Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elisabeth, Dronning af England (1558-1603), (1533-1603)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
da den kat. Hovedmagt, Spanien, indtog en
velvillig Holdning. Filip II vilde nemlig ægte hende
for i England at vinde en Støtte mod Frankrig,
men herpaa vilde E. ikke gaa ind; hun afviste
dette ligesom de mangfoldige andre Tilbud, der
gjordes hende af forsk. Fyrster, thi hun var
magtsyg og vilde ikke afstaa Herredømmet til
nogen Mand. Hendes bevægede Ungdomsliv
havde uddannet hendes Karakter; en underlig
Blanding af Fasthed og Ubestemthed, en stærk Lyst
til at forhale og udsætte hver Afgørelse var
hende egen. Hun skyede hverken Hykleri eller
sin Tids politiske Kunstgreb, snarere foretrak
hun dem for den lige slagne Vej, og for begge
Dele fik hun god Brug. E. var opdraget som
Protestant, og hendes Tronbestigelse betød
Protestantismens Sejr. Om man i det hele taget tør
tale om en bestemt religiøs Overbevisning hos
hende, var hendes Sympatier mest paa kat. Side;
den kat. Kirkes hierarkiske Ordning tiltalte
hendes Selvherskertemperament, dens højtidelige
Pragt blændede hendes Sanser, og hele sit Liv
igennem bevarede hun en stor Svaghed for
Helgenbilleder og Krucifikser. Men ligesom sin
Fader og, det maa tilføjes, ligesom største Delen
af det eng. Folk, vilde hun ingen Underkastelse
under Paven. Dette Standpunkt var dog i
Længden uholdbart, og rent personlige Forhold
maatte drive E. til at tage afgjort Parti for den ny
Lære. I alle rettroende Katolikkers Øjne var jo
hun, Anna Boleyn’s Datter, et uægte Barn. Ved
Uniformitets- og Suprematsakten (1559) blev den
anglikanske Kirke Englands Statskirke, en
underlig Bastard af den ny og gl. Tro, der forbandt
de protestantiske Dogmer med den kat.
Kirkeordning, hvor den højeste Magt udmundede i
Regentens Person, og Overtrædelse af
Kirkelovene straffedes som Forræderi mod Staten.
Foreløbig fandt der dog ingen Religionsforfølgelser
Sted mod Katolikkerne, der behandledes
mildere end venstre Fløj af Calvin’s Tilhængere,
de reformerte Sekterere, hvem E. hadede;
særlig var hun forbitret paa John Knox, der havde
fornærmet hende personlig. Og dog blev det en
af hendes første Regeringshandlinger at gribe
ind til Gunst for Presbyterianismen i Skotland,
selv om det mere var politiske end
religiøse Motiver, der ledede hende, og hun
tilskyndedes af sin Raadgiver, den strengt luth.
Cecil, Lord Burghley. Hendes Forbund med de
reformerte skotske Lorder (1560) gjorde en
Ende paa Katolicismen og den fr. Indflydelse i
Skotland og undergravede Marie Stuart’s
Stilling. Forholdet mellem de to Dronninger var
fra første Færd ret venskabeligt, men i
Ægteskabsspørgsmaalet laa der en Spire til Strid.
Thi da E. ikke vilde gifte sig, var Marie Stuart
gennem sit Slægtskab med Tudor’erne Arving til
hele Storbritannien; en skotsk kat. Konge og
muligvis en kat. Tronfølger var derfor de eng.
Statsmænd meget imod, og E. ønskede, at Marie
skulde ægte en Protestant, ja foreslog hende
endog sin egen Favorit Leicester. Det vakte
derfor hendes store Harme, at Marie Stuart ægtede
Fætteren Henry Darnley, der var Katolik og
beslægtet med det eng. Kongehus.
Begivenhederne i Skotland udviklede sig imidlertid med
rivende Fart; 16. Maj 1568 landede Marie Stuart
som Flygtning i England og anmodede om Hjælp
mod sine Undersaatter. E. var personlig stemt
for at modtage hende venlig, men overtalt af
sine Raader lod hun Marie Stuart fængsle.
Hendes Færd ved denne Lejlighed er yderst
karakteristisk, om end lidet værdig. At lægge sine i
Virkeligheden stærke Grunde til Fængslingen
klart for Dagen faldt hende ikke ind; hun trak
Sagen i Langdrag og overøste sin »gode Søster«
med Smiger, medens hun i Smug forhindrede
alle Udsoningsforsøg mellem hende og
Halvbroderen Murray og fik denne til at fremsætte
sin Klage offentlig. Da Marie Stuart, som
rimeligt var, vægrede sig ved at møde for en eng.
Domstol, havde E. saaledes et udmærket
Paaskud til at forlænge Fangenskabet. Hos alle
Katolikker vakte dette stor Harme. I selve
England rejste Hertugen af Norfolk en Opstand,
der dog dæmpedes med barbarisk Strenghed;
Paven bandlyste Dronningen og løste
Englænderne fra deres Troskabsed, og der skete flere
Anslag mod hendes Liv og forsk. Oprør. Selv
Paven opfordrede til at rydde den »ryggesløse
Jesabel« af Vejen, og fra de nordfranske Univ.
saavel som fra det nystiftede Collegium
Anglicum i Rom sendtes der talrige Jesuitter til
England og Irland, hvor den kat. Propaganda fandt
en særlig gunstig Jordbund. Alt dette bragte E.
ud af hendes halve Stilling og nærmede hende
det protestantiske Europa, ligesom man nu gik
haardt frem mod de eng. Katolikker, thi
»Religionen var«, som Cecil sagde, »blevet en
politisk Sag«. Efter 1572 begyndte E. at
understøtte Nederlænderne i deres Kamp mod
Spanien, uagtet hun betragtede dem som alm.
Oprørere, og samtidig indlededes der
Forhandlinger om et Ægteskab mellem hende og de
moderate fr. Katolikkers Fører, Hertugen af
Alençon. Gentagne Gange besøgte Alençon hende
i England, hvor E. kyssede ham i Hoffets
Paasyn, ligesom den 46-aarige Dame vekslede
talrige glødende Elskovsbreve med sin »lille Frø«,
som hun kaldte den koparrede Hertug. Men
trods de 12 Aar, Forhandlingerne varede, førte
de dog ikke til noget Resultat. Katolikkernes
Angreb paa hendes Person vedblev stadig og
antog mere og mere en storpolitisk Karakter.
Alle Traadene løb sammen i Marie Stuart’s
Fængsel, og E. tænkte paa at forsone sig med
hende, der var farligere i Fangenskab end i
Frihed. Da fik Regeringen paalidelige Beviser
i Hænde paa hendes Forbindelser med Spanien
og Planer om E.’s Mord og Katolicismens
Genindførelse. En uhyre loyal og patriotisk
Forbitrelse greb det eng. Folk. Man sluttede
Forbund til Beskyttelse af Dronningens Liv, og
Parlamentet erklærede Marie Stuart og hendes Slægt
for udelukkede fra Tronen, hvis E. døde en
voldsom Død. Hun selv dreves ved alt dette til
Offensiven, og uagtet der officielt var Fred med
Spanien, sendtes Drake til Vestindien og
Leicester til Nederlandene. Men hans Hær var alt
for lille, thi E. var meget paaholdende, og hun
gavnede kun Nederlandene ved, at Stormen
vendte sig mod hende selv. En ny
Sammensværgelse, stiftet af Babington, førte til, at den
alm. Stemning fordrede Marie Stuart stillet for
en Domstol. Dette skete, og hun dømtes til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
