Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elsass (lat. Alsatia, fr. Alsace), tidligere fr. Prov., nu en Del af det tyske Rigsland Elsass-Lothringen - Elsasser, Friedrich August, tysk Maler, (1810-1845) - Elsass-Lothringen, tysk Rigsland, omfatter de Omraader, der blev afstaaet af Frankrig til det tyske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hohenstaufernes Uddøen tilfaldt Habsburgerne, medens
Nordgau kom under Greverne af Öttingen. For
at modvirke Adelens Magt, oprettede de
habsburgske Kejsere en Mængde frie Rigsstæder i
E., bl. hvilke især Strassburg havde Bet.
Landet led under voldsomme Partikampe og
fjendtlige Indfald, især fra den Tid, da en af
Habsburgerne, Hertug Sigismund af Tyrol med
Kejser Frederik III’s Samtykke 1469 pantsatte nogle
af sine Lande, deriblandt Sundgau, til Karl den
Dristige af Burgund. Reformationen fandt stærk
Udbredelse i E.; men Religionskrigene og især
Trediveaarskrigen bragte store Ulykker over
Landet. 1621 rykkede Greven af Mansfeld ind
i E., og fra den Tid var det en af de vigtigste
Krigsskuepladser, indtil Bernhard af
Sachsen-Weimar erobrede det, efter hvis Død 1639 det
blev besat af Frankrig, som beholdt det hele
ved den westfalske Fred 1648. Rigtignok var det
kun de østerrigske Besiddelser, der afstodes, og
Rigsstædernes Rettigheder og deres Forhold til
det tyske Rige blev udtrykkelig anerkendte;
men allerede 1674 lod Ludvig XIV ti af
Rigsstæderne besætte, og 1681 inddrog han ved de
saakaldte Reunionskamre Strassburg og fik
denne Besiddelse anerkendt ved Freden i
Rijswijk. Under det franske Herredømme
blomstrede E.’s Industri og Handel. Dog holdt tysk
Sprog og tyske Skikke sig uforstyrrede, og
Provinsen E. bevarede sine gl. Institutioner
temmelig uforandrede. Først ved Revolutionen
ophævedes denne Særstilling, og Provinsen,
hvoraf der dannedes de to Departementer
Bas-Rhin og Haut-Rhin, blev helt forenet med det
øvrige Frankrig. Under Paavirkning af
Republikkens og Kejserdømmets glimrende Sejre
blev Stemningen mere og mere fr., uagtet det
tyske Sprog stadig holdt sig. Preussens Plan
at faa E. forenet med Tyskland 1815 strandede
paa de andre Magters Uvillie. I Løbet af 19.
Aarh. gik E. betydelig frem under det fr.
Regimente, medens man samtidig, især under det
andet Kejserdømme, søgte at forfranske det.
Da kom Krigen 1870-71, under hvilken
Tyskland besatte det, og ved Freden i Frankfurt
1871 beholdt Tyskland E. med Undtagelse af
det sydvestlige Hjørne omkr. Fæstningen
Belfort, hvorpaa det sammen med den nordøstlige
Del af Lothringen indlemmedes i Tyskland som
det umiddelbare Rigsland
Elsass-Lothringen (se videre under dette). (Litt.: Strobel
u. Engelhardt, »Vaterländische Geschichte
des Elsasses« [Bd 1-6, Strassburg 1841-49];
Boyer, Histoire d’Alsace [I, Paris 1862]; A.
Schmidt, »E. und Lothringen« [Leipzig 1859];
J. Wirth, La Langue Française dans les Depts.
de l’Est [Paris 1867]; Lorenz og Scherer,
»Geschichte des E.« [3. Oplag, Berlin 1886];
Rocholl, »Zur Geschichte der Annexion des
E. durch die Krone Frankreichs« [Gotha 1888];
Jacob, »Die Erwerbung des E. durch
Frankreich« [Strassburg 1897]; G. Weill, L’Alsace
Française de 1789 à 1870 [Paris 1916]; »Alsatia,
Jahrbuch für Elsässische Geschichte«, udg. af
A. Stöber [Bd 1-9, Mühlhausen 1850-85]).
G. Ht.
Elsasser [’ælzasər], Friedrich August,
tysk Maler, f. i Berlin 1810, d. 1845 i Rom. E.
blev uddannet paa Akademiet i Berlin, kom i
Rom under Catel’s Indflydelse og skattedes højt
af Samtiden p. Gr. a. sine stemningsfulde ital.
