Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eliezer ben Hyrkanos, berømt jødisk Lovlærer, c. 100 e. Kr. - eligerede Mænd eller eligerede Borgere, de Borgerudvalg, med hvilke Magistraten ell. Byfogden maatte dele sin Myndighed - Eligius, Hellig, frankisk Guldsmed, Biskop og Missionær, (c.588-658/9) - Elihu, Navn paa flere Personer i det gamle Test. - Blija fra Tisbe i Gilead, israel. Profet fra Achab's Tid, omkr. Midten af 9. Aarh. f. Kr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Elifaz, en af Job’s tre Venner (E., Bildad
og Sofar).
eligerede Mænd eller eligerede
Borgere var i 18. og Beg. af 19. Aarh. Betegnelsen
for de Borgerudvalg, med hvilke Magistraten i
Købstæderne ell., hvor ingen Magistrat fandtes,
Byfogden maatte dele sin Myndighed i de
købstadkommunale Anliggender. I 4 Byer
(Helsingør, Nakskov, Odense og Ribe) var de e. M.
en Fortsættelse af de tilsvarende Udvalg, som
havde været kendte i Tiden før Enevælden, men
de fleste Steder oprettedes de fra ny af i Løbet
af 18. Aarh. og var 1787 med en enkelt
Undtagelse trængte igennem overalt. Undertiden var
det Magistraten selv, der gav Stødet til
Oprettelsen, idet den ønskede at have nogen at
raadspørge og dele Ansvaret med, men som oftest
udgik Initiativet fra Stiftamtmændene, der i de
e. M. saa en Modvægt mod Magistratens slette
Styrelse. Reglerne om Valget af dem og om
deres Antal og Myndighed vekslede opr. fra
By til By og var ofte meget ubestemte.
Valgretten tilkom snart Borgerne, snart Magistraten
og de e. M. selv, i begge Tilfælde dog saaledes,
at Stiftamtmandens Approbation som Regel var
nødvendig. Siden 1797 fik Borgerne alle Vegne
Indflydelse paa Valget, men denne Indflydelse
indskrænkedes betydeligt ved et Reskript af
1807, hvorefter Valget skulde foretages bl. nogle
af Magistraten foreslaaede Personer og endda
bagefter stadfæstes af Overøvrigheden. Hvad
Myndigheden angaar, blev der 1787 tillagt de
e. M. en virkelig Medbestemmelsesret i
kommunale Sager (Byens Indtægter, Udgifter, faste
Ejendomme o. l.), men var de og Magistraten
ikke enige, gik Sagen til Amtet, der kunde
afgøre den efter sit eget Skøn, og noget absolut
Veto havde de saaledes ikke. De e. M. afløstes
ved Købstadkommunalanordning 24. Oktbr 1837
af Borgerrepræsentantskaber, i St f. hvilke der
1868 traadte Byraad (s. d.). - I Kbhvn
anvendtes Udtrykket e. M. ikke, men en tilsvarende
Institution bestod her 1659-1840 under Navn
af »Stadens 32 Mænd«. (Litt.: P. Munch,
»Købstadstyrelsen i Danmark«, I-II [1900]).
P. J. J.
Eligius, Hellig, frankisk Guldsmed,
Biskop og Missionær, f. c. 588, d. 30. Novbr 658
ell. 659, var af rom. Familie fra Egnen om
Limoges, lærte Guldsmedekunsten og kom til Paris,
hvor hans Kunst skaffede ham stor Indflydelse
ved Chlotar II’s og Dagobert I’s Hof.
Paavirket af den kirkelige Strømning, som
Columbanus havde fremkaldt i Frankerrigerne,
løskøbte han Fanger og byggede Kirker og Klostre,
som han udstyrede rigt. Efter Dagobert’s Død
(638) fik E.’s Misundere Overtaget ved Hove,
og det var en Slags Forvisning, da E. blev
gjort til Biskop af Noyon (641). E. røgtede sit
Embede med største Iver, missionerede blandt
Flamlændere og Friser og virkede for
Præsternes Uddannelse. Efter hans Død sporede man
Jærtegn ved hans Grav i Noyon, og ganske
naturligt er han blevet Guldsmedenes
Værnehelgen. E.’s yngre Samtidige, Biskop Audoenus
af Rouen, har skildret hans Levned. (Litt.:
Godescard. Vie de Saint Eloi [Rouen 1863];
de Linas. Orfèvrerie mérovingienne [Arras
1864]; Reich, »Ueber Audoens
Lebensbeschreibung des h. E.« [Halle 1872]).
