Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Europa, Amerika o. s. v.), altsaa som Modsætning
til det snævrere Begreb af »Engelsk« som
udelukkende knyttet til E. selv; enkelte
Amerikanere, der ikke gerne vil mindes deres
Gæld til det europ. Moderland, undgaar Ordet
English om Sproget og siger i Stedet Saxon.
Den oldengelske Periode er sproglig
bestemt den Tid, da de fulde Endelser med
Vokalerne a, e og u adskilte endnu bevaredes;
den gaar fra Indvandringen til omtr. 1100. Bl.
de Lydændringer, der giver Engelsk dets
Særpræg i Sammenligning med de beslægtede
Sprog, skal her blot nævnes, at Diftongerne au
og ai bliver til ea og a: east smlg. oldnordisk
austr; stan nu Stone, smlg. got. stains; samt at
en Nasalkonsonant bortfalder foran f, þ og s,
fif, nu five, smlg. got. fimf, oðer nu other,
smlg. got. anþar; gos, nu goose, smlg. tysk gans.
Sprogbygningen staar endnu i det hele og store
paa det fælles (vest)germanske Standpunkt: der
adskilles fire Kasus, Nominativ, Akkusativ,
Dativ og Genetiv, hvortil i visse Tilfælde endnu
kommer en Instrumentalis, der dog oftest er
faldet sammen med Dativ; de forsk. paa de gl.
Ordstammer beroende Deklinationer skelnes
endnu ret tydeligt, selv om navnlig visse
Endelsers Bortfald efter lang Stavelse volder
Sammenfald paa fl. Punkter. I nogle Pronominer
adskilles endnu foruden Ental og Flertal det
gl. Total. I Verbalbøjningen holdes i Ental, men
ikke i Flertal, de tre Personer ude fra
hinanden; de stærke Verber fordeles endnu i
temmelig nøje Overensstemmelse med de ældre
Forhold i Aflydsklasser, selv om ganske vist
specielle eng. Lydændringer bevirker nogle
Afvigelser; i Præteritum har Flertal som oftest
en anden Vokal end Ental, i nogle Verber
ogsaa forsk. Konsonant som Følge af forsk.
Accentuation i Ursproget (Verner’s Lov). I nogle
faa Verber ses endnu tydelig den gl.
Reduplikation, medens den er udvisket i andre, der
derved kommer til at se ud omtr. som
aflydende Verber. Hvad Syntaks angaar, viser navnlig
Digtersproget mange Fortidslevninger, saasom
Brug af Verbalformer uden Pronominer og af
Kasus uden Præpositioner, hvor Prosaen
kræver Tilføjelsen; i Poesi anvendes endnu ogsaa
ofte fri Ordstillinger, hvor der i Prosaen er mere
lovbunden Orden, selv om vi heller ikke her i
denne Periode har saa faste Forhold som siden
og navnlig kun i meget ringe Udstrækning har
Ordstilling brugt som betydningsadskillende
Middel.
Ordforraadet er interessant ved de mange
bevarede Oldord; en stor Mængde af disse maa
dog allerede, navnlig mod Slutn. af Perioden,
have været helt ubrugelige i daglig Tale og
forekommer aldrig i Prosa. Medens der er
meget faa keltiske Laaneord, hvad der dog ikke
kan forbavse i Betragtning af det kulturelle
Forhold mellem Kelterne og Erobrerne, er der
trængt en Del Ord ind fra Latin, nogle
allerede inden Udvandringen til E., andre senere,
navnlig Kulturord, indførte som Følge af
Kristendommen. Hertil hører f. Eks. minster,
oldengelsk mynster af monasterium, devil, oldeng.
deofol af diabolus, shrine, oldeng. scrin af
scrinium, mass, oldeng. mæsse af missa. Men ellers
er det karakteristisk for de gl. Englændere i
Modsætning til deres Efterkommere, at de i
meget stor Udstrækning brugte ell. dannede
indfødte Ord, selv for ny Kulturbegreber, i St f.
at antage lat.; saaledes brugtes had om
Munkeorden (nu order), witega om Profet, þrowere
om Martyr, godspell (nu gospel) om
Evangelium, heahfæder (Højfader) om Patriark,
fulwiht ell. fulluht om Daab o. s. v. Denne
naturlige Purisme gør sig ogsaa gældende uden for
det kirkelige Sprog.
De oldeng. Dialekter beroede væsentlig paa
Forskellighederne mellem de indvandrede
Stammers Sprog; Hovedinddelingen bliver derfor i
kentiske, saksiske og angliske Dialekter, de
sidste falder igen i to Afdelinger: mercisk og
northumbrisk. Den nyeste Behandling er A. Brandl,
»Zur Geographie der altenglischen Dialekte«
(Berlin 1915). De ældste Sprogmindesmærker
(samlede af Sweet, The Oldest E. Texts
[1885]) gaar maaske tilbage til c. 600; de
bestaar af Glossarer, nogle faa Runeindskrifter,
Interlinearoversættelser og jur. Dokumenter. En
egl. Litt. kommer først frem i den
northumbriske Dialekt, saaledes Beda’s Dødssang og
Kædmon’s Hymne. Omkr. ved Aar 900 blev
imidlertid af politiske og personlige Grunde
(Kong Alfred) den vestsaksiske Dialekt til en
Slags Rigsskriftsprog, i hvilket ikke alene den
store Konges egne Oversættelser fra Latin,
Krøniken, og et Aarh. senere Ælfric’s Værker blev
skrevne, men som tillige blev det Medium,
hvorigennem vi har faaet overleveret den store
poetiske Litt., der efter den almindeligste
Antagelse opr. var affattet i nordlige Dialekter.
Paa den merciske Dialekt findes kun meget faa
Mindesmærker. (Litt.: Den fuldstændigste
oldengelske Ordbog er af Bosworth og
Toller [Oxford 1882 ff.; Suppl. af Toller nu under
Udgivelse]; værdifuld er Grein, »Sprachschatz
der angelsächsischen Dichter, neu herausgeg.
von Köhler« [Heidelberg 1912]; Hall, Concise
Anglo-Saxon Dictionary [2. Udg., London 1916];
Sweet, The Student’s Dictionary of
Anglo-Saxon [Oxford 1897]. - Sievers’
»Angelsächsische Grammatik« [3. Udg., Halle 1898];
K. Bülbring, »Altenglisches Elementarbuch«
[Heidelberg 1902]; J. Wright, Old English
Grammar [2. Udg., Oxford 1914]. - Cosijn,
»Altwestsächsische Grammatik« [Haag 1883
-89]).
Ved Slutn. af den oldeng. Periode ser vi den
første Beg. af den overordentlig betydningsfulde
nordiske Paavirkning, der bliver særlig
kraftig i den flg. Tid. Danskerne og
Nordmændene kom først som hærgende Vikinger, men
senere slog de sig ned i store Skarer i det
saakaldte Danelag-Distrikt. Den sproglige
Indflydelse, de øvede, er af en ganske
ejendommelig Beskaffenhed. Medens ellers Laaneord
næsten overalt i Verden er det samme som
Kulturord, idet det højest staaende Folk
meddeler det lavere staaende sine Produkter,
Opfindelser o. desl. og med det samme de dertil
hørende Ord, saa at man af Laaneordene kan
udlæse Civilisationens Vandringer, kan vi i de
talrige nordiske Ord, der blev optagne i
Engelsk, ikke paavise et eneste kulturelt Omraade,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
