Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Række religiøse Digte og en Del Gaader. Af
Digtene kan nævnes The Phoenix, Sagnet om
Fugl Føniks, behandlet som en kristelig Allegori,
et Værk, der viser Kynewulf som en betydelig
Digter. Af enkelte religiøse Digte er især
Judith værd at bemærke. Det er kun et
Brudstykke, de tre sidste Sange af et stort Digt, der
har behandlet Fortællingen om Holofernes’ Drab
ved Judith. Det bevarede, der fortæller om
selve Drabet, viser, at Digtet maa have været
en Perle i den oldengelske Litt. Ved Siden af
disse religiøse Digte er der kun bevaret lidet
af Bet., nogle lyriske Digte som »Hustruens
Klage«, »Vandringsmanden« o. a. Dog er der,
som nævnt, fra en senere Tid nogle historiske,
fortællende Digte, der er indflettede i den gl.
Krønike, saaledes »Slaget ved Brunnanburh« og
»Slaget ved Maldon«; særlig det sidste, der
beretter om Byrthnoth’s Fald i Kampen mod
Danskerne, er et varmtfølt, frihedskært Digt; det
er overført til moderne Engelsk af Alf.
Tennyson.
Medens den oldengelske Poesi særlig udvikler
sig i Norden og har sin Blomstring allerede før
Danskernes Indfald, bliver Syden den
oldengelske Prosas Hjemsted, og dens Blomstring falder
i 9. og 10. Aarh., paa hvilken Tid den
vestsachsiske Dialekt hæver sig til alm. Skriftsprog.
Dens Emner er ligesom Poesiens dels religiøse,
dels historiske. Den første Forf., vi her møder,
er Kong Alfred (849-901), der med
enestaaende Ihærdighed arbejdede for sit Folks
Oplysning og oversatte en Rk. Værker fra Latin,
af hvilke kan nævnes: Orosius’ Verdenshistorie,
i hvilken findes det af Alfred selv forfattede
Stykke om Othere’s og Wulfstan’s Rejser;
Beda’s engelske Kirkehistorie; Boëthius’ »Om
Filosofien som Trøsterinde«. Alfred var ogsaa ivrig
interesseret for sit Lands Historie og lod den
oldengerske Krønike samle og ordne. Fra Slutn.
af 10. Aarh. stammer de Værker, der tillægges
Ælfric, Ærkebiskop af Canterbury. Det er
dels Oversættelse af Mosebøgerne (den første
Bibeloversættelse i E.), dels Prædikensamlinger,
i det hele af større Bet. for Sproget end for Litt.
Dette gælder til Dels ogsaa om de Værker, der
tillægges Wulfstan, Ærkebiskop af York; men
et levende Billede af Danskernes Ødelæggelse i
E. i Beg. af 11. Aarh. faar vi i hans »Tale til
det engelske Folk« med dens energiske,
harmglødende Tone.
Endnu kan nævnes den oldengelske
Krønike, et stort Samlerværk, opstaaet af fl.
Munkekrøniker og, rimeligvis under Alfred’s
Regering, ordnet og ført tilbage til 60 f. Kr. Den
fører i forskellige Haandskrifter ned til 1154.
Der er naturligvis megen Forskel paa de
forskellige Partier; men her findes den ældste,
engelske Prosa, og særlig i Skildringerne af
Alfred’s Kampe med Danskerne naar Krøniken
højt. Betragtet i sin Helhed byder den
oldengelske Litt. mere Udbytte for Sprogforskeren
end for Æstetikeren; den er for en stor Del
religiøs Oversættelseslitteratur, ell. den viser et
Præg af Afsondrethed, der vidner om, at E.
endnu kun havde faa Tilknytningspunkter til
det øvrige Europa. Men nu nærmer det
Tidspunkt sig, da E. gennem en voldsom
Omvæltning skal inddrages i Europas Kulturliv og den
engelske Litt. derved indtage sin Plads i
Rækken af Europas rigeste Litteraturer.
II. Fra den normanniske Erobring
til Chaucer. 1066-1400.
Den nærmeste Tid efter Erobringen bliver i
litterær Henseende en død Tid; kun den gl.
Krønike fortsættes til 1154. De normanniske
Baroner, der fulgte over med Vilhelm
Erobreren, og hvem han tildelte Landet, levede
som Herrer bl. de Overvundne, hvis Sprog de
ikke forstod, og hvis Nationalitet de ikke agtede.
De førte med sig den fr. Digtning, og dens Form
trænger efterhaanden ind i E., medens der
endnu ved Siden af dette fremmede digtes i den
gl. Poesis Aand og Form. Baade paa Sprogets
og Litt.’s Omraade er denne Periode en
Brydnings- og Overgangstid, der slutter med at føre
til det moderne engelske Sprog og den moderne
engelske Aand, der faar sin første store
Repræsentant i Chaucer. Af de to Retninger inden for
Litteraturen faar foreløbig den fremmede størst
Bet. som den, der henvendte sig til de dannede
Kredse. Allerede i første Aarh. efter Erobringen
skrev Geoffrey of Monmouth, en walisisk
Præst, sin Historia Regum Britanniæ, et rent
Fabelværk, hvori vi første Gang træffer den
keltiske Sagnkreds om Kong Arthur og hans
Bedrifter. Lige fra Chaucer og fremover har eng.
Litt. fundet Stof i dette Værk, hvorfra er hentet
Historier som Cymbeline, Gorboduc, King Lear
etc. Kort efter bliver dette Værk af en
normannisk Forf., Wace, omdannet til et fransk
Digt paa 15000 Vers under Navnet Brut
d’Engleterre. Wace er ligeledes Forf. af et stort fr.
Digt Roman de Rou, der handler om Vilhelm
Erobreren’s Bedrifter. Den første
sammenhængende Fremstilling af Arthur-Sagnene giver
Walter Map i Beg. af 13. Aarh. paa Fransk,
og han tilføjer Fortællingerne Queste de St
Graal og Mort Artur. Denne Samling nationale
Sagn bliver et yndet Emne for senere Digtere,
og »Arthur og hans Kæmper om det runde
Bord« bliver en familiær Billedkreds overalt i
E. Denne Behandling af Arthur-Sagnene fører
os til den Form, der var den alm. poetiske
over hele Europa i Middelalderen, den saakaldte
Versroman. Ogsaa de andre Sagnkredse:
Karolus Magnus og hans tolv Pairer af Frankrig,
Alexander-Magnus-Sagnene og de utallige
Romaner om Trojaner-Krigen bliver i 13. og 14.
Aarh. indførte i E., oversatte paa Engelsk og
oversvømmer Landet med deres romantiske og
eventyrlige Skildringer. Et Par af de ældste af
disse Versromaner, Havelok the Dane og King
Horn, der begge skriver sig fra c. 1300, staar
dog uden for disse Sagnkredse og viser tilbage
til skandinavisk Oprindelse, om end de maaske
staar i Gæld til lgn. Fortællinger paa Fransk.
Af Romaner, der hører til de nævnte
Sagnkredse, kan her nævnes Guy of Warwick og
Bevis of Hamtoun, begge i rimede Vers, medens
William and the Werwolf, der rimeligvis
stammer fra Midten af 14. Aarh., er i den gl.
allitererende Form, hvilket ogsaa gælder om Sir
Gawaine and the Greene Knight, det
smukkeste af alle Arthur-Digtene, af en fuldstændig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
