Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eiskamp, Max, belgisk Digter, (1862- ) - Elskov, Kærlighed mellem Mand og Kvinde, især som gensidig Følelse - Elskovshof (Kærlighedshof, Kærlighedsdomstol) er den danske Betegnelse for, hvad der paa Fransk kaldes cour d'amour - Elster, to Floder i Mellemtyskland, hørende til Elb-Systemet. - 1) Weisse-E. udspringer paa E.-Bjergene paa Grænsen mellem Böhmen og Sachsen - 2) Schwarze-E. udspringer i Oberlausitz i Sachsen - Elster, i Reglen kaldet Bad E., Landsby og Badested i Kongeriget Sachsen tæt ved den bøhmiske Grænse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
louange à la vie selon l’amour, l’espérance et
la foi, hvori han søgte at sætte det
gammelflamske Maleris naive Følelse i Ord, der dog ofte
forfalder til uklar Mystik. Siden skrev han Six
chansons de pauvre homme (1896), Enluminures
(1898) og L’alphabet de Notre-Dame de la
Vierge (1902).
S. Ms.
Elskov, Kærlighed mellem Mand og Kvinde,
især som gensidig Følelse. Oldtiden kender ikke
dette Ord, men bruger Ordene ást, Kærlighed
(jfr Knud Danaast) og at elska uden
fastslaaet erotisk Bet. Det møder i Middelalderen
(gammeldansk elskog, gammelnorsk og svensk
elskugi) og udbredes især med Visedigtning og
Dans. En Elskovens Vise synes at være
Betegnelsen for en Dansevise, der indeholdt
direkte Henvendelser fra en Pige til en Svend
(ell. omvendt), og ansaas ikke for helt
sømmelig. - Ordet at »elske« og »lægge Elsk paa«
noget synes fra først af kun at bet. at lægge
Vægt paa, have Forkærlighed for noget; jfr
Gilje.
A. O.
Elskovshof (Kærlighedshof,
Kærlighedsdomstol) er den danske
Betegnelse for, hvad der paa Tysk kaldes »Minnehof«,
paa Fransk cour d’amour. Det er Navnet paa en
Art Forsamlinger ell. Domstole, som efter
Sigende skal have eksisteret i Frankrig i
Middelalderen, og som havde det Hverv som en Slags
højeste Instans at afgøre dels vanskelige
Disputter om Kærlighed, som indlededes af Digtere i
de saakaldte Tensoner (tensons, Stridsdigte),
dels virkelige Trætter mellem Elskende. I denne
Bet. findes cour d’amour først brugt i Slutn. af
16. Aarh.; i selve Middelalderens Litt. bruges
dette Udtryk kun om Kærlighedsgudens Hof
ell. Følge, ikke om nogen jordisk Forsamling.
Heller ikke nævnes den ovf. omtalte Domstol i
noget fr. Skr. fra Middelalderen. Den første
Fremstilling deraf er givet af Jehan de
Nostredame ell. Nostradamus, der 1575 udgav en Bog
om provençalske Digtere i Middelalderen. Han
fortæller, at disse Domstole væsentlig bestod af
Damer, og han giver en Fortegnelse over de
Damer, der var Deltagere i 3 saadanne cours
d’amour i Provence. De dømte efter hans
Fortælling kun om Spørgsmaal om Kærlighed
fremsatte i Form af Digte. Senere Forf. udvidede
disse Domstoles Virksomhed til ogsaa at gælde
virkelige Trætter mellem Elskende. Ved
Undersøgelser i Nutiden af Paul Meyer og Karl
Bartsch har det vist sig, at alt, hvad
Nostredame har fortalt derom, er opdigtet af ham selv.
I Beg. af 19. Aarh. fandt den fr. Lærde
Raynouard et lat. Haandskrift fra
Middelalderen af et Skr. af en vis Andreas, som
deri benævnedes »den fr. Konges Kapellan«. Det
indeholdt bl. a. en Del Domme om
Spørgsmaal ang. Kærlighed, afsagte af nogle
højtstaaende Damer i 12. Aarh. dels enkeltvis, dels med
fleres Bistand. Raynouard troede heri at se et
uomstødeligt Bevis for Nostredame’s
Fortællinger, skønt det i mange Henseender slet ikke
stemmede overens med dem, og mente derfor at
have bevist Tilværelsen af cours d’amour baade
i S.- og Nordfrankrig i Middelalderen. Han
opfattede dem nærmest som Domstole, der
afgjorde virkelige Trætter mellem Elskende. Hans
Paastande blev til Dels modbeviste af
Friedrich Diez. Imidlertid synes det omtalte lat.
