Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elverfolk, Ellefolk, sv. Elvor, norsk Alvefolk; hos de nordiske Folk Navne paa smaa, luftige Væsener - Elverhøj, - 1) en Høj, der tros beboet af Elverfolk; - 2) dansk Folkevise; - 3) Skuespil af J. L. Heiberg 1828. - Elverskud, - 1) i nordisk Folketro en af Elverfolk paaført Sygdom, - 2) nordisk Folkevise, en ejendommelig Omformning af en over en stor Del af Europa udbredt Folkevise - Elverum Herred, Søndre Østerdalen Fogderi, Hedemarkens Amt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
man forstaa den store Rolle, som Elvehøjen
spiller i disse luftige Væseners Liv. Disse runde
Høje paa jævn Mark er jo sædvanlig Gravhøje
fra Folkets ældste Kulturperioder; Ofringen paa
Elvehøjen maa da opfattes som en Fortsættelse
af Ofringerne til de Afdøde, efter at Navne og
Slægtskabsforbindelser for længst er glemte og
Højbygningen afløst af andre Gravskikke. - Om
vi i denne Tro paa E. som Gravhøjens Beboere,
de Afdødes Sjæle, har Oprindelsen til
Elveforestillingen ell. kun til en enkelt Side af den, lader
sig næppe afgøre ud fra nordiske
Overleveringer.
I Tysk genfindes de nordiske Navne Arv og
Elv saaledes, at Hankønsordet der Alp
betegner en plagende Drømmeskikkelse (jfr Mare),
die Elbe (sædvanlig i Flertal die Elben) er
derimod et luftagtigt Naturvæsen, ligesom den eng.
Elf (nu stærkt fortrængt af det opr. romanske
Fairy), der i Oldengelsk forekommer som Søelf,
Skovelf o. s. v. De fleste Forestillinger om E.’s
Omraade, Opholdssteder og Udseende svarer til
de nordiske. - Desuden findes der Væsener,
som særlig svarer til de skovboende danske E.
og de sv. Skovfruer og Skovmænd; de optræder
oftest mosklædte, og deres Liv er endnu
nærmere knyttet til det enkelte Træ; naar man
vrider Barken af friske Træer, dør de; efter
Egnenes Karakter skifter deres Væsen fra de
agerdyrkende Folks (Holzfräulein til
Bjergskovenes wilde Weiber og wilde Männer, der
aabenbarer sig i frygteligt Uvejr [jfr
Vildmand]); men kommer man oven for
Skovgrænsen, til Sætergræsgangen og til
Gemseklipperne, befolker Tyrols »Snejomfruer« og »salige
Jomfruer« et luftigt Skønhedsrige, Mage til den
norske Huldreverden.
Fælles for E., overalt hvor de optræder, er
den store Tilbøjelighed til at glide over i en
Mængde andre Væsener, dels
sjælelig-spøgelseagtige, dels og især Naturvæsener: 1) Skov- og
Planteverdensvæsener (Skovfrue, wilde Weiber,
wilde Männer), 2) Bjerges og Højes smedende
Beboere (Dværg, Underjordiske, Højfolk), 3)
Husaander (Tomte, Nisse, Godbonde), 4)
Vandaander (Nøkke). Naar man har opfattet alle
disse som Særarter af E., turde det dog være
forhastet. Ligeledes er det usikkert, om E. opr.
ogsaa har været Tordendæmoner, fordi de
stadig optræder klædte i rødt, og fordi Vættelys
(Belemnitter) baade opfattes som »Alveskud«,
»Alvpil« og som Tordengudens Vaaben. Men
hvorledes det end forholder sig med E.’s
Oprindelse og ældste Skikkelse, er det vist, at
Elveforestillingen er udformet med mærkværdig
Rigdom af de forsk. Folk, og alt medens
Naturtræk knyttes til Elvelivet ell. udelades, lægger
de nordeuropæiske Folk en ejendommelig
Livsopfattelse deri, ikke en Naturbesjæling, men en
bag ved Naturens tilsyneladende Fattigdom
liggende »skjult« Verden (Huldreverden): det
første og stærkeste Udtryk for den romantiske
Følelse.
