paa Stoffets Brydningsforhold for
den paagældende Farve. De teoretiske
Resultater, man derved kommer til ang.
Brydningsforholdets Variation med Farven, passer
særdeles godt med Eksperimenterne (se
Dispersion). Er Dæmpningen større, bliver
Resonansstedet i Spektret ikke saa udpræget, d. v.
s., at Absorptionen strækker sig over et større
Omraade af Spektret, saa at Absorptionslinien
bliver mindre skarp. Om Dæmpningens Natur
har man gjort sig forsk. Forestillinger; Planck
har særlig henvist til, at der kommer en
Dæmpning p. Gr. a. Lysudstraalingen fra de
svingende Elektroner, men denne er ikke
tilstrækkelig i alle Tilfælde; Lorentz mener,
at der vil fremkomme en tilsyneladende
Dæmpning i hvert Fald i Luftarter ved Sammenstød
mellem Luftmolekylerne, hvorved deres
Elektroners Svingninger sagtens vil forstyrres
fuldkomment og gaa over til uordnet
Varmebevægelse, saa at Elektronernes Svingninger maa
begynde forfra. - E.’s Behandling af Absorption
og Dispersion som Resonansfænomener bygger
videre paa ældre Teorier af Sellmeyer,
Helmholtz o. a., der antog, at Partikler i
Atomerne kom i Medsvingninger under Lysets
Gennemgang; E. tilføjer kun, at disse Partikler
er Elektroner. Men trods udmærket
Overensstemmelse med Erfaringen har E. ogsaa paa
dette Felt store uovervundne Vanskeligheder;
saaledes kan det store Antal Elektroner, som
den maa kræve i Atomerne for at forklare de
linierige Spektre, ikke forenes med andre
Bestemmelser af Elektrontallet. Det er ved at blive
den alm. Opfattelse, at i Virkeligheden ingen af
de optiske Fænomener, over for hvilke E. har
været anvendt, helt kan finde deres
Forklaring, uden at E.’s Grundlag forlades.
Metallernes E. Anvendelse af E. paa
Metallerne opviser betydningsfulde Resultater.
For at forklare Metallernes særlige Egenskaber,
hvoraf de mest karakteristiske er deres store
elektriske Ledningsevne og Varmeledningsevne,
maa E. antage, at det er ejendommeligt for den
metalliske Tilstand, at der mellem Metallernes
Atomer findes et Antal fri Elektroner,
og at det er dem, der besørger baade
Transporten af Varme og Elektricitet, naar der i
Metallet hersker henh. et Temperaturfald ell.
et elektrisk Felt (et Spændingsfald). De maa
sagtens antages at afgives spontant (ved en Art
Dissociation) fra Metallets Atomer. I et Stykke
Metal, der overalt har samme Temp., og ikke er
underkastet elektriske Kræfter, bevæger de sig
frit i retlinede Baner mellem Atomerne, men
støder ofte sammen med disse. Ved saadanne
Sammenstød vil Elektronerne i Reglen kastes
tilbage, men kan maaske undertiden optages af
Atomerne (blive bundne), idet der da afgives
andre Elektroner. Indbyrdes Sammenstød
mellem Elektronerne (som Drude alene tager i
Betragtning) vil næppe have megen Bet., da
Antallet af fri Elektroner af mange Grunde maa
være meget mindre end Antallet af Atomer.
E.’s Fremskridt ved Anvendelsen paa
Metallerne skyldes for største Delen Overføring af
Betragtninger fra Luftarternes kinetiske Teori
(Anvendelse af den statiske Mekanik) paa de
fri Elektroners Bevægelse, der jo frembyder
megen Analogi med Luftmolekylernes
Bevægelse. (I denne Bet. har man derfor undertiden
talt om en »Elektrongas«, som udfyldte
Mellemrummene mellem Metalatomerne). Saaledes maa
man antage, at Elektronerne ved samme
Temperatur ikke alle har samme Hastighed, men at
Hastighederne er fordelt om en Middelværdi
efter Maxwell’s Hastighedsfordelingslov, ligesom
for Luftmolekyler. Denne Middelværdi maa have
en saadan Størrelse, at for det første
Elektronernes gennemsnitlige levende Kraft kun
afhænger af Metallets Temp. (Denne er jo
bestemt ved den gennemsnitlige levende Kraft af
de Svingninger (»Varmebevægelsen«), som selve
Metalatomerne udfører om de Stillinger, hvortil
de fastholdes i Metallet). Videre maa
Elektronernes gennemsnitlige levende Kraft ved
enhver Temperatur netop være den samme som
for et Luftmolekyle ved samme Temp., og dette
maa ogsaa gælde for Metalatomernes levende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