Haandskrift virkelig at tilhøre 12. Aarh.’s
Slutning ell. de første Aar af 13. Aarh., og man
kan derfor næppe antage de deri anførte
Domme for Opdigtelser. Mange, f. Eks. den franske
Lærde Gaston Paris, mener dog, at de
kun er fremkomne ved en Slags Selskabsleg,
andre derimod, at de for en Del maa angaa
virkelige Forhold. Iflg. Digte og Fortællinger
fra Middelalderen synes det nemlig, som om
Strid mellem Elskende af og til har faaet sin
Løsning ved anonym Henvendelse til enkelte
ansete Personer, som antoges for at være i
Besiddelse af særlig Viden paa dette Omraade.
Denne Opfattelse er blevet fremsat af E.
Trojel, Italienerne Pio Rajna og
Crescini. (Litt.: Raynouard, Des Cours
d’amour [i Choix des poésies originales des
troubadours, 2. Bd, Paris 1817]; Fr. Diez,
»Ueber die Minnehöfe« [Berlin 1825]; Gaston
Paris i Romania [12. Bd] og Journal des
Savants [1888]; E. Trojel, »Middelalderens E.«
[Kbhvn 1888]; Pio Rajna, Le Corti d’amore
[Milano 1890] og Studj di filol. rom.;
Vincenzo Crescini, Per gli Studj Romanzi,
Saggi ed Appunti [Padua 1892]; Andreæ
Capellani regii Francorum De Amore libri tres.
Rec. E. Trojel [Hauniæ 1892]).
E. Trojel.
Elster, to Floder i Mellemtyskland, hørende
til Elb-Systemet. 1) Weisse-E. udspringer
paa E.-Bjergene paa Grænsen mellem Böhmen
og Sachsen, flyder først mod N. gennem Sachsen
og fl. thüringske Fyrstendømmer, derpaa med
nordøstlig Retning gennem preuss. Sachsen og
Kongeriget Sachsen indtil Leipzig, hvor den i
højre Bred optager Pleisse. Fra Leipzig
løber den mod V., delende sig i to Arme, den
egl. E. og Luppe, der følger hinanden
parallelt og med en Afstand af 4 km udmunder i
Saales højre Bred mellem Halle og Merseburg.
Trods sin Længde, 195 km, har den kun ringe
Bet. for Samfærdselen, idet kun en kort,
kanaliseret Strækning ved Leipzig er farbar for
Smaadampere. - 2) Schwarze-E.
udspringer i Oberlausitz i Sachsen, strømmer mod N.
og NV. gennem Sachsen og Preussen, optager
i venstre Bred Röder og udmunder efter et
180 km langt Løb i Elbens højre Bred ovf.
Wittenberg. Heller ikke denne har stor Bet. for
Samkvemmet; den er dog sejlbar paa 60 km.
G. Ht.
Elster, i Reglen kaldet Bad E., Landsby og
Badested i Kongeriget Sachsen i det saakaldte
Vogtland tæt ved den bøhmiske Grænse med
2084 Indb., 470 m o. H. i en Dal, der
gennemstrømmes af den hvide E., er mod 3 Sider
beskyttet mod Vinden af skovklædte
Bjerghøjder, kun aabent mod S.-og SV. Dets mineralske
Kilder indeholder svovlsurt og kulsurt Natron,
kulsurt Jernoxydul, Klornatrium og store
Mængder fri Kulsyre, bruges til Bade og Drikkekure.
3 af Kilderne er rene kulsyreholdige Jernkilder,
Der findes ogsaa jernholdigt Slam
(E.-Moorerde), der anvendes til Bade. E. søges for
Blodmangel, Blegsot, Irritation i Nervesystemet,
kvindelige Underlivssygdomme og kronisk
Tarmkatarr (navnlig af Tyktarmen), søges særlig af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