Dette er Grunden til E.’s store Plads i senere
Digtning: de nordiske Elveviser, den tyske
Dværgkonge Alberich i »Nibelungenlied« og den
fr. Oberon; denne Strøm mødtes med og
forenedes med en ganske lgn. fra Vesteuropa af
fr. Fée’r, eng. Fairy’s og keltiske Sid og satte
sit Præg paa den eventyrlige Ridderdigtning.
Saavel ad boglig som ad folkelig Vej naaede
Elvedigtningen til Shakespeare
(»Skærsommernatsdrøm«; jfr Nis Puk) og Romantikerne
(Wieland, Ingemann, Heiberg). (Litt.: E. T.
Kristensen, »Danske Sagn« II [Aarhus
1893]; Mannhardt, »Baumkultus der
Germanen« [Berlin 1875]; E. H. Meyer,
»Germanische Mythologie« [Berlin 1891]; S.
Grundtvig, »Danm. gl. Folkeviser« II [1856] med
Tillæg i IV; Sidney Hartland, Science of
Fairy Tales [London 1891];. H. I. Feilberg,
»Bjærgtagen« [1910]; Flentzberg, »Älvorna«
[Fataburen, 1907]; J. Sahlgren, »Om
tvebottnade sjöar« [»Namn och bygd« I, S. 45],
A. Bugge, »Øen Man og Gottland« [Festskrift
til A. Torp, 1913, S. 141]; Wadstein, »Alfer
och älvor« [»Uppsalastudier tillegnade Sophus
Bugge«, 1893]). Af Navnet E. gives forsk.
Tolkninger, alt efter Forskernes mytol. Standpunkt.
A. O.
Elverhøj, 1) en Høj, der tros beboet af
Elverfolk; 2) dansk Folkevise; 3) Skuespil af
J. L. Heiberg 1828.
A. O.
Elverskud, 1) i nordisk Folketro en af
Elverfolk paaført Sygdom, 2) nordisk
Folkevise, en ejendommelig Omformning af en i
Frankrig hjemmehørende, over en stor Del af
Europa udbredt Folkevise. (Litt.: S.
Grundtvig, »E.« [1881, Særtryk af »Danm. gl.
Folkeviser«, 4. Bd]). Visen danner Grundlaget for
H. C. Andersens »E.« med Gade’s Musik og
ligeledes for Goethe’s »Erlkönig« (hvis Navn er
en misforstaaet Overs. af dansk Ellekonge).
A. O.
Elverum, Herred, Søndre Østerdalen
Fogderi, Hedemarkens Amt, (1910), 10065 Indb.,
er en udpræget Skovbygd, ligger paa begge
Sider af Glommen, den østlige Del er ved mindre
Dalfører opdelt i fl. Partier, den vestlige Del er
smallere og kun i den nordre Del bjergfuld
(Nordhue 768 m). Bebygningen er i Hoveddalen
væsentlig knyttet til Strøget omkr.
Jernbanestationen og Kirken, den saakaldte E. Leir paa
Glommens Østside, en Landsby paa c. 200 Huse
med 2000 Indb., forbundet ved en stor
Kørebro med Jernbanestationen, der ligger paa
Vestsiden af Elven. I E. Leir er
Kommunelokale, offentligt Bibliotek, Sparebank,
Bryggeri, Dampsavværk, mekanisk Værksted
m. m. Her er flere Hoteller, Apotek,
Middelskole og Lærerskole samt siden 1917
tillige Standkvarteret for 2. Division. Et Par km
NV. f. E. Leir ligger Grundset
Markedsplads, som før havde adskillig Bet. Tæt
bebygget er ogsaa den 5 km sydligere liggende
Heradsbygd og den 10 km nordligere liggende
velstaaende Hernæsbygd. Bebyggelsen i den
øvrige Del af Herredet er spredt. Gode Veje fører
paa begge Sider af Glommen samt Ø. over til
Trysil og V. over til Hamar. Den smalsporede
Hamar-Trondhjembane kommer fra V. ind i
Herredet med Station ved E. paa Vestsiden.
Her støder til den ligeledes smalsporede
Solørbane, som noget længere S. ved Haugst gaar
over paa Glommens østre Bred, hvor de to
Stationer Jømna og Heradsbygden ligger inden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
