Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvor Nordboerne maa have staaet over
Englænderne. Det er tværtimod Ord for de mest
dagligdags Ting og Begreber, Ord, der ellers
aldrig laanes fra Sprog til Sprog. Dette maa da
vise, at de to Befolkninger indgik den nøjeste
Forbindelse og blandedes sammen i ellers uset
Omfang, og at de gennemgaaende stod paa
nøjagtigt samme Kulturtrin; og af Bet. var det
selvfølgelig ogsaa, at Sprogene dengang stod
hinanden saa overordentlig nær, at mangfoldige
Ord i det ene lignede ell. endog var identiske
med de tilsvarende i det andet. Vi ser altsaa
bl. Laanene endog Pronominalformer som they,
them, their, the same, both; dagligdags Ord som
get, give, die, birth, awe, sky, fellow, skin,
root, wing, want o. s. v. Mange lgn. Ord er
senere gaaet ud af Sproget, saaledes oc (dansk
og), sum (dansk som), stor; andre lever endnu
i Dialekter, især i de nordlige, saaledes lathe
(Lade), hoast (hoste), gar (gøre), ket (Kød, nu
bet. det Aadsel, Tøjeri). I mange Tilfælde
brugtes ell. bruges endnu ved Siden af hinanden den
egl. eng. og den nordiske Form, ikke sjældent
med forsk. Anvendelse, saaledes no - nay,
whole - hale, from - fro, shirt - skirt; ved
Siden af star brugtes længe det nordiske sterne,
der nu er uddødt, medens den nordiske Form
sister har fortrængt den eng. swester, sweoster.
Ogsaa talrige Stednavne i det nordlige England
bærer Vidne om dansk-norske Indvandrere,
saaledes alle de med Endelserne -by, -thorpe, -beck,
-dale. (Litt.: Björkman, Scandinavian
Loan-Words in Middle-English [Halle 1900-02];
Samme, »Nordischen Personennamen i E.« [1910];
Jespersen, Growth and Structure, Kap. IV;
Lindkvist, Middle-English Place-Names of
Scandinavian Origin [Upsala 1912]).
Den middelengelske Periode, der
regnes fra c. 1100 til c. 1500, karakteriseres
sproglig bedst som den Periode, i hvilken de oldeng.
fulde Endelsesvokaler a, e, u var faldne sammen
til et e, der endnu ikke var forstummet som
i nyeng. Oldeng. mona, sunne, sunu (Maane,
Sol, Søn) var saaledes blevne til mone, sunne,
sune med udtalt e (Nyeng. moon, sun, son).
Det er en Overgangsperiode med en hurtig
Udvikling paa alle Omraader, saa at der inden for
Perioden selv er den største Uligeartethed
baade efter Tids- og Stedsforskel. Men
Udviklingens Retning er den samme som i alle de
andre germanske Sprog, selv om alt her foregaar
hastigere. Hele det grammatiske System
simplificeres mere og mere, hvorved sikkert ogsaa
de nordiske Indvandrere spiller en stor Rolle,
idet Forstaaelsen mellem dem og de Indfødte
blev væsentlig leksikalsk, saa at Endelserne
forsømtes. Ujævnhederne i den gl. Deklination
udlignes, dels ved at fl. og fl. Ord bøjer sig ind
under de samme Endelser, dels ved at
Akkusativ og Dativ efterhaanden smelter fuldstændig
sammen med Nominativ til en Fælleskasus. I
Syden kæmper -en længe med -es som
Flertalsendelse, indtil den sidste bliver
eneherskende, som den alt tidligere havde været i Norden.
Idet ogsaa -es er blevet den eneste bevarede
Endelse i Genetiv Ental, og idet den i ældre
Middelengelsk alm. Endelse -ene for Genetiv
Flertal fortrængtes, faar vi altsaa en simpel
fælles Bøjning med to Former af
Substantiverne, den ene uden Endelse som Grundform, den
anden paa -es overalt, hvor enten Genetiv eller
Flertal skal betegnes. I Middelengelsk taber
efterhaanden Følelsen for Substantivernes
grammatiske Køn sig. I Adjektiverne faar vi i senere
Middelengélsk kun to Former adskilte, en uden
og en med -e, den sidste brugt omtr. som den
tilsvarende paa Dansk. I Pronominerne holder
de gl. Kasusforskelle sig langt stædigere, om
end et enkelt Pronomen fra et Mylder af
Former udvikler sig til kun at have den ene Form
the, brugt som bestemt Artikel. I
Verbalbøjningen ser vi en lgn. Simplifikationsproces gaa for
sig; de gl. Person- og Taladskillelser udslettes
efterhaanden paa nogle Undtagelser nær; ogsaa
Modusforskelligheder trænges tilbage, og fl. og
fl. af de gl. Uregelmæssigheder forsvinder.
Haand i Haand med denne Fremgang i
Formsystemet hen imod simplere og lettere Former
gaar vigtige syntaktiske Udviklinger, af hvilke
her blot skal nævnes, at Ordstillingen mere og
mere kommer til at spille den store Rolle, den
har i Nyeng., som betydningsadskillende Faktor
i Sprogets Økonomi.
Mange af disse Forandringer har man villet
tilskrive direkte Indflydelse fra de fransktalende
Normanner, der erobrede Landet 1066; men
sikkert med Urette. Udviklingen er blot en
naturlig Fortsættelse af, hvad der var begyndt i
den første Periode, og den foregik hurtigere i
Norden, hvor den fr. Indflydelse var svagest,
end i Syden, saa at man, som ovf. nævnt,
snarere maa tænke paa dansk Paavirkning.
Indirekte havde dog den normanniske Erobring Bet.,
idet det vestsaksiske Supremati derved
ophævedes, saa at der ikke længer var noget
Sprog, der blev anset for fornemmere til
mundtlig og navnlig skriftlig Brug end de andre
Dialekter; i største Delen af denne Periode
skrev hver Forf. sin specielle Hjemstavns Maal.
Idet de højere Klasser endvidere talte Fransk,
tabte Interessen for og Forstaaelsen af den gl.
indfødte Litt. sig; især det poetiske Sprog, der
sikkert allerede omkr. Aar 1000 maa have
været svært at forstaa, gik saa fuldstændig i
Glemmebogen, at det c. 130O forekom Englænderne
som et fremmed Sprog (Tysk). Efter
Erobringen spillede imidlertid Fransk ikke en saa
fremskudt Rolle, som man gerne tror. Som
officielt Skriftsprog var Engelsk allerede
før Erobringen begyndt at blive tilsidesat for
Latin, der hævdede sin Plads længe; det ældste
officielle Dokument paa Fransk er først fra
1215; og naar vi i 13. og 14. Aarh. finder
Fransk brugt i officielle Dokumenter, skyldes det
ikke saa meget de i E. bosatte Normanner, som
det fr. Sprogs datidige fremskudte Stilling ved
de fleste europ. Hoffer. 1258 udstedte Henrik
III en kendt Proklamation til det eng. Folk
samtidig paa Engelsk, Fransk og Latin. Den
æidste Petition til Parlamentet paa Engelsk er
fra Kræmmerne i London, 1386, og Aaret efter
finder vi det første paa Engelsk skrevne
Testamente: men først 1404 svarer Kongen
Parlamentet skriftlig paa Landets Sprog. Som
officielt Talesprog spiller Fransk en vis, dog
sikkert ringere Rolle; ved Domstolene holdt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
