Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Statsforfatning og -forvaltning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Medlemmer, uden Hensyn til ligefremme Udskejelser
fra disses Side (saaledes Prinsregentens
forargelige Levned under Georg III): I Virkeligheden
slaar Kongens Magt dog langt under, hvad den
retslige Fiktion tillægger ham; thi ikke alene er
den meget indskrænket ved de store
Rettigheder, der er tillagt Parlamentet, men ogsaa
den Myndighed, som dette har levnet ham, de
saakaldte »kongelige Prærogativer«, udøves af
hans Ministre, hvis Valg saa temmelig paanødes
ham af Parlamentet. Vistnok øvede Georg III
i den første Snes Aar af sin Regering stor
personlig Indflydelse, ja kunde endnu 1801
fremtvinge et Ministerskifte. Ogsaa Vilhelm IV kunde
1834 tillade sig et lgn. Skridt, men siden er
Kronens Magt sunket ned til at øve en vis
moralsk Indflydelse, og kun naar, de politiske
Partier i Parlamentet og i Folket har været lige
stærke, har dens Indehaver kunnet lægge det
afgørende Lod i Vægtskaalen (saaledes 1864 i
Spørgsmaalet, om E. skulde hjælpe Danmark
ell. forblive neutralt). Hvorvidt i Fremtiden en
Konge med aandelig Overlegenhed og rig
politisk Erfaring vil kunne genvinde noget af den
tabte Magt, er vistnok tvivlsomt. Edvard VII
øvede dog stor personlig Indflydelse paa E.’s
udenrigske Politik.
Det kgl. Veto er ikke blevet brugt siden 1707,
og - saa lyder en eng. Paradoks - »Kongen
vilde være nødt til at undertegne sin egen
Dødsdom, hvis Parlamentet besluttede den«.
Men de politiske Former vedligeholder Mindet
om den Tid, da Parlamentets Rettigheder var
knapt tilmaalte; Stadfæstelsen af dets
Beslutninger sker endnu med gammelfranske Formler
fra de normanniske Kongers Tid. Kongen »kan
ikke gøre Uret« og er uansvarlig for
Regeringens Handlinger; civile Klager kan kun rettes
mod ham i Form af Ansøgninger og opfyldes
da som en Naadessag. Statens Tilskud til
Hofholdningen fastsættes for hver Konges Levetid:
den er siden 1901 470000 £; desuden gives
Aarpenge til andre Medlemmer af Kongehuset. De
øverste Hofembedsmænd - under Dronning
Victoria siden 1841 tillige de første Hofdamer
- skifter med hvert Ministerium; de er: Lord
Steward (Hofmarskal), Lord Chamberlain
(Overkammerherre), der tillige fører et Slags Tilsyn
med Teatrene, Overstald- og
Overjægermesteren (Master of the Horses og Master of the
Buckhounds), og er i Reglen alle Peerer.
Ligesom Kongen udøver Lovgivningsmagten i sit
Parlament, styrer han Landet i sit Stats- ell.
Gehejmeraad (Privy Council), der er ordnet
1679 og opr. skriver sig fra Kong Richard II’s
Tid. Det omfatter alle nuv. og tidligere
Ministre, en Del høje Embedsmænd, og hvem
Kongen ellers kalder til Sæde deri, i alt (1916) c. 200
Medlemmer (1895: 224). Ministrene modtager
og nedlægger deres Embedssegl i dets Møder,
og alle vigtigere Regeringsbeslutninger og
Kundgørelser udstedes her; men i Virkeligheden er
disse Beslutninger forud tagne i Ministerraadet,
og Afgørelsen i Statsraadet er kun en Formsag.
De tidligere Ministre giver aldrig Møde
undtagen ved Tronskifte og lgn. Højtideligheder;
andre Medlemmer kun efter Tilsigelse. Af
Statsraadet dannes - udelukkende af de virkelige
Dommere - et dømmende Udvalg, som er
Appellationsret for Indien og Kolonierne samt for
de gejstlige Retter og i Prisesager. Formanden
i Statsraadet, som i tidligere Tider var
Førsteminister, er nu kun en af Ministeriets Ordførere
i Overhuset, men ellers nærmest Minister uden
Portefeuille. Den virkelige Regering er derimod
Ministeriet, hvis ledende Medlemmer
udgør Kabinettet. Dette er dog ingen officiel
godkendt Myndighed (Gladstone nægtede engang
i 1880’erne at meddele dets Sammensætning), og
1701 blev det endog ligefrem forbudt, at der
uden for Statsraadet holdtes et saadant
hemmeligt Raad, hvori Statssager drøftedes fortrolig
af Mænd alene af eet Parti (kaldet Junto under
Karl I og Cabal under Karl II), men Forbudet
toges tilbage 1705. Kabinettet er netop
Udtrykket for den politiske Partiregering, der først
kom frem 1694, slog Rod under R. Walpole’s
langvarige Styrelse (1721-41) og siden W. Pitt’s
Tid (1784) har været alm. godkendt efter Georg
III’s frugtesløse Forsøg paa at frigøre sig
derfor. Ministeriet udgaar nemlig fra det Parti
(ell. en Forening af politiske Grupper), der har
Flertal i Underhuset ell. dog er saa stærkt her,
at der under Husets øvrige Sammensætning
ikke kan tænkes noget andet Flertal dannet.
Verdenskrigen har dog medført, at der 1915 -
ligesom under Vilhelm III - dannedes en
»national« Regering, sammensat af de politiske
Partiers bedste Mænd, saa at den vanlige
Parlamentarisme for Tiden hviler. Saaledes som
den parlamentariske Statsskik har formet sig i
E., er Ministeriet ingenlunde som i Frankrig
nødt til at gaa af, fordi enkelte, ja endog vigtige
Afstemninger gaar det imod (Melbourne holdt
sig ved Roret i fl. Aar, skønt dette jævnlig
hændte ham, og Disraeli ligeledes 1868 under
lgn. Forhold); men det viger ubetinget sin Plads,
naar enten Underhuset ligefrem udtaler sin
Mangel paa Tillid (som det skete 1841 og 1892),
ell. naar det selv føler Grunden vakle under
sig (f. Eks. naar dets tidligere Flertal er paa
Veje til at splittes), medmindre det tiltror sig
at have Flertallet af Vælgerne for sig og ved
en Opløsning vil paakalde deres Afgørelse.
Kabinettet er sammensat af Mænd af begge
Parlamentets Huse; men medens i 18. Aarh.
Peererne afgjort havde Overhaand, er Forholdet i
de sidste 50 Aar efterhaanden blevet det
modsatte. Tallet paa dets Medlemmer er ubestemt
(1914 var det 20), og der sørges gerne for, at
der er Talsmænd for de enkelte Afskygninger
i Partiet. Kun de egl. Statssekretærer og de
vigtigste Ministre har altid Sæde; ved de
underordnede Poster er Hensynet til Indehavernes
personlige Bet. afgørende. Ministrene er
ansvarlige for Regeringens Førelse - det udtaltes
som Grundsætning 1679, men var allerede
faktisk gjort gældende siden 1376 baade ved
Fængsels- og Dødsstraf; dog er siden 1714 ingen
politisk Anklage blevet rettet mod nogen
Minister (Anklagen 1806 imod Lord Melville var for
Underslæb), idet Modpartiet er tilfredsstillet
ved at fjerne ham fra Magten.
Til Ministeriet hører i alt 50-60 Personer.
Førsteministeren har siden 1714 været
den første Skatkammerlord (First Lord of the
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
