Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Brugen af Engelsk sig i nogen Tid efter
Erobringen, og da det saa fortrængtes af Fransk, bliver
det kun for forholdsvis kort Tid; Edvard III
bestemmer udtrykkelig 1362, at al Procedure
skal foregaa paa Engelsk, medens
Protokolføringen skal foregaa paa Latin; s. A. aabner
han Parlamentet paa Engelsk. Fra Oxford har
vi fra Beg. af 14. Aarh. Bestemmelser om, at
Studenterne kun maa tale Fransk og Latin; og
i Latinskolerne oversatte man de klassiske
Tekster paa Fransk, indtil John Cornwall omtr.
1350 ændrede dette. Men i det private Liv
har Fransk spillet en langt mere underordnet
Rolle, idet ikke alene de brede Lag af
Befolkningen aldrig lærte Fransk, men ogsaa de
højere Klasser i alt Fald snart lærte Engelsk
ved Siden af normannisk Fransk, hvad vi kan
se af ikke faa opbevarede Træk. Selv Kongerne
lærte næsten alle Engelsk; den første Konge,
for hvem dette dog var Modersmaalet, er
Henrik IV (f. 1369). Ved den stadige, Aarhundreder
igennem fortsatte, Berøring med Fransk forklares
det, at det eng. Sprog er helt gennemsyret med
fr. Laaneord, der findes i stort Omfang paa
næsten alle Betydningsomraader. Disse Laaneord
er for en stor Del gaaede i den Grad over i
Sprogets »Kød og Blod«, at de i mange Aarh.
ikke har været til at skelne fra det indfødte
Sprogstof uden for en Sprogforskers Blik; de
føjer sig ind i Sprogets Skik, faar eng. Endelser
o. s. v.; i uncommonly er der f. Eks. til et fr.
Ord sat baade eng. Forstavelse og Endelse; i
shepherdess og eatable har vi omvendt eng. Ord
udvidede ved fr. Afledningsendelser.
Sproghistorisk falder de fr. Laaneord i forsk. Grupper,
der for en stor Del kan skelnes fra hinanden
ved deres Lydform; de kan være laante 1) fra
normannisk Dialekt (ell. fra den Underafdeling
deraf, som udviklede sig særskilt paa engelsk
Grund, og som til Forskel fra
Kontinentalnormannisk kaldes Anglonormannisk), 2) fra andre
middelalderlige nordfranske Dialekter, især
Pikardisk, 3) fra Parisisk ell. Sproget i
Ile-de-France i Middelalderen, 4) senere fra fr.
Rigsmaal ell. Skriftsprog, væsentlig ad litterær Vej.
Medens f. Eks. i de ældre Lag af Laaneord ch
udtales (t∫) som i chain, chair, lyder det i
senere Laaneord som (∫), saaledes i champagne,
chaise. Ikke sjælden er det samme Ord til to
forsk. Tider optaget i to forsk. Former, i
Reglen da ogsaa med to noget forsk. Bet., saaledes
netop det nævnte chair, chaise; fremdeles f.
Eks. feast, fête; chandler, chandelier. I ikke faa
Tilfælde har vi ved Siden af hinanden et
indfødt og et fr. Ord med opr. samme Bet., der
imidlertid i Tidernes Løb er gaaede mere ell.
mindre fra hinanden, hvorved Sprogets
Forraad paa nyttige Synonymer er stærkt forøget;
smlg. saaledes work - labour; hearty -
cordial; token - sign; stool - chair; folk -
people; ox - beef; calf - veal; mild - gentle;
other - second; begin - commence; wish -
desire; heal - <i></i>cure o. s. v. I Modsætning til
de nordiske Laaneord er de fr. i udpræget
Grad Kulturord, og det er let at paapege hele
store Omraader, hvor Franskmændenes
Overlegenhed i Magt og Kultur har givet sig
sproglige Udslag. Saaledes i Politik: govern, reign,
parliament, crown, power, country, chancellor,
duke, marquis; Krigskunst m. m.: war, peace,
battle, arms, armour, siege, assault, navy, vessel,
enemy o. s. v.; Retsvæsen: judge, jury, court,
suit, plaintiff, plea, real estate, larceny;
Kirkevæsen: service, trinity, saviour, clergy, parish,
baptism, pray, sermon o. s. v.; Kunst: art, paint,
beauty, image, arch, tower. Andre Ord viser
ogsaa hen paa, at Normannerne var
Overklassen: master, servant, command, obey, joy,
pleasure, ease, comfort o. s. v. Men hvor stor
end Strømmen af fr. Elementer har været, har
den dog ikke formaaet at ændre Sprogets
Karakter, der er og bliver germansk; alle de
uundværligste Sprogbestanddele er indfødte,
ikke indførte. Medens Forholdet i Ordbøgerne
af fremmede (ikke blot romanske) og indfødte
Ord er omtr. som 3 : 1, er det omvendt i
naturlig Tale- og Skriftsprog, hvor jo de gængse
Ord idelig kommer igen, omtr. som 1 : 4,
varierende dog i høj Grad efter Emne og
Stilfarve.
Medens de ældste middeleng. Skriftværker
foreligger i forsk. Dialekter, idet hver enkelt
skrev sin Hjemstavns Maal, kan vi fra 14. Aarh.
begynde at tale om et fælles Rigsmaal
(Standard English), der ogsaa benyttes som
Skriftsprog. Det er væsentlig den Sprogform,
Chaucer skriver, og i tidligere Tider var det
en alm. Antagelse, at det eng. Skriftsprog var
skabt af denne den største middeleng. Digter.
Dette er dog langtfra Tilfældet, og heller ikke
hans Samtidige, Kirkereformatoren Wyclif har
haft den afgørende Indflydelse, som nogle har
villet tilskrive ham. Vi finder nemlig, at
londonske Dokumenter i alt væsentligt har samme
Sprogform som disse to Forf. allerede paa en
Tid, da deres Værker endnu ikke har kunnet virke
paa Sproget. Og det varer ikke længe, før den
samme Sprogform breder sig over hele Riget til
alm. Brug i alt Fald i Skriften. Grundlaget er
Londondialekten, dog ikke egl. den gamle
lokale Dialekt, som vi væsentligt kender fra
Gadenavne og Personnavne i lat. Dokumenter (se
W. Heuser, »Alt-London«, Osnabrück 1914),
men en mere afslebet Sprogform, hvis Vækst vi
kan forfølge næsten fra Aarti til Aarti, og i
hvilken de specielle londonske
Ejendommeligheder maa vige for Former, der for en stor
Del var fælles for hele Midland og derfor bedre
blev forstaaede af Folk fra alle Egne af
Landet. London blev jo mere og mere en virkelig
Hovedstad, der foruden at være Hoffets og det
politiske Livs Centrum blev Midtpunkt for
Handel og for alt aandeligt Liv, det sidste i
Forbindelse med de to gl. Univ. Oxford og Cambridge,
der p. Gr. a. deres Nærhed ved London fra
først af har haft omtr. samme Sprog. Der
foregik her en stadig sproglig Udligning, saa at de
højere Klassers Tale mindre og mindre blev
stedpræget. Den fælles Skriftsprogform fæstes
ogsaa i høj Grad ved Bogtrykkerkunstens
Indførelse i Slutn. af 15. Aarh., og den første
Trykker, Caxton, bruger i sine Bøger i alt
væsentligt den Sprogform, som vi kender fra
Londonnerdokumenterne, Chaucer og Wyclif.
Landskabsmaalene trængtes hurtig tilbage fra at
benyttes som Skriftsprog og spiller kun en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