H. O.
Elihu, Navn paa flere Personer i det gamle
Test. Mest kendt er E., en af Job’s Modstandere,
hvis Taler indtager en Særstilling i Job’s Bog.
J. P.
Elija [e.lij’ja.] (bet. »Jah, d. e. Jahve er min
Gud«, gr. Form Elias) fra Tisbe i Gilead, israel.
Profet fra Achab’s Tid, omkr. Midten af 9. Aarh.
f. Kr. Om ham berettes 1. Kong. 17-2. Kong. 2
en Række Fortællinger, som hører til det gl.
Test.’s mest livfulde og ejendommelige
Fremstillinger, opr. vistnok stammende fra et særligt
Værk med Profethistorier, men meddelt i
ufuldstændigt Omfang, hvad bl. a. den abrupte Beg.
viser. E.’s Liv optages af den store Kamp
mellem Jahvekulten og den kana’anæiske Ba’alkult.
Denne sidste begunstigedes af Achab og navnlig
hans Hustru Izebel. I Ba’alernes Tjeneste stod
store Præsteskaber og Profetsamfund, og
Jahveprofeterne havde været Genstand for
Forfølgelser. E. forkynder nu Achab, at der vil komme
en stor Tørke som Jahve’s Straf. Selv drager
E. til Bækken Krit Ø. f. Jordan, hvor han
drikker af Bækken og faar Kød og Brød bragt af
Ravne, udsendte fra Jahve. Da Bækken tørrer
ud, byder Jahve ham gaa til Sarpat nær ved
Sidon. Der tager han ind hos en Enke; hun
bager ham Brød af sit sidste Forraad af Mel og
Olie; til Løn har hun nok af begge Dele under
Hungersnøden. Da hendes Søn dør, vækker E.
ham op ved ejendommelige Gebærder. - E.
træder nu frem for Achab, som imidlertid har
søgt ham, og foreslaar en Gudsdom mellem
Jahve og Ba’alsguderne. En saadan finder Sted
paa Karmel og gaar ud paa, hvem der kan faa
Ild fra Himlen til at antænde et Offer, E. ell.
Ba’alsprofeterne. Da E. vinder Prøven, kaster
Folket sig ned og hylder Jahve som Gud,
hvorefter E. lader sine Modstandere nedhugge ved
Kisons Bæk. Regnen kommer straks efter.
E. flygter for Izebel’s Hævn til Be’ersheba i
Syd-Juda. Ude i Ørkenen bringer en Jahve’s
Engel ham Føde, hvorpaa han i 40 Dage
vandrer fastende til Jahve’s Aabenbaringsbjerg
Horeb. Her aabenbarer Jahve sig for ham i en
mild Susen og byder ham vende tilbage og salve
Hazael til Arams, Jehu til Israels Konge og
Elisa til sin Eftf. Efter Achab’s Forbrydelse
mod Nabot sendes E. hen at forkynde ham hans
Kongehus’ Undergang. Ogsaa under Achazia,
Achab’s Søn, optraadte E. som Forsvareren af
Jahve’s Ære, saaledes da den syge Konge vilde
raadspørge en fremmed Gud, Ba’al Zebub i
Ekron, ang. sin Sygdom. Om E.’s Endeligt
fortælles der, at han engang gik fra Gilgal over
Betel og Jericho til Jordan sammen med Elisa,
som bad om at faa 2/3 af E.’s Aand. Medens
de taler sammen, kommer der en Ildvogn med
Ildheste og borttager E. i en Storm. - Trods
disse Fortællingers ufuldstændige Karakter giver
de dog et klart Indtryk af en mægtig og ensom
Skikkelse, der ubøjeligt forfølger sin Opgave
baade over for mægtige Modstandere og over
for dem, der halter til begge Sider. Han
betegner et afgørende Punkt i Israels
Religionshistorie, idet han hindrede Jahvereligionen i at
gaa under i Ba’alkulten. Han vandt den første
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
