Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elisabeth Petrovna, (1709-62), Kejserinde af Rusland (1741-62) - Elisabeth Stuart, engelsk Prinsesse, Dronning af Böhmen, (1596-1662) - Elisabetpol, se Jelissavet-Pol. - Elisha ben Abuja, (f.70 e.Kr.-(?)) Lovlærer - Elision, i Grammatikken: lydligt Fænomen, der bestaar i, at den første af 2 sammenstødende Vokaler (se Hiatus) falder bort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ophober sig, uden at hun kan bekvemme sig til
at tage nogen Bestemmelse ell. give sin
Underskrift, optaget som hun er af Baller, Jagt,
Toiletter (hun bærer aldrig to Gange det samme
Toilette og efterlader sig ved sin Død 15000
Kjoler foruden to Kufferter Silkestrømper),
Kirkegang, devote Betragtninger og religiøse
Øvelser; i de senere Aar volder hendes vaklende
Sundhed og dermed dalende Skønhed hende
megen Uro - det er umuligt mere at fastholde
hendes Alvor og Opmærksomhed for
Statssager.
I E.’s ydre Politik afgøres først Krigen
med Sverige, hvis »Hjælp« E. ikke havde haft
Brug for, og som blev tvunget til Freden i Åbo
(1743). Venskabet med Frankrig var kun
kortvarigt; Kansleren Bestuzhev, der var en
Modstander af dette Land, fik La Chétardie jaget
bort og Alliancen med Østerrig fornyet (1746).
Tilslutningen til Frederik II’s Fjender i
Syvaarskrigen knyttede dog atter Rusland til
Frankrig, og en hemmelig Korrespondance
udveksledes mellem Ludvig XV og E. (Vandal,
Louis XV et E. [1882]). E.’s Fjendskab til
Frederik II stammede først og fremmest fra
Frygten for Preussens voksende Magt, men Kongens
bidende Spot over den letfærdige Fyrstinde
indgav hende naturlig nok yderligere uvenlige
Følelser over for ham; desuden mente hun, at
»Kongen af Preussen visselig er en slet Fyrste,
som ikke frygter Gud, og som latterliggør de
hellige Ting; han gaar aldrig i Kirke; det er
Preussens Nadir Shah«. I sin indre Politik
beskytter hun, trods sine Sæder og sin Overtro,
den ortodokse Kirke; Jøderne forfølges og
udjages, fordi de er »Kristi vor Frelsers Fjender
og forvolder vore Undersaatter meget Ondt«.
Senatet genoprettes i den Form, det havde
faaet under Peter den Store. Industrien,
Handelen og Landbruget opmuntredes paa forsk.
Maade, Landets indre Toldgrænser ophævedes
(1753), og de barbariske Love mildnedes
noget, i alt Fald teoretisk. For Oplysningen
lader E. sin Yndling Ivan Schuvalov virke. Han
opretter Skoler, sender unge Russere til
Vesteuropa for at studere, han grundlægger Univ.
i Moskva og Akademiet for de skønne Kunstner
i Petrograd. Af overordentlig Bet. er det, at
fr. Indflydelse og Kultur nu afløser den holl.
og tyske Indflydelse paa alle Punkter lige fra
Klædedragt, Kunstindustri og Arkitektur til den
fremspirende Videnskab og Litt.
E.’s store Indflydelse paa talrige Omraader
af Ruslands Kultur vil sikre hende en Plads
ved Siden af Ruslands tre store Reformatorer:
Peter den Store, Katarina II og Alexander II.
Blandt E.’s Elskere skal fremhæves Bonden,
senere Greve Alexius Razumovski, hvem hun
vist ægtede hemmeligt (1742); Børn synes de
ikke at have haft. (Litt.: R. N. Bain, The
daughter of Peter the Great [London 1899];
Waliszewski, La dernière des Romanov. E.
I [Paris 1902], hvori Bibliografi).
