- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
263

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Litteratur

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

samler sig særlig om the vice, der er fremstaaet af
Mysteriernes Djævel, og fortsættes i
Renaissancedramaets Nar; efterhaanden udvides disse
Scener og løsgøres fra den allegoriske
Forbindelse, og vi faar da Overgangsled til de egl.
Farcer. Der er John Heywood, som i sine
Interludes giver farceagtige Skildringer af
Samtidstyper. Den første egl. Komedie træffer vi
omkring 1540 i Nicholas Udall’s Ralph
Roister Doister
, en morsom Omarbejdelse af
Plautus’ Miles gloriosus, medens den første egl.
Tragedie Gorboduc, et Fællesarbejde af Thomas
Norton
og den føromtalte Lord
Buckhurst
, først skriver sig fra 1562, hvori
gammelengelske Traditioner forenes med Indflydelse
fra Seneca’s Tragedie. Den er interessant ved,
at vi her for første Gang finder Blankverset
anvendt i Dramaet.

IV. Fra Elisabeth til Restaurationen.
1559-1660.

Vi har nu skitseret Grundlinierne i den
Udvikling, der leder til den elisabethanske Periodes
rige Litt. Reformationen er fuldendt, og E.
indtager nu sin Plads som den første
protestantiske Magt. I Landet selv er Enheden i Tro
kun tilsyneladende; der opstaar snart
Dissidenter af forsk. Art, og den puritanske
Aandsretning tager stort Opsving. Den høres ikke
endnu i Litt.’s mangestemmede Kor, men i Stilhed
vokser den sig stærk for i Periodens Slutning
at tage Magten for en Tid og paatrykke
Aandslivet sit Præg.

Den fremmede og hovedsagelig den ital.
Indflydelse viser sig endnu paa alle Digtningens
Omraader. I Prosaen træffer vi allerede i
Roger Ascham’s The Scholemaster (1570) den
Stil, som senere under Navnet Euphuisme
bliver Modestil baade i Skrift og Tale. Den
stammer fra den saakaldte Guevarisme i Spanien
og indføres ved Overs. af Guevara’s El libro del
Marco Aurelio
. Sit eng. Navn har den efter
John Luly’s Euphues (1579-80). Her finder
vi den fuldt udviklet: Antiteser, Ordspil,
urimelig Etymologi og umulige Lignelser, og fra nu af
findes den overalt, i Hofmandens Tale som i
Digternes Værker. Ogsaa den samtidige
Hyrderoman indføres. I Robert Greene’s og
Thomas Lodge’s Prosafortællinger optræder
Hyrder og Hyrdinder i et fantastisk Arkadien,
hvor de vogter deres hvide Lam og taler om
deres Kærlighed i snørklede, euphuistiske
Vendinger, medens Hyrderne besynger deres
Elskede i sirlige Madrigaler. Dog staar Greene’s
selvbiografiske Fortællinger i nært Forhold til
Virkeligheden og rummer megen ægte Følelse.
Philip Sidney følger i sin Hyrderoman
Arcadia det alm. Spor, medens hans Apology for
poetry
udmærker sig ved sit klare og rene Sprog.
Denne Afh. fører os til de Stridsskrifter,
hvorpaa Tiden var saa rig. De var dels religiøse,
som de mange Skr i den saakaldte
Martin-Marprelate-Fejde, dels rent personlige
Fejdeskrifter, og endelig er der en hel Række, som
angriber og forsvarer Teatrene, et Vidnesbyrd
om, at Puritanismen griber om sig. Som
Eksempel paa litterær Kritik kan nævnes
Puttenham’s Art of English poesie (1589). I øvrigt
indføres alle betydelige fremmede Værker i
Litt. som Overs., medens Tidens Tænkere og
Videnskabsmænd saa godt som alle benytter det
fælles lærde Sprog, Latinen. I Aarh.’s Slutning
træffer vi dog paa Engelsk Bacon’s Essays, og
fra 17. Aarh. kan nævnes Burton’s Anatomy
of Melancoly
, Milton’s Prosaskrifter og
Jeremy Taylor’s kernefulde Sprog i hans
Prædikener og religiøse Skr. Ogsaa den poetiske
Litt. følger stadig ital. Forbilleder. Særlig faar
Sonetten i denne Tid mange Dyrkere, som
Spenser, Shakespeare, Sidney,
Daniel og Milton. Den fortællende
Digtning er vel endnu i Gascoigne’s Steel Glass
(1576) realistisk moraliserende; men 3 Aar
senere kommer Spenser’s Shepherds Calendar,
hvori vi befinder os midt i Hyrderomanernes
Arkadien. Ogsaa hans Hovedværk, The fairy
queen
, staar i Gæld til Italienerne, særlig Ariost;
men her har han dog hævet sig over Massen af
sin Samtids Digtning og frembragt et af den
eng. Litt.’s betydeligste episke Digte. I sin
Helhed er det en tung og uklar Allegori, der
fletter en Ærekrans for E.’s virgin queen; i de
mange Naturskildringer og Menneskeskildringer
er der imidlertid en Ynde og Finhed, der altid
vil sikre Spenser en Æresplads mellem eng.
Digtere, og formelt har han her skabt en
Strofebygning, der ved Siden af Blankverset har spillet
den allerstørste Rolle i eng. Poesi. Af Tidens
Digtere kan endnu nævnes Satirikerne Joseph
Hall
, Marston og Donne, der værdig
repræsenterer den nøgterne Forstand, der altid i
E. har været rede til at svinge Svøben over sin
Samtid og gaar som en rød Traad gennem den
eng. Litt.’s Historie. I den senere Del af
Perioden træffer vi i Poesien en ny Retning; endnu
i Milton’s Ungdomsdigte glimrer den samme
Renaissancens Frodighed som i de tidligere
Digteres Værker; men med Digtere som
Denham, Cowley og Waller nærmer vi os til
Klassicismens korrekte Glathed.

Hvad der imidlertid i højeste Grad viser den
elisabethanske Litt.’s hele Rigdom, er Dramaet.
Vi saa i forrige Afsnit de Udviklingstrin, der
førte til det egl. Drama, og her kan ogsaa
nævnes den Rolle, som Oversættelsen af Seneca’s
Tragedier (1559-66) kom til at spille. En
Tragedie som »Gorboduc« er paavirket herfra, og
der mangler ikke Forsøg paa at skabe en
regelmæssig Tragedie efter dette Mønster; men den
nationale Udvikling er saa rig, at den aldeles
overfløjer disse Forsøg og skaber sin egen fri
Form i Dramaet. Medens Mysterierne blev
spillede af Haandværkerlavene i Byerne, udviklede
der sig efterhaanden en egentlig
Skuespillerstand, og Moraliteterne blev i Reglen opførte af
omvandrende Trupper. Nu bliver det Mode, at
højtstaaende Herrer tager Skuespillere i deres
Tjeneste, og vi træffer Trupper som Lord
Kammerherrens ell. senere Hans Majestæts
Skuespillere. 1576 faar London sit første faste
Teater, og inden Udgangen af Aarh. har Byen ikke
mindre end 10 Teatre, der konkurrerer med
hverandre, foruden at der stadig opføres
Skuespil ved Hoffet for den skuelystne Elisabeth.
Dette tyder paa en stor Trang til Skuespil, og
for at tilfredsstille denne opstaar der et Utal af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:52:12 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/7/0277.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free