- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
264

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Litteratur

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

dram. Forf., af hvilke her kun skal nævnes de
vigtigste, de, der betegner Gangen i Udviklingen.
I Perioden 1580-93 virker en Række Forfattere,
der kan sammenfattes under Navnet
Shakespeare’s Forgængere. John Lyly, Forf. af
Euphues, digter for Hoffet en hel Række
Komedier og er den første, der fører Prosaen
ind i Dramaet; tillige anvender han ogsaa sin
euphuistiske Stil i disse Komediers langstrakte
Dialog, der dog hyppig er vittig og morsom.
Den højtbegavede Robert Greene skildrer
i sine bedste Dramaer det landlige E. med stor
Friskhed; George Peele naar højt i
folkelig komiske Scener, medens Thomas Kyd i
enkelte tragiske Scener hæver sig over det
alm. Betydeligst af alle disse er
Tragediedigteren Christopher Marlowe, der
indførte Blankverset paa den offentlige Scene, hvor før
rimede Vers havde hersket. Han er en mægtig
Aand, ikke afklaret og moden, men gærende og
higende ud over alle menneskelige Grænser, og
hans Personer er Titaner i hans egen Lignelse.
Her paa Toppen af det elisabethanske Dramas
Udvikling træffer vi den moderne Verdens
største dram. Digter, William Shakespeare.
Han har lært af alle disse sine Forgængere; i
hans Ungdomsarbejder finder vi endnu
Euphuisme i Dialogen, hans Billeder af Landlivet
staar i Gæld til Greene, medens han paa
Tragediens Omraade har lært af Marlowe, hvis
Blankvers han ogsaa optager og udvikler til
Fuldkommenhed; men han fører alt dette videre,
hæver det op over de andres Højde og smelter
det i sin Digtning sammen til Tidens rigeste og
sandeste Menneskeskildring. Ved hans Side staar
den lærde Ben Jonson, der dels skriver
tunge Tragedier, dels bittert satiriske Komedier,
men ogsaa kan hæve sig til Hyrdespillets Ynde,
som i The Sad Shepherd. Efter dem kommer
Dekadencen. I Beaumont’s og
Fletcher’s Dramaer findes ypperlige Scener, men
den faste Bygning og logiske Udvikling er
forsvundne og har givet Plads for overraskende
Vendinger og Jagen efter Effekt; tillige træffer
vi her det usunde, snart som Sentimentalitet,
snart som Fremstilling af det vovede og
unaturlige. Af Periodens talrige dram. Forf. skal her
i øvrigt kun nævnes enkelte, som Webster,
der særlig ynder det gyselige; Th.
Heywood
, hvis A Woman killed with Kindness
udmærker sig ved et Par ypperlige
Karakterskildringer; Massinger, hvis New way to
pay old debts
endnu spilles i E.; den skarpe
Satiriker Marston; John Ford og endelig
James Shirley som den sidste
Repræsentant for det elisabethanske Drama. Med faa
Undtagelser behandler alle disse Digtere kendte
Emner, dels fra Historien, dels fra Tidens
mange Novellesamlinger. I Periodens Beg. er det
særlig den ital. Litt., der afgiver Stoffet; senere,
f. Eks. hos Beaumont og Fletcher, begynder den
sp. Indflydelse at gøre sig gældende. Som en
Forf., der maa regnes til denne Tid, kan nævnes
John Milton, af hvis dram. Arbejder
Comus, et yndefuldt Maskespil, den i Tiden saa
højt yndede Form for Festspil, endnu rummer
al Renaissancens Naturfølelse, medens det langt
senere Samson Agonistes er klassisk i Form og
puritansk i Indhold.

I Dramaet faar Tidens rigeste og mest
alsidige Udvikling sit Udtryk; men i Folket bredte
Puritanismen sig, og den betragtede Teatrene
som Arnesteder for alt ondt. Hele Perioden
igennem rettes der fra puritansk Side Angreb paa
Teatrene; af disse er det betydeligste
Prynne’s Histriomastix, som udkom 1633. 9 Aar
senere har Puritanismen sejret. Ved en
Parlamentsbeslutning af 2. Oktbr 1642 bliver alle
Teatre lukkede og er lukkede i 18 Aar. Ikke
alene Dramaet, men alle Retninger i Litt. led
under Puritanismens Herredømme. Nu var det
Prædikensamlingernes Tid, og Digtning var
Lediggang og Synd. De 20 Aar fra 1640 til 1660 er
da ogsaa fattige paa Litt. uden for teol. og
politiske Skr. Paa Poesiens Omraade kan nævnes
John Denham, der i sin Cooper’s hill
indfører den idylliske Naturbeskrivelse,
Abraham Cowley, hvis urimede Oder med deres
søgte Billeder nød stor Anseelse, og Edmund
Waller
, der udmærker sig ved smukke,
korrekte Vers. Men over dem alle lyser dog
Milton’s Navn, og i sit Hovedværk, Paradise lost,
der først udkom efter Restaurationen, har han
givet sit Land et enestaaende religiøst Epos,
dybt i Følelsen og storladent i Fantasien,
medens dets Fortsættelse Paradise regained, er
et svagt Arbejde.

V. Fra Restaurationen til Slutn. af
18. Aarh. 1660-1800.


Renaissancens hedenske Livsfylde var blevet
besejret af Puritanismens mørke Syn paa Livet og
dets Glæder. Og Puritanismen var ikke tolerant;
den fremtvang Hykleri hos dem, der ikke
hyldede dens Syn. Derved kom den til at ligge
som en knugende Mare over de Klasser, for
hvem Kirkegang og snøvlende Bønner til en altid
vred og streng Jehovah ikke var nok. Det var
da intet Under, at Restaurationens nærmeste
Følge blev et voldsomt og fuldstændigt Omslag.
Alt nvad Puritanerne havde hadet og forfulgt
som Synd, blev nu paa Trods baaret aabenlyst
til Skue; deres, i hvert Fald officielt, saa
strenge Sædelighed veg Pladsen for den
videstgaaende Løssluppethed. I de lavere Klasser
havde Puritanismen imidlertid et stærkt Tag,
og den ny Aandsretning, der udvikler sig under
fremmed Indflydelse, formaaede ikke at trænge
igennem. Den første Tids Litt. bliver derfor
væsentligst en Hoflitteratur, der kun har
hjemme i højere Kredse, medens Folket har sine
egne Digtere og sine egne Bøger. Først det 18.
Aarh. formaar at smelte disse Retninger
sammen, og først da træffer vi en egl.
Folkelitteratur, fælles for Høje og Lave.

Ligesom det var Teatret, der havde lidt mest
under Puritanismen, saaledes bliver det ogsaa
Teatret, der straks og voldsomst viser
Reaktionen. Karl II bragte hjem med sig en udpræget
Forkærlighed for alt Fransk og særlig for
Teatret, og han gav straks Patent for to
Skuespillerselskaber. Der findes altsaa i den flg. Tid
to Scener, der forsynes med Skuespil af en
talrig Række dram. Digtere, saa at Slutn. af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Thu Dec 18 05:59:36 2014 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/7/0278.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free