Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole / 210 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England (hermed et Kort over de britiske Øer), Hovedlandet i det britiske Rige - England. Oversigt over Indholdet. - England. Naturforhold

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Oversigt over Indholdet.

	Side
Naturforhold	210
Befolkningsforhold	218
Statsforfatning og -forvaltning	225
Finansvæsen	233
Industri	234
Handel og Skibsfart m. m.	237
Landbrug	241
Andre Næringsveje	242
Kirkelige Forhold og Undervisningsvæsen	243
	Side
Retsvæsen	246
Hær og Søværn	247
Mønt, Maal og Vægt	252
Sprog	253
Litteratur	259
Kunst	272
Musik	277
Teater	279
Presse	280
Historie	283

(For flere af disse Afsnits Vedkommende er
Forholdene i det forenede Kongerige behandlede under
eet her, saaledes at der fra Art. »Skotland« og
»Irland« kun vil blive henvist til »England«).

Naturforhold.

Beliggenhed. De britiske Øer har endnu
i sen-geologisk Tid udgjort en Del af det
europæiske Fastland; først efter Istiden har
Sænkning af Landet samt Havets nedbrydende
Virksomhed løsrevet denne Øgruppe fra Kontinentet.
Trods sin insulære Beliggenhed viser E. i sine
Naturforhold væsentlig Overensstemmelse med
det kontinentale Vesteuropa. Ogsaa i Henseende
til Befolkning og Kultur viser E. nøje
Tilknytning til Fastlandet, selv om Ønaturen har
begunstiget Udviklingen og Bibeholdelsen af
mange Særegenheder. Særlig Bet. har E.’s
Beliggenhed haft i politisk og økonomisk Henseende.
Før de store Opdagelsers Tid laa E. i Udkanten
af den kendte Verden, omgivet mod V., SV. og
NV. af det ukendte Ocean; men samtidig med,
at Verdenshavet blev Alfarvej og den kendte
Verden kom til at omfatte ny Verdensdele, blev
E.’s Beliggenhed central. I Modsætning til
andre søfarende europ. Nationer nød Englænderne
den Fordel, at Havet beskyttede mod militære
Angreb af Fastlandsmagter, hvorfor de store
europ. Kriges Ødelæggelser kun i ringe Grad
har ramt E.; dette er en af Grundene til, at E.
blev Sejrherren i Konkurrencen mellem de
søfarende Folkeslag. - Det egl. E., der mod N.
grænser til Skotland omtr. langs en Linie fra
den indre Ende af Solway Firth mod NØ. til
lidt N. f. Mundingen af Tweed, beskyttes mod
Ø. af Nordsøen, mod S. af Kanalen og mod V.
af Atlanterhavet, St Georgs-Kanalen og det irske
Hav. Det nordligste Punkt i E., lidt N. f. Tweeds
Munding ligger under 55° 48’ n. Br., det
sydligste Punkt, Lizard Point i Cornwall, under
49° 58’ n. Br. Landets øst-vestlige Udbredelse
er størst mod S.; det østligste Punkt er
Lowestoft Ness i Suffolk, 1° 44’ ø. L. f. Grw., det
vestligste Punkt er Lands End i Cornwall, 5° 47’
v. L. f. Grw. E. har en overmaade rig
Kystudvikling; mange store og smaa Bugter
skærer sig ind i Landet, saa at intet Punkt i
det Indre er mere end 120 km fjernet fra
Havet.

Overfladeforhold og Geologi. De
britiske Øers geol. og tektoniske Forhold ligner
det øvrige Nordvesteuropas. Stærke Foldninger
af Jordskorpen har her ikke fundet Sted siden
Kultiden. Allerede i Beg. af Devontiden opstod
de kaledoniske Bjerge, der fra Irland strakte
sig over det nordlige Wales, det nordvestlige
E. og Skotland og mod NØ. gennem
Skandinavien. Ved Midten af Kultiden dannede sig
det armorikanske Bjergsystem, der over det
sydlige Irland, det sydlige Wales og Cornwall
strakte sig gennem Bretagne til det fr.
Centralplateau. Disse gl. Bjerge er forlængst nedbrudte
af Vejrsmuldringen og Floderne, og af
Nedbrydningsmaterialet er bl. a. det nuv. engelske
Lavland opbygget. Under Jordens Middelalder
laa en stor Del af Storbritannien under Havets
Overflade og blev dækket af betydelige
Aflejringer. Ved Midten af Tertiærtiden blev Landet
atter udsat for Jordskorpebevægelser, denne
Gang dog ikke betydelige Foldninger, men
derimod Hævninger, Brud og Forkastninger.
Derved blev de gl. afslidte Bjerge delvis atter
hævede op, saa de kom til at danne
Bjerglandskaber, medens en Del af de udstrakte
Havaflejringer dukkede frem som Sletteland.
Overfladeformerne blev dog siden stærkt influerede
ikke alene af Vejrsmuldringen og Flodernes
Virksomhed, men ogsaa af Istidens Gletschere,
der udbredte sig over største Delen af Landet.
Bjergene bærer endnu tydelige Spor af
Gletschernes Virksomhed, og det af Gletscherne
bortførte Materiale blev aflejret i Lavlandet. Endog
fra den store skandinaviske Indlandsis naaede
Gletschere over Nordsøen, som den Gang var
Land, til Englands nuv. Østkyst, hvor norske
Flytblokke vidner om Isens Transport. Største
Delen af de eng. Moræneaflejringer stammer
dog fra Wales, fra Cumberland og fra de
skotske Højlande. Kun den Del af E., der ligger
S. f. en mod N. buet Linie fra Bristol-Kanalen
til Themsens Munding, blev fri for Isen. Da
Klimaet blev mildere, og Isen trak sig tilbage,
dukkede E. atter frem, forbundet med Europa,
og Plante- og Dyrelivet vandrede ind.
Landsænkning efter Istiden og Bølgernes og
Tidevandsstrømmens Nedbrydning gjorde Landet til
et Arkipel og frembragte de nuv. Kystformer.
Irland synes at være blevet skilt fra
Storbritannien, allerede før Strædet ved Dover var
opstaaet; dette viser sig bl. a. derved, at Irland
ikke er blevet naaet af saa mange Plante- og
Dyreformer som Storbritannien.

E.’s geologiske Historie er saaledes meget
mangfoldig, og ingen anden Del af Europa kan
opvise saa mange forsk. geol. Lag inden for
et saa forholdsvis lille Areal. En Vandring fra
det nordvestlige Wales mod SØ. gennem E. til
Themsen (se Fig.) begynder i en Bjergegn, hvor
Jordbunden bestaar af tidlige Oldtidsdannelser
(fra den kambriske og siluriske Periode) med
smaa indtrængte Granitmassiver. Ø. f. Wales,
i Shrop- og Herefordshire, følger devoniske
Dannelser, derefter i Severns Dal Lag fra
Triastiden, og i Lavlandet længer mod SØ. træffes
stadig yngre Lag, fra Jura, Kridt- og
Tertiærtiden; Themsens Munding er endog omgivet af
Alluvialdannelser. Alle disse Lag hælder mod
SØ., som Tværsnittet viser, lejrede saaledes, at
de yngste ligger øverst og længst mod SØ.
Hævning og Erosion har mod V. blottet de
ældre Lag, medens yngre Lag har kunnet
bevares mod SØ.

Med Landets geol. Bygning hænger
Mineralforekomsterne sammen. Medens de yngre
Formationer mod SØ. er fattige paa værdifulde
Mineraler, er de ældre Dannelser mod V. og NV.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>