Landskaber med deres kraftige Lysvirkninger,
»Nemi-Søen«, »Ruinerne af Kejserpaladserne i
Rom«, »Pisa’s Camposanto i Maaneskin« m. v.
I Ny Carlsberg Glyptotek ses »Det indre af
Cappella Palatina i Palermo«, i Thorvaldsens Mus.
»Udsigt fra Teaterruinerne i Taormina«.
A. Hk.
Elsass-Lothringen [’ælzas-’lo.treŋən], tysk
Rigsland, omfatter de Omraader, der ved
Freden i Frankfurt a. M. 10. Maj 1871 blev afstaaet
af Frankrig til det tyske Rige, nemlig Elsass
(s. d.), undtagen Territoriet Belfort, og den
nordøstlige Del af Lothringen (s. d.). E.-L.
indtager det sydvestlige Hjørne af det tyske
Rige og ligger mellem 47° 25’ og 49° 30’ n. Br.,
5° 52’ og 8° 14’ ø. L. Landets Østgrænse mod
Storhertugdømmet Baden dannes af Rhinen;
den sydøstlige Grænse, mod Schweiz, gaar over
Jura-Bjergenes Udløbere; den vestlige Grænse,
mod Frankrig, passerer først den »burgundiske
Port«, mellem Jura-Bjergene og Vogeserne, og
følger derefter Vogesernes Hovedkam indtil
Donon, hvorfra Grænsen gaar mod NV. hen over
Lothringens Højslette, indtil den V. f. Mosels
Dal atter bøjer mod N.; den nordlige Grænse,
mod Storhertugdømmet Luxembourg, den
preussiske Rhinprovins og det bayerske Pfalz, er
draget ganske uden Hensyn til geografiske
Forhold. E.-L.’s Areal er 14522 km2. Det deles i
3 Distrikter: Ober-Elsass (3508 km2),
Unter-Elsass (4786 km2) og Lothringen (6228 km2).
Naturforhold. Landets Bygning er saa
sammensat, at man bør skelne mellem fl.
naturlige Landskaber, nemlig (1) den lothringske
Højslette, (2) Bjerglandet Vogeserne med Hart,
(3) Rhinsletten. Den lothringske
Højslette, hvoraf kun den nordøstlige Del
tilhører E.-L., er et 2-300 m højt Plateau,
hovedsagelig bestaaende af Lag fra Trias-Tiden
(Muslingekalk og Keuper). Forkastninger af Lagene
samt Vandløbenes Erosion har givet Højsletten
en uregelmæssig Overflade med mange
Bakkedrag. Vandløbene følger Højslettens Hældning
mod N. og samler sig i Rhinens Biflod Mosel og
dennes Tilløb Saar. Jordbunden er i Alm. kun
lidet frugtbar, men paa værdifulde Mineraler
er Lothringen rigt. Der findes vældige Lejer
af Stensalt og Gips, som navnlig udnyttes i
Omegnen af Château-Salins; og i det
nordøstlige Lothringen strækker Saar-Kuldistriktet sig
ind. Mod Ø. slutter den lothringske Højslette
sig til Vogeserne og Hart, der saa at
sige danner E.-L.’s Rygrad, strækkende sig med
nordnordvestlig Retning fra den »burgundiske
Port« til Sænkningen ved Kaiserlautern i Pfalz.
Hart er et af Floderne sønderskaaret
Sandstensplateau (»broget Sandsten« fra Trias-Perioden),
der hæver sig langsomt fra V., men sænker
sig pludseligt mod Rhinsletten, hvorfor de
højeste Toppe ligger nær den østlige Rand (Grosse
Wintersberg, 581 m); Mosler, Sauer o. a.
Bifloder til Rhinen har skaaret sig dybe og snævre
Dale, og nogle Steder har Erosionen frembragt
lgn. maleriske Fjeldformer som i »sachsisk
Schweiz«. S. f. Passet ved Zabern (377 m),
hvorigennem Rhin-Marne-Kanalen og Jernbanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