L. K.
Elisabeth Stuart [i’£izəbeþ-’stju.ət], engelsk
Prinsesse, Dronning af Böhmen, Datter af Kong
Jakob I (VI) af England og Anna af Danmark,
f. 19. Aug. 1596, d. 13. Febr 1662. Som Barn
opdroges hun efter Tidens Sæd og Skik hos
forskellige Adelsdamer, og under
»Krudtsammensværgelsen« (1605) skulde hun have været
fanget paa Combe Abbey, hvor hun opholdt sig,
og udraabt til Dronning i St f. Faderen, men
hendes Opdrager fik hende i Tide fjernet. Efter
forskellige Giftermaalsprojekter - der var
saaledes Tale om Gustaf Adolf og Filip III af
Spanien - forlovedes hun 1612 med Kurfyrst
Frederik af Pfalz, hvem hun ægtede 1613.
Ægteskabet var udelukkende dikteret af Politik og
betragtedes som en vigtig Begivenhed, da det
knyttede England til den protestantiske
Hovedmagt i Tyskland. Den unge Kurfyrstinde førte
et stort og ødselt Hof, og det glade Liv paa
Slottet i Heidelberg fortsattes, da hendes
Gemal 1618 valgtes til Konge i Böhmen. Men
efter Slaget paa det hvide Bjerg (1620), der
gjorde en Ende paa Frederik’s kortvarige
Kongedømme og berøvede ham Pfalz,
forandredes hendes Karakter. Sammen med sin Mand
flygtede hun til Holland, hvor hun først levede
i Haag, siden i Rhenen, en lille By ved Arnhem,
og virkede med stor Iver for sin Sag. Blandt
de mange Beundrere, »Hjerternes Dronning«,
som hun kaldtes i England, havde, var Christian
af Braunschweig sikkert den, der tjente hende
mest trofast, men hverken han ell. Gustaf Adolf
formaaede at skaffe hende Pfalz tilbage. Efter
Mandens Død (1632) forblev hun stadig i
Holland og fortsatte sine Bestræbelser, der førte
til, at Sønnen Karl Ludvig ved den westfalske
Fred fik en Del af Kurfyrstendømmet tilbage.
Han lønnede hende kun slet, og hendes egne
Kaar var ringe, indtil hun efter Restaurationen
vendte tilbage til England (1660), hvor hun døde.
Bl. hendes øvrige Børn kan nævnes Ruprecht af
Pfalz og Sofie, Huset Hannover’s Stammoder.
M. M.
Elisabetpol [jelizavjæ’på£], se
Jelissavet-Pol.
Elisha ben Abuja, f. i Jerusalem før 70 e.
Kr., Søn af en rig Borger, optraadte som
Lovlærer omtr. 100 e. Kr. Han afskyedes p. Gr. a.
sine Lærdomme af Rabbinerne, som derfor ikke
vilde nævne hans Navn, men kaldte ham
dabar acher, »en anden Ting« e. l. Man ved, at
han studerede Græsk, og det hedder, at han
ikke opfyldte Farisæernes Bud; men hvori hans
Kætterier bestod, ved vi ikke. Nogle mener,
han var Gnostiker, andre Discipel af Filo, andre
Kristen. Bl. hans Disciple og Venner var Rabbi
Meïr.
J. P.
Elision (lat. elisio, af elidere, at udstøde)
er i Grammatikken Benævnelse paa et lydligt
Fænomen, der bestaar i, at den første af 2
sammenstødende, hver til sit Ord hørende,
Vokaler (se Hiatus) falder bort uden at
indvirke paa den anden, den tilbageblivende Vokal.
De 2 Vokalers Sammenstød kan være sket ved
Sammensætning, f. Eks. gr. άπάγω (jeg
bortfører) for ἐπο άπω ἐπελαύνω (jeg driver imod)
for ἒπὶ ἒλαύνω, og det kan indtræffe, naar et
Ord, der begynder med en Vokal, følger efter
et Ord, der ender med en Vokal. I dette sidste
Tilfælde antydes den eliderede Vokal i nogle
Sprog ved en Apostrof, f. Eks. gr. ἐπ’ ἐμοὶ
(ved mig) for ἐπὶ ἐμοὶ, ἐπ’ άγρον (paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
